Af Lars Movin
I DON’T EVEN HAVE A BOAT
eller: EN SAMTALE MED CAPTAIN BEEFHEART
(Ny film på min YouTube-kanal).
En af de mærkeligste telefonsamtaler, jeg nogensinde har haft, fandt sted den 30. januar 1991 sent om aftenen, hvor jeg fra min ungkarlehybel i Bornholmsgade i København ringede tværs over Atlanten til maleren og musikeren Don Van Vliet – tidligere kendt som Captain Beefheart (1941-2010). Van Vliet boede på det tidspunkt i den lille by Trinidad på Stillehavskysten i det nordlige Californien, og anledningen til samtalen var, at et udvalg af Van Vliets malerier skulle udstilles i Kunsthallen Brandts Klædefabrik i Odense (11. februar til 10. april 1994). Men naturligvis var jeg især interesseret i at få noget at vide om Van Vliets musikalske fortid og de tolv mageløse plader, som han i årene 1965-82 havde udgivet under navnet Captain Beefheart – et emne, som den på det tidspunkt 50 år gamle billedkunstner (og pensionerede musiker) tilsyneladende ikke havde det fjerneste imod at tale om. Tværtimod! Det opkald, som jeg på forhånd havde forestillet mig ville blive relativt kortvarigt og måske også trægt – Van Vliet/Beefheart havde ry for at være lidt, hvad skal vi sige, weird – udviklede sig til en halvanden time lang samtale, som måske nok var en smule underlig, men også overraskende generøs, humoristisk og givende. Da jeg ud på de små timer lagde røret på, følte jeg mig svimmel på en måde, som vistnok ikke helt har fortaget sig endnu.
Interviewet, der var et af de sidste Van Vliet gav, før han på grund af sygdom trak sig helt tilbage fra offentligheden, blev i første omgang til en artikel i tidsskriftet Copyright (nr. 5, forår 1991). Og i 2010 blev det rygraden i en lille portrætbog med titlen “Captain Beefheart – en Bobop-monografi”. Men ind imellem de to udgivelser foretog jeg – i sommeren 2005 – en pilgrimsrejse til Trinidad, Californien, hvor jeg med min video-camcorder optog billeder af en række af de scenerier, som Van Vliet i sin tid KUNNE have kigget på, mens han talte i telefon med mig. Optagelserne fik jeg den gode Niels Plenge til at klippe sammen til et lille stemningsbillede fra Trinidad – og på lydsporet kan man høre et sammendrag af den gamle telefonsamtale, hvor Van Vliet fortæller om sit arbejde med musik og maleri, om at være kaptajn uden båd og om udsigten til hvaler, surfere og deadheads.
Har du lyst til at se den 15 minutter lange film, “I Don’t Even Have a Boat – Calling the Captain”, kan du se den her:
https://www.youtube.com/watch?v=TxP_vmAPEIQ
Illustrationen er et værk af billedkunstneren Cal Schenkel, som refererer til forsiden på Captain Beefhearts mest berømte album, “Trout Mask Replica” fra 1969.