Statsbanken er på vej

Af Rune Lund, Enhedslisten

Vidste du, at vi faktisk er ved at tage det første skridt i retningen af en statsbank? Det er ikke noget, der har fyldt meget i debatten, men det er faktisk et af de vigtigste forslag i det reformforslag, ”Danmark kan mere 1”, som regeringen har lagt frem. Fordi det kan rykke milepæle og styrkeforhold i samfundet.
”Danmark kan mere 1” er et udspil, hvor der virkelig er både meget gode og meget dårlige ting. De foreslående forringelser af dagpengene for nyuddannede og nyudlærte og forslaget om 37-timers tvangsaktivering er fx elendige, og vi kæmper lige nu alt, hvad vi kan, for at få det ud.
Men der er også markante sejre at fejre for mig og Enhedslisten i det, der er lagt frem. Herunder forslaget om at fjerne gensidig forsørgerpligt for folkepensionister og førtidspensionister. Og at skatten på aktie- og kapitalindkomst skal være mere retfærdig, og dermed højere end i dag.

Et af de forslag, der er et markant fremskridt, er forslaget om at styrke og samle de statslige investeringsfonde, der i dag eksisterer. Samtidig med at de får mulighed for at udøve et mere aktivt ejerskab end i dag. Konkret drejer det sig om Eksportkreditfonden, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond, som i dag hver for sig allerede i dag står bag investeringer for milliarder af kroner, og som hvert år genererer et pænt overskud til statskassen. De bliver nu slået sammen til ’Danmarks Investeringsfond”. Jeg tør godt at tage skridtet og sige, at vi nu får en statslig investeringsbank. Det kan være første skridt på vejen til, at staten i højere grad kan tænke ejerskab over virksomheder og investeringer i virksomheder sammen, noget som andre lande fra Tyskland og Frankrig til Singapore allerede har erfaringer med, som kan bruges herhjemme. Her har man samlet har samlet statslige indsatser i store superfonde. Det er til gavn for samfundet og virksomhederne. For eksempel vil det med forslaget nu blive lettere at rejse kapital i Danmark til opstartsvirksomheder, så de ikke bliver opkøbt af udenlandske kapitalfonde og flytter til udlandet. Det har vi desværre set for mange eksempler på de seneste år.

Statsbanken er på vej ift. en investeringsbank. Nu mangler vi, at en offentlig bank for almindelige kunder også bliver til virkelighed.

%d bloggers like this: