Nico i Danmark

Af Hans Henrik Schwab

NICO I DANMARK –
Vandringer med Vagn Lundbye

I denne weekend er der premiere på en ny dokumentarfilm om Velvet Underground – en film, der med sin brug af ‘split screen’ nok bør ses på det store lærred i Grand Teatret. I anledning af premieren har jeg nedfældet nogle minder om Nico – og om forfatteren Vagn Lundbye og hans valgslægtskab med den tyske chanteuse.

NICO – modernisternes muse

”These Days” – for nu at indlede med en sangtitel – er det 40 år siden, at den tyskfødte sanger Nico (født 1938 som Christa Päffgen i Köln) uventet genopstod fra fløjlsundergrunden og udsendte sit første album efter syv
års eksil-drama i Paris – Nico var gået under jorden og i eksil, fordi hun mente sig truet af Black Panther-bevægelsen pga. nogle udtalelser, der kunne tolkes som pro-ariske! Albummet, hvis lyd var inspireret af Bowie og Enos Berlin-trilogi (som på sin side var inspireret af den tyske musikscene), hed DRAMA OF
EXILE og blev fulgt op en turne, hvor Nico blev akkompagneret af Manchester-gruppen Blue Orchids – ”a bunch of amateur junkies”, som Nico uvenligt kaldte dem! En turne, der i 1982 førte hende til Danmark, hvor jeg så hendes koncert i Stakladen i Aarhus. En koncert, der blev overværet af det akademiske aristokrati: en blanding af hippe unge (som mig selv, sagde hunden) og den generation, der huskede Nico fra 60erne og de tidlige 70ere inden hendes eksil, bl.a. min ældre studiekammerat, lyrikeren Hans Chr. Bøgholm.

Det var den mest besynderlige koncert, jeg til dato havde overværet i mit unge liv – og for så vidt også siden. Bandet fremførte Nicos oeuvre som hypnotisk post-punk (eller præ-goth) med et eurasiatisk touch, mens Nico selv virkede som i trance og uden for rækkevidde. Hun kommunikerede hverken med publikum eller sine musikere. Optagelser fra disse koncerter eller snarere seancer kan høres på det semi-officielle live-album NICO IN DENMARK.

Nico var utvivlsom også på stoffer den aften. Hun sang da også bl.a. Velvet Undergrounds junkie-klassiker
”I’m waiting for the man” og mindede dermed om sin claim to fame: sin rolle som ’chanteuse’ på Velvet Undergrounds eponyme debutalbum fra 1967 med Andy Warhols ikoniske banan-cover. Det var netop Andy Warhol, der havde ’opfundet’ Nico og givet hende en rolle i sin film CHELSEA GIRLS (som også kom til at give navn til Nicos debutalbum i 1966). En film, der med sin præ-postmoderne æstetik forklarer, hvorfor Dan Turèll engang vittigt og præcist skrev, at Andy Warhol burde tildeles nobelprisen for ”som det første menneske at forsøge at leve i det 20. århundrede”. På bananpladen var det komponisten Lou Reed selv, der sang for, men nu var det Nico, der kongenialt overtog nummeret om at vente på sin pusher. Seks år efter koncerten i Stakladen, i 1988, behøvede Nico ikke længere vente på sin drug dealer. Hun var langt om længe blevet clean – hvorefter hun, der havde tilbragt sit voksne liv i den mørke undergrund, døde ved et banalt cykelstyrt på solskinsøen Ibiza. Hun blev stedt til hvile ved siden af sin mor i Berlin til tonerne af sin egen ”Mütterlein”.
Man må her uvilkårligt mindes den uhyggelige åbningslinje på comeback-albummet fra 1981 – en verslinje, der med et simpelt rim associerer eros med thanatos:
”I have come to lie with you/I have come to die with you”.

Vil man prøve at forstå Nico-figuren – mennesket og myten – er der faktisk to glimrende danske værker, der på hver sin måde belyser de to sider af Christa P. (hendes fødenavn) aka Nico.

