FLAGET PÅ HALV

Af Carsten Jensen

Det var militær flagdag i søndags, og Dannebrog gik på hel, hvor det burde være gået på halv.

Efter tyve års krig i Afghanistan tabte vi.

Men i selvgode Danmark skal også nederlaget fejres med livsløgne. Vores evakuering af en håndfuld afghanere var en storslået militær triumf. Vi efterlod så meget godt i Helmand, skønt end ikke en arkæolog vil kunne finde spor af os.

Opposition og medier taler ophidset om Ærøturen, den dag, Kabul faldt til Taliban, og statsminister og forsvarsminister muntrede sig til koncert på Fyn, og forsvarsministeren siden fortsatte festen med at udkommandere et fartøj tilhørende Marinehjemmeværnet til sin egen private tur til Ærø. Sandheden er, at samtlige regeringer i de sidste tyve år har været på en lang Ærøtur, og det samme har den presse, som skulle have været den fjerde statsmagt, skeptisk, kritisk og kontrollerende, når det kom til et Danmark i krig, men var alt det modsatte.

Mette Frederiksen skælder ud i disse dage ud på en presse, der ikke giver dansk krigsførelse i udlandet arbejdsro. Det mundbind, som vi i disse uger omsider lægger fra os, vil statsministeren genbruge, når det kommer til mediernes ytringsfrihed, næste gang Danmark skal på eventyr som krigsførende stormagt.

Sjældent har et indgreb i vores ytringsfrihed været mere overflødigt. Den ukritiske danske presse er sin egen bedste vogter. Her er der ingen brug for statslig censur, for mundbindet har siddet på sin plads i de sidste 20 år. De kritiske røster har været få og spredte, overhørte, ignoreret og udskældte, mens medieplatformene har været ryddet til en parade af politikere, der skamløst fik lov at aflevere den samme strøm af løgne og vildledning, som den fjerde statsmagts parodiske repræsentanter aldrig påtog sig at korrigere. Lige indtil ligegyldigheden bredte sit ligtæppe, og ingen længere gad ytre sig om den afghanske tragedie, mindst af alle dens medskyldige. Det lignede i lang tid en catwalk, men endte som et ligtog for ytringsfriheden og en kritisk presse.

Giv os ikke en fisk, sagde en ung afghanske kvinde til mig i Herat for fem år siden. Lær os i stedet at fiske. Men vi gav dem en fisk, en gennemrådden, stinkende fisk, en regering af kriminelle krigsherrer, som vi løgnagtigt udnævnte til at være demokrater.

Så lad flaget gå på halv for den afghanske tragedie, der endte med Talibans sejr.

Lad flaget gå på halv for de danske politikere, deres strøm af løgne og bevidst bedrag over for befolkningen.

Lad flaget gå på halv for den danske presse, som systematisk svigtede sit eget kald.

Men hvad med soldaterne? De får nu fortalt, at det hele ikke var forgæves. Med deres automatrifler såede de demokratiets blomst, der vil vokse ind i evigheden. Og hvis de så alligevel skulle føle sig mærkeligt utilpasse ved synet af Talibans sejr, så er der her et telefonnummer, I kan ringe på, venner, og vi kan sikkert også finde et par piller, der hjælper på krigstraumer. Så forløjet og kynisk er vores reaktion på nederlaget.

Jeg lærte i 2012 kaptajn Mads Silberg at kende. Han var på det sidste hold på Armadillo. Fem soldater blev dræbt på hold 9, 75 sårede og 12 sendt hjem med psykiske sammenbrud. Mads Silberg tog efter hjemkomsten mundbindet af og fortalte sandheden om vores meningsløse krig. Jeg fulgtes med ham til Solbjerg kirkegård, hvor hans kammerat Jonas Pløger lå begravet. Stående ved graven fortalte Mads mig, at han hver gang, han tvivlede på det rigtige i at sige sandheden om vores krig i Afghanistan, besøgte Jonas´ grav. “For Jonas fortjener, at sandheden bliver fortalt.”

Det er sådan, vi behandler veteraner og faldne med respekt, ikke med trøstende løgne, men med sandheden. Hotlines og piller kan sikkert hjælpe lidt. Men den sande terapi for både soldater og befolkning er en selvransagelse, der tør gå i dybden, hvor ordet nederlag bliver brugt, og nederlagets årsager åbent diskuteres.

Soldaterne skal ikke stå alene med nederlagets bitre erfaring. Det militære nederlag til Taliban er vores alles nederlag, et fælles anliggende og ansvar.