Tonerne løber nærmest videre ud i mine årer

Af Peter Krogh

Der er nogle bands/kunstnere der står mit hjerte nærmere end andre. Der er nogle af dem, som sniger sig helt ind under hjertekulen. Kunstnere, hvis toner nærmest løber videre ud i mine årer og forplanter sig på både foruroligende som smuk, omsluttende, vis. Et af de bands er LOW fra Duluth. Minnesota. En lille by, der vil for altid mest vil være kendt som hjemstavn for en vis Robert Zimmerman – men byen bærer, lykkeligvis, også ægteparret Allan Sparhawk og Mimi Parkers vanvittigt dragende stemmer der på én og samme gang lever i sync og synkopi.

Sidst LOW lød høre fra sig, var med den krævende, men over (ingen) tid belønnende “Double Negative” i 2018. Den varslede et skifte, musikalsk, da produceren BJ Burton klippede og klistrede bandets toner ind i et nærmest kakofonisk og sonisk lydbillede der udfordrede såvel ører som sjæl. Det føltes nyt og foruroligende, på trods af, at LOW jo allerede udfordrede i forvejen med deres, til tider, dragende drone mæssige (læs: mægtige!) klange der iklædte sangene storhed.

Jeg havde den enestående fornøjelse af, at gense bandet 2 gange på turneen efter “Double Negative” i både Berlin og Aarhus. Begge aftener var selvsagt magiske og cementerede, at sangene også fungerede forunderligt fine uden at være iklædt Burtons klippe/klistre-teknik fra studiet.

Nu er der, endeligt, atter nyt fra LOW. I fredags landede albummet “HEY WHAT”. Det er atter med BJ Burton ved roret. Det er atter udfordrende og dejligt krævende – men det er som om, at de, altid, smukke melodier er trukket en my længere frem denne gang. Det er, alt, alt for tidligt, at udråbe albummet som et af 2021’s bedste, men det falder mig alligevel rasende svært, ikke, at gøre det! Og ja, jeg er farvet af den tid og den tilstand jeg “opholder” mig i – men “HEY WHAT” rammer rent ned i denne… Jeg bliver rørt, rusket rundt og revitaliseret af de smukkeste sange – endnu en gang…..

Når efteråret og dernæst vinteren atter slipper sit tag – og overlader foråret at råde, skal jeg heldigvis gense LOW i levende live. Det glæder jeg mig, selvsagt, til – men indtil da, skal dagene atter, og også, fyldes af bandet fra Duluth, Minnesota. Både med dette nye (mester)værk og de tolv foregående.