Af Lars Movin

RICHARD LEACOCK (18. juli 1921 – 23. marts 2011)
eller: EN LILLE JAZZFILM TIL DE LANGE SOMMERAFTENER

Har netop lagt sidste hånd på kapitlet om Direct Cinema-pioneren Richard Leacock til min kommende bog om dokumentarfilm og bemærkede i den forbindelse, at Leacock senere i denne måned ville være fyldt 100 år. Hvilket får mig til at tænke tilbage på et dejligt møde, jeg havde med denne fantastiske filmmager i sommeren 2006, hvor jeg besøgte ham i hans lejlighed i rue Jacob i Paris. Det var en særdeles positiv og minderig oplevelse, ikke blot fordi den lige knap 85 år gamle filmmand var så venlig at tilberede en velsmagende frokost til mig, men også fordi han var så levende optaget af nutiden og fremtiden, at han i sin talestrøm hele tiden gled fra den lange og rige historie, jeg var kommet for at udspørge ham om, og over til de film, han drømte om at skabe næste uge, næste måned, næste år.

Sikke et liv, den mand havde levet. Ved mit besøg var jeg mest optaget af at høre om årene omkring 1960, hvor Leacock sammen med sine venner i Direct Cineme-bevægelsen – først og fremmest Robert Drew, D.A. Pennebaker og Albert Maysles – lagde fundamentet til den moderne dokumentarfilm. Men der var mere, meget mere. Richard Leacock tilbragte sin tidlige barndom på sin fars bananplantage på De Kanariske Øer, og det var her, at han i 1935, blot 14 år gammel, optog sin første film, “Canary Island Bananas”. I slutningen af 30’erne krydsede han Atlanten for at studere fysik på Harvard University, og da USA gik ind i Anden Verdenskrig, meldte han sig som frivillig til hæren og blev sendt til Burma som krigsfotograf. I august 1945 var han med til at dokumentere japanernes officielle kapitulation i Nanking i Kina. Tal lige om et historisk øjeblik!

Umiddelbart efter krigens afslutning blev Leacock hyret som fotograf af en af dokumentarfilmens største pionerer, Robert J. Flaherty, og var således ansvarlig for at få den gamle mesters sidste film, “Louisiana Story” (1948), i kassen. Og herfra begyndte han støt og roligt at arbejde sig frem mod en realisering af dét, der var hans vision for en ny dokumentarfilm: en film, der gav beskueren en fornemmelse af AT VÆRE TIL STEDE ved de begivenheder, der blev skildret – hvilket Leacock blandt andet søgte at realisere ved brug af håndholdt kamera og sync-lyd (altså billede og lyd optaget samtidig på location, hvilket i dag er en selvfølge, men dengang en fremtidsvision).

En af de første film, hvor Leacock kom i nærheden af sit ideal, var Roger Tiltons “Jazz Dance”, en 20 minutter lang improviseret dansefilm optaget i Central Plaza Dance Hall i New York. På scenen står et orkester under ledelse af kornettisten Jimmy McPartland – med blandt andre klarinettisten Pee Wee Russell og pianisten Willie “The Lion” Smith – og mens publikum slår sig løs på dansegulvet, filmer Leacock spontant og meddigtende, nærmest som om kameraet var med i dansen. I 1954 var det ikke bare vildt, det var uset.

Filmen kan ses her:

Senere var Leacock med til at skabe dokumentariske hovedværker som “Primary” (1960) og “Crisis” (1963), den første om præsident John F. Kennedys valgkampagne, den anden om hans embedstid. Derefter var han i to årtier leder af filmafdelingen på M.I.T. i Cambridge, Massachusetts. Og efter at være gået på pension flyttede han til Paris og fortsatte med sin udforskning af de levende billeders muligheder, nu på video. Heldigvis nåede han også at få skrevet sine memoirer, “The Feeling og Being There”, der udkom kort efter hans død i 2011.

På sidste side skriver han:

“Nothing that I do will make the big cinema world happy. I’m aiming at a world of small groups who gather together informally, have a glass of wine, talk, and watch a projected image and see our videos streamed or recorded on discs and projected onto a white wall. Motion pictures! Isn’t that where we started?”

(foto: lm)