Af Carsten Jensen

Det danske socialdemokrati vækker opsigt rundt om i Europa. Store aviser skriver forargede ledere om den danske hjemsendelse af syriske flygtninge og loven om anbringelse af asylansøgere i tredje lande, og europæiske søsterpartier tager hovedrystende afstand.
Den franske avis Le Monde bad mig om en artikel om det danske socialdemokrati, som de bringer i dag. Det tyske dagblad Frankfurter Allgemeine Zeitung offentliggjorde artiklen på forsiden af deres kultursektion i en kortere version den 18. juni, og nu kan du også læse den her på dansk.
Den er lidt lang, skrevet, som den er, til en avis, men med lidt tålmodighed går det forhåbentlig.

BØR DET DANSKE SOCIALDEMOKRATI
VÆRE ROLLEMODEL?

Af Carsten Jensen

Politisk har Danmark i de seneste årtier været et laboratorium. I 1990´erne skyldtes det Dansk Folkeparti, der som det første højrepopulistiske parti i Europa kombinerede modstand mod indvandring med et forsvar for den velfærdsstat, der har gjort Danmark til international rollemodel. Partiets opskrift på succes var ikke bare Danmark for danskere, men langt mere slagkraftigt, at den danske velfærdsstat skulle være forbeholdt danskere. Det var ikke kun ved grænsen, der skulle være adgang forbudt for udlændinge. Det var også ved døren til de danske hospitaler.

Nu er Danmark igen et politisk laboratorium, og det ligner en helt anden historie, men er i grunden den samme. Det danske socialdemokrati er pludselig blevet det mest overlevelsesdygtige i et Europa, hvor socialismen over alt synes i krise. Hvis der var valg i morgen, ville socialdemokratiet, der har været ved magten i to år, vinde stort med over 30 procent af stemmerne, et resultat, partiet ikke har opnået siden 1998.

Har det danske socialdemokrati fundet opskriften, der sikrer succes? Bør partiet være rollemodel for Europas kriseramte socialdemokratier?

Partiets eget svar er et kort og fyndigt ja. Og opskriften er den samme som Dansk Folkepartis: Nul flygtninge og en hård, konfrontatorisk linje overfor indvandrere.

Det danske velfærdssamfund, der bliver rost internationalt af politikere som den amerikanske politiker Bernie Sanders og historikeren Francis Fukuyama, er skabt af arbejderbevægelsen. I det meste af det 20. århundrede havde socialdemokratiet som arkitekten bag velfærdsstaten en uset kulturel og politisk dominans som toneangivende parti. Først i 1970erne begyndte erosionen. Efter en kortvarig renæssance i 1990erne er partiet siden gået fra krise til krise. Siden årtusindeskiftet har det i alt kun været ved magten i seks år, men nu synes en ny storhedsperiode indledt.

Et lavpunkt indtraf under dets forrige regeringsperiode fra 2011 til 2015, fire fatale år, der resulterede i et bragende valgnederlag og stormende fremgang for Dansk Folkeparti. Det var ikke indvandrer-politikken, der var temaet, men velfærdsstaten. Den politisk uerfarne Helle Thorning-Schmidt havde erklæret velfærdsstaten for død og afløst af den såkaldte konkurrencestat, hvor tilpasningen til globalisering og verdensmarked stod i centrum. Arbejdsløsheds-understøttelsen blev drastisk nedsat, det statslige energiselskab Dong frasolgt til berygtede spekulanter som Goldman Sachs. Resultatet blev en ny styrkelse af den yderste højrefløj, der pludselig fremstod som velfærdsstatens sidste, troværdige forsvarere.

Socialdemokratiets strateger drog to konklusioner. Ordet konkurrencestat blev slettet af det politiske ordforråd, og de gamle socialdemokratiske værdier genintroduceret. Partiets nye leder, Mette Frederiksen, kom fra en arbejderfamilie, der i generationer havde hørt til partiets medlemskreds, og hun syntes at reinkarnere omfavnelsen af en robust folkelig tradition, der i hendes udlægning også indebar modvilje mod indvandrere. Sådan lød partiets konklusion på de tre valgnederlag, de havde lidt i det nye årtusinde: For at vinde de tabte arbejderstemmer tilbage fra det yderste højre, skulle ægte socialdemokrater fra nu af tale og lyde som det yderste højre.

Valget i 2019 kom som en overraskelse for politikerne. Takket være børns og unges skolestrejker og demonstrationer blev klimaet det dominerende tema. Mette Frederiksen stillede sig dygtigt i spidsen for protesterne, og selv de erklærede klimaskeptikere på den yderste højrefløj omvendte sig under presset fra ungdommen og erklærede sig enige i et nyt parlamentarisk flertals storslåede hovedmål, at reducere Danmarks C02-udslip med 70 procent op til 2030. Siden da har løfterne afsløret sig som retorik, og de små skridt har afløst de store ord. Ingen CO2-skat er blevet indført. Olieudvindingen i det danskejede område i Nordsøen skal først indstilles i 2050. Det stærkt forurenende danske landbrug er ikke blevet pålagt nogen restriktioner af betydning. Der satses i stedet på teknologiske nyopfindelser, som klokken fem minutter i 2030 skal realisere målene.

