Af Carsten Jensen

Inden for klimadebatten findes begrebet klimaskepsis 2.0. Det er blevet indlysende for selv de mest ihærdige klimaskeptikere, at det ikke længere går at benægte, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Nu indrømmer de det, men kun i for næste øjeblik at bagatellisere klimaforandringerne. Der er så mange andre hensyn, der må tages, først og sidst økonomien, og så har vi desuden tid nok, så lad os nu ikke gøre noget overilet. Det er klimaskepsis 2.0, som præsenteres af alle, lige fra den neoliberale tænketank Cepos til den socialdemokratiske regering med dens komethale af brudte løfter.

Nu får vi et lignende fænomen med MeToo.

Da MeToo brød internationalt igennem i 2017, blev bevægelsen herhjemme effektivt nedkæmpet af magtfulde mænd i filmbranchen, som vi roligt kan kalde MeToo skeptikere. Så endelig sidste år satte Sofie Linde egenhændigt gang i bevægelsen på dansk jord, og siden har MeToo kostet striber af magtfulde mænd jobbet. Og så kommer modreaktionen. MeToo Skepsis 2.0.

MeToo Skepsis 2.0 starter altid med en larmende ros til MeToo, som er så nødvendig og tiltrængt, og kvinderne skal bare takkes så meget for indsatsen. Og så kommer alle de undergravende betænkeligheder. Heksejagt bliver det kaldt, når magtfulde mænd bliver kritiseret, som om deres skæbne kunne sammenlignes med de kvinder, der i Middelalderen endte deres liv på bålet. Det handler pludselig ikke om det berettigede i kvindernes anklager, men om de stakkels mænds retsstilling, skønt der på intet tidspunkt er tale om, at nogen af de anklagede mænd er endt i fængsel, endsige har befundet sig i en retssal på grund af kvindernes beskyldninger. De er bare blevet fyret. Behøver jeg minde om, at arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet, herunder fyre medarbejdere, ikke er noget angreb på retsstaten, men har været lovfæstet lige siden Septemberforliget i 1899?

Det konservative mandeblad Weekendavisen gør i denne uge et stort nummer ud af at offentliggøre den advokatundersøgelse, der ligger til grund for Naser Khaders eksklusion fra Det Konservative Folkeparti. For hvilken status har de advokater, der indkaldte vidnerne? Hvordan kan vi overhovedet stole på de udsagn, der kommer frem, når påstand står mod påstand?

Weekendavisen nævner ikke den virkelige grund til, at de Konservative benyttede sig af en advokatundersøgelse og ikke bare skar igennem, før de traf deres beslutning om at ekskludere Naser Khader for hans grove overgreb, som der er talrige vidner på. Hvorfor var kvindernes udsagn ikke nok? Hvorfor skulle der blandes advokater ind i sagen? Fordi det er en mandlig rygmarvsreaktion at stille spørgsmålstegn ved kvinders troværdighed. Søren Pape havde brug for et juridisk alibi, uanset hvor tvivlsomt det var, for overhovedet at have mod til at ekskludere partiets dumme svin nummer et.

Det var ikke forargelse over Khaders overgreb, men opportunistisk bekymring for partiets omdømme, der plagede Søren Pape. Hvad kunne der ikke ske med partiets stemmetal, hvis ledelsen bakkede op bag den grænseoverskridende Khader, for det kunne jo være, at der især blandt kvindelige vælgere var en vis modvilje, når det kom til magtbrynden blandt Christiansborgs mandlige politikere?

Der er altid en undertekst, når endnu et dumt svin fældes af MeToo. Også dumme svin har krav på beskyttelse af retsstaten. Også røvhuller har menneskerettigheder! Og det har røvhullerne selvfølgelig. Men deres ret til at begå overgreb og fortsætte i deres magtfulde stillinger er ikke en af dem.

I alt for mange år har kvinder i alle samfundslag måttet dukke nakken og tie. Det er derfor, MeToo lige nu vokser med så uimodståelig kraft. Det er mange års opsparet vrede, der ligger bag. Omsider kan der gøres op. Omsider kan der siges fra.