Af Lars Movin
Sted: Gallopperiet, Christiania, lørdag den 14. august klokken 19.
På lørdag skal jeg for første gang ud og lufte stoffet fra min nye bog om William Burroughs foran et publikum. Det sker på Gallopperiet på Christiania lørdag aften klokken 19, hvor jeg som en del af et større program vil tale en halv times tid om “Burroughs & Magi” og derefter vise eksperimentalfilmen “Tower Open Fire” fra 1963.
Platformen for seancen er festivalen Berlin Soup, der sædvanen tro er arrangeret af de brave ildsjæle Jesper Dalmose og Lennox Raphael – i dén grad bravo til dem! Berlin Soup blev første gang afholdt i Berlin i 2013 og har siden med uregelmæssige mellemrum vekslet mellem Berlin og København – med en enkelt afstikker til Athen i 2016. Har man ikke kendskab til Berlin Soup – en vidunderligt løs indramning af alt dét, der ellers ikke kan eller vil rammes ind – kan det anbefales at tjekke linket nedenfor, hvor man også kan finde et fuldt program for årets festival.
I præsentationen af mit oplæg har jeg blandt andet skrevet:
“For den amerikanske forfatter William S. Burroughs (1914-1997) var litteratur og kunst magiske handlinger i et univers, hvor kaos og orden herskede i svært gennemskuelige indbyrdes relationer. At skrive litteratur eller skabe kunst var for ham operationer, der ikke blot ændrede kosmos, men også forårsagede forandringer i den modtager, der læste skriften eller betragtede værket. Kunst handlede kort sagt om AT FÅ NOGET TIL AT SKE. Omvendt talte Burroughs også om, at et værk først kommer til live gennem læserens/betragterens blik. Han anvendte begrebet den medskabende iagttager, the creative observer. Rundt om disse refleksioner vedrørende sprog og kunst udviklede Burroughs tankesystemer, der havde at gøre med tilstedeværelsen af en magisk dimension i universet som sådan – i alle aspekter af menneskets opfattelse af den verden, vi lever i. Han var optaget af tilsyneladende tilfældigheder, men stillede samtidig spørgsmålstegn ved, hvorvidt tilfældigheder dybest set var tilfældige eller blot udslag af lovmæssigheder og sammenhænge, vi endnu ikke havde gennemskuet. How random is random? lød et genkommende spørgsmål hos Burroughs.”
Det er sådan nogenlunde dét, jeg vil forsøge at sige nogle ord om på lørdag – efterfulgt af en visning af den 11 minutter lange Burroughs-film “Towers Open Fire”. Og er dét ikke lige noget, der frister alt for meget, så duk op alligevel, for der sker også adskilligt andet ved samme arrangement, som indledes allerede klokken 14:30 om eftermiddagen med harpespil ved Gabrielle Reger, efterfulgt af en talk om Allen Ginsberg ved Bob Holman. Men tjek nu først og fremmest det overdådige program, for også i år bliver Berlin Soup serveret som en besnærende og stimulerende suppedas, der rummer noget for ethvert virrehoved!