Indvandrerspørgsmålet spillede ikke nogen stor rolle i valget i 2019. Men de midterpartier, der gik ind for en mere åben politik, fik fremgang, mens Dansk Folkeparti tabte 60 procent af sine stemmer og blev efterladt som politisk ruinbo. Socialdemokratiet udlægger katastrofen for populistpartiet som en sejr for deres egen konfrontatoriske indvandrerpolitik. Den tanke, at befolkningen skulle være blevet trætte af den konstante, enerverende hetz mod landets etniske minoriteter falder dem ikke ind, og Danmarks socialister besluttede sig til at blive den sammenbrudte højreekstremisme sande arvtager.

Mens der af gode grunde ikke tales højt om regeringens klimapolitiske svigt, er flygtninge nu i centrum. Danmark har siden 2017 og frem til 2020 ikke modtaget en eneste af FN´s kvoteflygtninge, skønt FN anbefaler 500 årligt. Til sammenligning modtager Norge, der har en højre-regering og en mindre befolkning end Danmark, hvert år 3.000 kvoteflygtninge. I 2020 modtog vi 30 kvoteflygtninge. I 2021 planlægges det at modtage 200 kvoteflygtninge fra flygtningelejre i Rwanda, fortrinsvis kristne, for lige som at give et signal til eventuelle flygtninge fra det plagede Mellemøstens muslimske befolkninger. Det er sandsynligvis også i lejre i Rwanda, at fremtidige ansøgere om asyl i Danmark i følge en netop vedtaget lov vil blive deponeret. Såvel udlændingeministeren som udviklingsministeren har allerede aflagt besøg i landet, der midt i 1990erne var skueplads for et bestialsk folkemord, og som siden er blevet regeret med diktatoriske overgreb på alle menneskerettigheder. Nu fremhæver de danske ministre frejdigt interesse-fællesskabet mellem de to lande.

Siden 2015 er der kun blevet givet midlertidig opholdstilladelse til asylansøgere. Det er også derfor, at det nu planlægges at hjemsende 500 syriske flygtninge til Damaskus-området. Eksperterne bag de rapporter, som regeringen påberåber sig, har med en enkelt undtagelse, en syrisk general, alle taget afstand og advarer på det kraftigste mod hjemsendelse. Der er 35.000 syriske flygtninge i Danmark, og snart vil flere følge efter de første 500, efterhånden som regeringen ved hjælp af tvivlsomme rapporter erklærer det ene område efter det andet for sikkert.

Nægter syrerne at vende hjem, venter de såkaldte udrejsecentre på dem. Det er fængselslignende lejre, hvor de udviste syrere på ubestemt tid er dømt til nedbrydende passivitet, en form for psykologisk waterboarding, indtil de bryder sammen og ind-viliger i en hjemrejse, der nemt kan koste dem livet. Også børnefamilier anbringes her.

63-årige Rihab Kassem protesterer sammen med andre udvisningstruede syrere, flere af dem i sultestrejke, på pladsen foran Folketinget. Rihab Kassems børn og børnebørn får foreløbig lov at blive i Danmark, mens hun, der lider af dårlige lunger efter et giftgas-angreb, skal sendes tilbage til et land, hvor hun er henvist til et liv på gaden.

Beslutningen om hjemsendelse af syrerne har udløst folkelige protester i 26 byer, også i socialdemokratiets egne rækker. Men partiet insisterer på sin ret til menneskeofring, når det gælder stemmefremgangens hellige mål. At partiets nuværende popularitet måske skyldes Mette Frederiksens handlekraftige håndtering af corona-pandemien, som har sparet mange liv, er en tanke, der end ikke strejfer socialdemokratiets ledelse. Frygten for pandemi er et engangs-fænomen og kan ikke indgå i en langsigtet strategi. Det kan frygten for indvandring derimod.

Danmark går enegang i Europa. EU´s Diplomater og politikere protesterer. Europæiske aviser skriver forargede ledere. Men det er en misforståelse at tro, at dårlig omtale gør indtryk på de danske socialdemokrater. Udtryk som “internationale forpligtelser”, “konventioner” og “menneskerettigheder” er i forvejen negative ord i dansk politik. Udenlandsk kritik vil ifølge partiet selv kun styrke dets omdømme blandt de højrepopulistiske vælgere, der tidligere stemte på Dansk Folkeparti. Ørepropper er blevet den danske regerings foretrukne rekvisit i flygtningepolitikken.

Og hvem er så de omstridte arbejderstemmer, som både socialdemokratiet og den yderste højrefløj bejler til? Vælgerundersøgelser viser, at det fortrinsvist er ældre ufaglærte arbejdere fra provinsen. Det er deres verdensbillede og menneskesyn, der nu appelleres til. Storbyernes unge og den uddannede middelklasse, der historisk set også altid har udgjort socialdemokratiets basis, er opgivet i en kortsigtet fokusering på magt, hvor mål og midler fatalt forveksles.

Så hvis Danmark endnu en gang er politisk laboratorium og foregangsland, så vil det være i en fremtid, hvor EU går i opløsning, og et isolationistisk, opsplittet Europa mister enhver politisk betydning. Danmark først betyder Europa sidst. Det er det danske socialdemokratis politik i de kommende år: Nej til unge vælgere, der er optaget af klimaet og fremtiden. Ja, til alle, der vil sætte hælene i.