Af Arne Herløv Petersen

Jeg har altid haft en forkærlighed for anarkistiske tanker. Jeg er overbevist om, at magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut. Jeg tror på statens bortvisnen og er enig i sangens ord: “Ej nogen mægtig gud og kejser og folkehøvding står os bi. Nej, selv til kampen vi os rejser.” Når jeg tager en politisk test med en xy-akse – fra venstre til højre og fra autoritær til anti-autoritær, ender jeg altid i nederste, venstre hjørne – så venstreorienteret og så anti-autoritær, som det er muligt at blive.
Men der er mange slags anarkisme. Den form, jeg er tiltrukket af, er anarko-syndikalismen – Christian Christiansens holdning.
Jeg er totalt imod anarko-kapitalismen, som Rothbard og Hoppe står for. Den slags anarkisme giver tech-giganter og monopoler enemagt. Og de vil beskytte deres magt med lejehære. Det er vejen til slaveri.
Jeg ønsker ikke et retsløst samfund, hvor enhver rager til sig og tramper på de andre,
Jeg ønsker et samfund uden store og kære ledere, et demokratisk samfund. Og det må være et retssamfund. Demokratiet må ikke blive til flertals-tyranni med klapjagt på mindretal.
Derfor er demokrati og retsstat begge nødvendige. Vi må have love og regler for vores adfærd. Men de skal ikke være dekreter fra en centralkomité, men udformes af os alle.