Af David Bentow

Planeter kan eksistere uendeligt, men er oftest kolde, golde og mørke. Stjerner, derimod, kan oplyse vores liv og vores sind, og sætte perspektiv på vores eksistens. Til gengæld ender de desværre altid med at brænde op, og forsvinder i mørket.

For mig er Niels Skousen en musikalsk stjerne. Med et smukt, bevægende og følsomt sind, en skarp observationsevne og en helt særlig musikalitet.

Han har haft sin helt særlige plads i dansk musik, siden han for nu 50 år siden udgav “Herfra hvor vi står” sammen med Peter Ingemann. Og han har altid udviklet og fornyet sig.

I aftes spillede han alene på Hotel Cecil. Med mine 50 år var jeg klart med til at bringe gennemsnitsalderen blandt publikum ned. Hvilket egentlig er synd, for Skousens tekster taler lige så meget til dagens ungdom, som den ungdom han selv engang var en del af.

Desværre var der nogle gange sange, som han måtte begynde forfra på, fordi teksten eller melodien pludseligt forsvandt. Det var som at se en stjerne, der pludseligt blinkede, og blev sort, hvor der før var lys.

Men det fjernede ikke oplevelsen af at se stjernen lyse. Og jeg synes det bør aftvinge respekt, at en mand på 77 år stadig stiller sig op med sin guitar og sin stemme på en scene, og giver os perler fra et så fint bagkatalog.

Især ramte det mig, hvor mange af Niels Skousens tekster der handler om ikke at gro fast, men altid være i bevægelse. Det er han selv, og det var smukt at se, selv da stjernen kortvarigt blinkede.

“Vi har talt sammen hele natten
men så er det gået i stå
rundt om ligger folk og sover
ved ikke rigtigt hvorhen de skal gå

Herfra, hvor vi står
kan vi se os omkring til alle sider
Det bevæger sig når vi går
det forandrer sig til alle tider”