Af Asger Schnack

Jeg var ude på Loppen i går, hvor Henriette Sennenvaldt gav koncert med disse musikere: Bjørn Heebøll, trommer; Rasmus Kjær, keys; Johan Wieth, guitar; Jeppe Skovbakke, bas; Daniel Honore, saxofon. Det var storslået, om muligt endnu bedre end i Karens Minde Kulturhus i juli. Jeg siger som Per Kirkeby: ”jeg græder nu ved mødet med Andromedatågen”. Der var tyst blandt publikum under hvert enkelt nummer, lyttende ansigter sås i rummet, mens vi i vores stille sind påkaldte John Coltranes højhellige saxofon og en eller anden kosmisk tromme (som muligvis har tilhørt Johannes Ewald) i en taksigelse under taget. Henriette Sennenvaldt ikke bare synger, men har skrevet alle sangene, hun er det naturlige midtpunkt for udfoldelsen, men de fem musikere udgør et sublimt medspil, det er, som pladen hedder, ”Something Wonderful”. Efter koncerten gik jeg en tur ind i Christiania, jeg gik 20 skridt og var 20 år tilbage i tiden, jeg gik 30 skridt og var 30 år tilbage i tiden, jeg gik 40 skridt og var 40 år tilbage, jeg gik 45 skridt ned ad Pusher Street og var 45 år tilbage i tiden, hvor jeg gik rundt i de samme kulisser, ligesom ABBA i animeret udgave. Fortiden udspillede sig, som var vi på Kronborg i et andet århundrede, i et parallelunivers for skyggefuld søvngængeroptimisme, jeg huskede pludselig alt, aftenblæsten og en tro, faktisk, på, at noget ville forandre sig. Jeg stod stille et øjeblik, forladt i mørket, inden jeg vendte om og fandt min cykel. Tilbage i nutiden, det oplyste nu, sagte svævende gennem byen, hørte jeg atter Henriette Sennenvaldt m. band i mit indre mesterligt fremføre ”Very Fantastic”, mit yndlingsnummer på pladen og også gribende godt under koncerten på Loppen for de heldigt sammenrystede en aften dér.