Af Lars Movin
I går aftes var jeg et smut forbi LiteraturHaus i Møllegade, hvor der var reception for en ny antologi i serien “Utyske”, udgivet af forlaget Det Poetiske Bureau. Emnet for bogen er “Skænderier”, for redaktionen står Per Aage Brandt & Gorm Rasmussen, og sidetallet er svimlende 800! Blandt de 79 bidragydere er også undertegnede, som har genbesøgt det gnistrende møde mellem William S. Burroughs og Dan Turèll i oktober 1983 i et forsøg på at grave lidt dybere ned i, hvad det egentlig var, der skete. Skændtes de to forfattere? Det kan naturligvis diskuteres – og det er så, hvad jeg gør i mit essay, der har fået titlen “At svare på spørgsmål er at underkaste sig en given vinkel”. Teksten åbner således:
“Hvis man kan forestille sig en ulmende vulkan fyldt op med våde aviser eller et brøl gennem en megafon proppet med uldne sokker, så har man nogenlunde fornemmelsen af den stemning af indestængt animositet, der i glimt brød op til overfladen i løbet af den halve times samtale, som den 29. oktober 1983 fandt sted i boghandlen The Booktrader i København mellem den amerikanske forfatter William S. Burroughs (1914-1997) og hans mest glødende danske discipel, digteren Dan Turèll (1946-1993). Ikke at situationen på noget tidspunkt udviklede sig til et egentligt mundhuggeri, dertil var begge parter for belevent-professionelle. Men studerer man de snart fire årtier gamle videooptagelser af den legendariske seance – hvor Turèll var flankeret af en dansk forfatterkollega, Sam Fleischer – taler mimik og kropssprog sammen med de spydigheder, der fra tid til anden undslipper Burroughs’ stramme læber, deres eget tydelige sprog. Kemien mellem elev og mester var ikke i top, kunne en venlig udlægning lyde. Men sandheden er nok snarere, at Burroughs og Turèll simpelthen var UENIGE om genstanden for interviewet: Burroughs’ forfatterskab og hvordan det kunne og burde læses.”
Læs videre i “Utyske #8”, der – sådan som jeg har forstået det – kan erhverves for blot 200 kroner. Og skulle man ikke orke den Burroughs/Turèll-palaver endnu en gang, så er der som sagt 78 andre bidrag af danske såvel som udenlandske forfattere at forlyste sig med: Thomas Boberg, Jorge Luis Borges, Suzanne Brøgger, Ulrik Gräs, Ernest Hemingway, Pia Juul, Kristian Leth, Nina Malinovski, Ivan Malinovski, Madame Nielsen, Frederik Stjernfelt, Morten Søndergaard, Kirsten Thorup og mange, mange flere.
God sommer!