MØDET VED ELBEN – 25.4.1945 OG 29.7.2021

Af Peter Tudvad

I dag tog jeg nok engang ned til Strehla og Lorenzkirch tredive kilometer nede ad Elben, da jeg ikke bare – til et større værk om Elben – skriver på et kapitel, men også en selvstændig bog om det møde, som dér fandt sted mellem øst- og vestfronten, mellem rødarmister og GIs, mellem russere og amerikanere den 25. april 1945. Det er selvfølgelig yderst bekvemt at have åstedet liggende bare en times buskørsel hjemmefra, så hver gang jeg har et eller andet tvivlsspørgsmål, jeg kun mener at kunne finde svar på ved at sondere terrænet, hvor historien udspillede sig, tager jeg fluks af sted.

Nu, i dag, var det primært spørgsmålet om, hvad russerne egentlig kunne se fra deres position i det 4-5 km fjerne Jacobsthal, hvor de tre dage før, den 22. april, i al hast opstillede et batteri for at skyde til måls efter værnemagten og SS, der befandt sig ved overgangen over Elben fra Lorenzkirch til Strehla – og derved også ramte de hundreder af tyske flygtninge, der forinden forgæves havde forsøgt at nå over en pontonbro, som tyske pionerer nu sprængte i luften for at hindre russerne i at sætte efter dem. Nogle historikere har ment, at russerne bevidst massakrerede flygtningene, men det regnestykke kan jeg ganske enkelt ikke få til at gå op – bl.a. fordi turen i dag afslørede, at Jacobsthal kun ligger marginalt højere end det omgivende land ned mod Lorenzkirch, så de umuligt har kunnet orientere sig tilstrækkeligt til at afgøre, om der kun befandt sig civilister ved floden. To hundrede døde, men ikke – som bemeldte historikere har hævdet – bare grundet den russiske ild, som var et svar på den beskydning, tyskerne satte ind med fra Strehla hinsides Elben, efter pionererne havde sprængt pontonbroen i luften. Krig er krig, men Lorenzkirch er aldeles ikke Oradour-sur-Glan, Nimmersdorf, Babij Jar eller My Lai.

Historien om de tyske østflygtninge er slem nok, selvom de ikke blev udsat for en målrettet massakre. Det var immervæk kvinder, børn og gamle mænd, der i mange tilfælde havde været undervejs i månedsvis fra deres fjerne hjem i Schlesien, og som nu under krydsilden desparat søgte dækning i granat- og andre huller. Kort forinden var de gået og kørt ad Frankfurterstraße, en primitiv vej belagt med marksten, der førte dem lige forbi Stalag IV H, en enorm krigsfangelejr, hvor især russere havde siddet fanget siden det tyske overfald på Sovjet fire år før. Nogle af fangerne har beskrevet, hvordan de kunne se de tyske flygtninge sammen med forsprængte værnemagtssoldater hastede forbi ned mod floden for at komme over på den anden side, hvor de håbede at nå amerikanerne i stedet for de frygtede russere. Den slags er også et møde omend blot et visuelt.

Da jeg nu var i Strehla, kunne jeg naturligvis ikke dy mig for også at bese kirken, der desværre var aflåst, men på kirkegården bød på adskillige mindesmærker og grave, der er af relevans for mit kapitel om “Ære og skam fra Cuxhaven til Kuks”. Også renæssanceslottet måtte selvfølgelig beses – og ikke mindst den båd, som den amerikanske patrulje brugte til at sætte over Elben, da den som den første mødte russerne hin aprildag i 1945. Ærgerligt nok er der kun adgang til at se båden gennem turistbureauet, der trods højsæson var lukket, så jeg måtte nøjes med at stå og glo ned på de få synlige dele af den nede i haven under tilkørslen til slottet.

Just som jeg stod der, steg en yngre herre ud af en bil, hvis KFZ-Kennzeichen lod formode, at han var lokal. Ergo spurgte jeg ham, om han måske kendte til en alternativ måde at komme ned til den forjættede båd. Åh, det gjorde han desværre ikke, men var i øvrigt meget interesseret i mit ærinde, da han var journalist ved Sächsische Zeitung og havde skrevet om båden, som blev genfundet og restaureret for relativt få år siden. Jamen jøsses, netop den artikel havde jo henledt mig på båden! Og så måtte jeg fortælle om mine bogprojekter – og dem vil den brave journalist gerne fortælle avisens læsere om, så nu kommer han snart på besøg her i Meißen for at høre nærmere. Desuden vil Strehlas borgmester også gerne møde ham danskeren, som har ambitioner på vegne af hans by, der afgjort fortjener et åbent turistbureau.

For hulen, jeg kunne fortælle så meget andet fra dagens vandring, men det hører jo aldrig op – ikke mindst fordi man her i Sachsen bestandigt støder på interessante ting og sager samt ikke mindst meddelsomme sachsere. Således gerådede jeg i en lang samtale med en fårehyrde (det hedder nok fåreavler i vore industrialiserede tider, men da manden blot var undervejs med et par gæve fårehunde, eller hvad de hedder, forbeholder jeg mig en romantisk retorik) – altså en fårehyrde, der lystigt berettede om dette og hint fra egnens historie, om ildebrande, krigsfanger, gamle veje, sommerfugle, tørke osv.

Ja, det var vitterligt et mødernes dag, og jeg er her til aften nærmest ør af lykke over, at der også er en dag i morgen – her i Sachsen, hvor amerikanere og russere, danskere og sachsere og så mange andre modsætninger mødes, og nye bøger opstår.