Af Peter Albrechtsen
Åh, hvor trist. Lydlegenden Lee Perry er gået bort i en alder af 85. Den jamaicanske ener var en af de allerstørste indenfor dub og reggae og har en fuldstændig uoverskuelig diskografi, der strækker sig helt fra 1960’erne med produktion af Bob Marley-plader og en række andre lokale stjerner foruden sit eget band, The Upsetters, og helt op til nyere tid, hvor han blandt andet arbejdede med Beastie Boys og The Orb. Han byggede sit ikoniske studie The Black Ark i sin baghave i Kingston i starten af 1970’erne og satte derved nye standarder for begrebet hjemmestudie, men hele to gange er hans studier brændt ned – først i 1979, da excentrikeren selv satte ild til The Black Ark, og igen i 2015, da han var flyttet til Schweiz og efter sigende havde glemt at slukke sine stearinlys i studiet. Hans vilde visioner har sat spor overalt i moderne musik lige fra hiphop over punkrock til elektronisk musik. Jeg blev i sin tid fuldstændig blæst bagover af opsamlingsboksen Arkology, og da jeg selv elsker at arbejde med delay og ekkoeffekter i mit lyddesign, sender jeg ofte mesteren en kærlig tanke. Jeg mødte ham faktisk engang tilfældigt i et fly fra London, og han var lige så intens i levende live, som man kunne forestille sig – han sad med sin laptop og skrev ordet chaos med forskellige skriftstørrelse i et dokument. Hele turen. Som man nu gør. Der var garanteret kaos mellem ørerne på den mand. Men et kreativt kaos uden lige. Tak for musikken, magien og inspirationen. Tak for alt.