Af Lars Movin

PETER WHITEHEAD: CHARLIE IS MY DARLING
eller: CHARLIE WATTS (2.6.1941 – 24.8.21) R.I.P.

Der findes forbløffende mange film om The Rolling Stones, en del gode, nogle få endda fremragende – “Gimme Shelter”! – men min personlige favorit er ikke desto mindre en lille undselig sag fra 1965 med titlen “Charlie Is My Darling”. Filmen, der var den første om The Stones, er skabt af den britiske filmmager Peter Whitehead, som med sit kamera fulgte det purunge band under en noget tumultarisk turné rundt i Irland.

Hele historien oser af den herligste uskyld. De irske piger, som Whitehead taler med på gaden, er ved at dåne af begejstring over de engelske idoler, men kan ikke artikulere, hvoraf fascinationen udspringer. Mens de teenage-knægte, der stormer scenen i Adelphi Theatre i Dublin og skaber så meget kaos, at koncerten må afbrydes, tydeligvis heller ikke aner, hvad de skal stille op med sig selv, efter at deres projekt er lykkedes. Og musikerne? Ja, de nyder da opmærksomheden, men er samtidig lykkeligt uvidende om, at de engang skal blive THE BIGGEST ROCK’N’ROLL BAND IN THE WORLD. Ingen af dem betragter dét at spille popmusik som noget, de regner med at beskæftige sig med på længere sigt – som Brian Jones udtrykker det: “Let’s face it – the future as a Rolling Stone is very uncertain.”

Men så er der jo filmens lidt overraskende titel – hvor kom den fra? Det spurgte jeg Peter Whitehead om, da jeg for nogen tid siden interviewede ham om hele hans oeuvre til en kommende bog (bind 2 i min nye serie om “Farlige film”). Han sagde:

“Det var helt klart Charlie Watts, jeg var mest på bølgelængde med – deraf filmens titel! (…) Hverken Mick eller Keith ville lade sig interviewe til filmen, og når Brian Jones har fået lov til at fylde så meget, skyldes det, at han var den eneste, der rigtig ville sige noget. Men jeg må indrømme, at jeg fandt ham rimeligt intetsigende. Charlie Watts derimod, ham kunne jeg godt lide. Da han sagde, at han lyttede til Shostakovich, og så spillede han lidt trommer ved siden af, vidste jeg præcis, hvad han mente. Det var jo ligesom mig: Jeg lyttede også til Shostakovich – og så fotograferede jeg lidt ved siden af.”