Af Ole Blegvad

KALDER alle socialdemokrater og andre anstændige, der er ramt af en anden politisk drift end magtliderlighed. (håber I findes, og håber I tør).

Det er så vild, hvad der foregår i det gamle arbejderparties jagt på usle stemmer. Partiet er jo ved at fryse helt ned i et snævert værdigsæt, hvor nationalkonservative ytringer fylder mere og mere.

Med totalitært sprogbrug har Socialdemokratiet taget plads i skydeteltet, hvor geværet er rettet mod alt, der bevæger sig: kvinder, forskere, kunstnere, flygtninge, indvandrere og nu så også LGBTQ+personer.

• alt sammen under dække af den uspecificerede og upræcise, hvis ikke ligefrem meningstomme, paraplyterm “identitetspolitik”.

Det er så uskønt, at vi SKAL huske Martin Niemöllers digt:

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist.
Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand.
Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist.
Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde.
Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.

(Dagens Kronik i Politiken er seneste Socialdemokratiske skud skrevet af Bjørn Brandenborg der er uddannelses- og forskningsordfører (S) og Rasmus Stoklund, som er udlændinge- og integrationsordfører (S). – se Steffen Groths glimrende analyse nedenunder.)

—

Steffen Groths kommentar:
Den standende debat om forskning har i høj grad været præget af mekanismer som forstørrelse, fordrejning og forskydning. To kronikker bragt i Politiken lørdag og i dag illustrerer tendenserne.
Lørdag fremførte professor Lars Qvortrup den påstand, at ”Identitetspolitik er en reel trussel for forskningen”. Men kronikkens primære belæg i form af to hovedeksempler led af den skavank at de ikke udsprang af identitetspolitik. Det var fejder inden for den pædagogiske forskning, som Qvortup havde været involveret i, der tilbageskuende blev forskudt til en identitetspolitisk arena.
Qvortrups ene eksempel var Keld Skovmands PhD fra 2017, der anfægtede det videnskabelige grundlag for anvendelsen af begreber som målstyring og læringsmål i folkeskolereformen af 2014. Skovmand kritiserede Qvortrup for at have legitimeret reformens ideer. Forløbet var udtryk for dybtgående konflikter i den pædagogiske forskning, og det kræver stor fantasi at omtolke det til en identitetspolitisk konflikt.
Qvortrups andet eksempel handler om en gruppe på godt 30 professorer, lektorer og PhD’er, som i Altinget protesterede over, at Clearinghouse i en oversigt over forskning omhandlende dagtilbud havde afvist at medtage 56 % af forskningspublikationerne på området i 2016. I 2006 havde det tilsvarende tal for afviste publikationer været 12%.
Gruppen af forskere vurderede, at femdoblingen af afvisninger kunne hænge sammen med, at Clearinghouse med Qvortrup ved roret opererede med et for snævert videnskabsbegreb inspireret af naturvidenskab. Og at det resulterede i at fx mere etnografisk orienterede projekter blev sorteret fra.
Jeg skal ikke dømme i den gamle strid. Men igen forstår jeg ikke hvorfor den indskrives i en fortælling om en identitetspolitisk trussel mod forskningen. Det er der ikke belæg for.
Dagens dugfriske kronik fra Bjørn Brandenborg, forskningsordfører (S), og Rasmus Stoklund (S) viser en tilsvarende forskydning. Kronikkens påstand er, at Henrik Dahl har ”fuldkommen ret” i sit opråb om at identitetspolitikken underminerer forskningen. Den socialdemokratiske duo mener at forskningsdebatten hidtil har handlet for meget om proces, i stedet bør den ”handle om indhold”.
Derefter følger en række konkrete eksempler. Men det forbløffende er, at eksemplerne slet ikke handler om forskning. De handler om alt fra den skamredne sag om ”Den danske sang er en ung blond pige” over piktogrammer med transpersoner på toiletter på CBS til inklusion af non-binære på KU. En fremragende videnskabsjournalist, som i mine øjne uberettiget blev presset til at forlade New York Times, hives også ind i hvirvlen af eksempler, der er fuldstændig irrelevante i forhold til at tegne et billede af dansk forskning.
Identitetspolitik er blevet et spøgelsesbegreb, som med retorisk hokuspokus kan fremstilles som om det hjemsøger hele forskningsfelter eller gamle modstandere. Spøgelser behøver som bekendt ikke substans og indre sammenhæng for at skræmme.