I 1969 udgav Vagn Lundbye således på Borgens forlag en roman, der blot bar titlen NICO. I øvrigt – og næppe helt tilfældigt – samme år, som ovennævnte Bøgholm debuterede på samme forlag.
Det er en bog, hvor teksten ligesom i Waholms diasporsfilm (jf. VU-dokumentarens brug af split screen) kører i flere spor og er et arketypisk eksempel på tredjefasemodernismen, hvor teksterne – med Hans-Jørgen Nielsens udtryk – er ‘eksempler’ på liv.
Men i modsætning til Nielsen – attituderelativismens chefideolog – i den samtidige og beslægtede roman DEN MAND DER KALDER SIG ALVARD, lader Lundbye NICO-romanen munde ud i en
autenticitet, som Nico-figuren inkarnerer – og som peger frem mod dyrkelsen af naturen og det oprindelige i Lundbyes senere forfatterskab, jf. hovedværket ANHOLT-TRILOGIEN.

I Vagn Lundbyes univers går der således en lige linje fra de islandske sagakvinder, han skrev om i sit sidste store værk, til Nicos germanske myte-kvinde (jf. hendes ”Nibelungen Land” fra 1968). Har man set Nico sidde på scenegulvet med sit indiske harmonium, kan man pludselig visualisere hende som en af nornerne fra den nordiske mytolog i gang med at spinde skæbnetråden!
I forbindelse med Nicos danmarksturne i 1982 skulle Vagn Lundbye faktisk have indspillet en dokumentarfilm med Nico, hvor de bl.a. sammen skulle gå en tur i Dyrehaven – måske havde Lundbye en
symbolsk pointe med at ville trække Nico op fra den mørke undergrund og ud i Dyrehavens lys (jf. romanen naturtema ovenfor), men i virkelighedens verden tålte Nico ikke dagslys, jf. hendes exit på Ibiza – ganske som Vagn 14 år før havde vandret en tur på Frederiksberg med Nicos amerikanske ”soul brother” (hendes eget udtryk), den lige så filminteresserede Jim Morrison, og talt filmprojekter. Vagn har – under en
vintervandring i Vanløse, hvor han på den korte gåtur fra min redaktørkollega Jens Christiansens hjem til Vanløse station fortalte min kone sit livs udviklingshistorie, fra militærmand og mandschauvinist til forfatter og feminist – også berettet levende om vandringen på Gl. Kongevej med ‘the Lizzard King’ (se mit Morrison-opslag fra 3. juli). Af forskellige grunde blev ingen af disse filmprojekter realiseret.

Det gjorde til gengæld en anden film med stærkt dansk islæt. I 2018 – 30 år efter Nicos død – kom spillefilmen, der blot bar hende navn – og med danske Trine Dyrholm i den krævende hovedrolle. Det er ikke blot en af Trine Dyrholms mest overbevisende præstationer som skuespiller – hun imponerer yderligere ved selv at lægge mørk vokal til soundtracket og på overbevisende måde genskabe Nicos særlige diktion og intonation. En pastiche, der ender med at blive en personlig performance. Det er ellers ikke mange danske sangere, der lyder som Nico. Den eneste, jeg kan komme på, er digteren Pia Juul, hvis ‘sangkarriere’ jeg tidligere har berettet om.

Man kan måske sige, at Vagn Lundbyes modernistiske roman tager afsæt i myten Nico, men ender med at finde ind til mennesket bag – mens Trine Dyrholms realistiske biopic er en hudløs skildring af mennesket, der i den danske divas gestaltning alligevel ender med at bidrage til myten. At studere de to værker – romanen og filmen – er som at kigge ind i et postmoderne spejlkabinet eller på et attituderelativistisk fikserbillede, hvor man det ene øjeblik ser kvinden Christa og det næste ikonet Nico. Og hvor findes sandheden? Måske er det bare som Nico selv synger på sin allerførste single i 1965:
”I am not saying that it’s true”.

Omslag: Per Kirkeby.