KRADS KRADS KRADS: NIELS THOMSEN STØJER IGEN!

Af Hans Henrik Schwab

Kvalitetsforlaget Escho har just udsendt Niels Thomsens ny digtsamling ”du og jeg i hver sin kasse under jorden”.

Det var i dette forår præcis 30 år siden jeg selv var med til at lancere Niels’ litterære debut ved et arrangement, der må være det til dato mest spektakulære og mediedækkede debutantarrangement i dansk lyrikhistorie. Begivenheden, der indvarslede en ny halvfemsergeneration af digtere, som skulle løfte arven efter den sagnomspundne firsergeneration, fandt sted på Café Rosa i Huset og blev dækket af bl.a. TV-Avisen, P1 (en radiomontage ved Pia Fris Laneth), Information, Politiken – og Sydsvenska Dagbladet! Til stede i salen var den aften også litterære notabiliteter som Poul Borum og Hans-Jørgen Nielsen, der på første hånd ville opleve det ny fænomen.

Ud over Niels optrådte fire af ’mine egne’ unge Borgen-lyrikere, der alle debuterede på denne martsdag i 1991: ”et litterært bunkebrylllup til forlagets ære”, som Christian Bundegaard, der selv var Borgen-lyriker, vittigt og med en vis ret fastslog i Information (kort efter var han litterær direktør på Gyldendal). Det var dog ikke overraskende Niels, der som performer stjal billedet på scenen den aften (se foto). Niels var scenevant og havde da også allerede som teenager tilbage i 70erne været med til at definere en ny epoke og generation med No Knox, Danmarks formentlig første punk- og støjrockband: det første danske band, der med Niels’ eget udtryk dyrkede ”unodernes tonalitet”.

Han var et par måneder før, i januar 1991, debuteret som lyriker med digtsamlingen KÆRLIGHED TEGNER LYST, hvor det på bagsiden i bedste Turèll-stil oplyses, at Niels er født 13. maj 1960 og er ”Musiker, komponist, maler, munk, journalist, astrolog, globetrotter, tvillingefader, faglært intellektuel og lykkeligt gift. Alt i perioden 1977-91.”

Debutsamlingen indeholdt ligesom efterfølgeren med den lige så dobbeltbundede titel, STÅR VED BEGÆRET (1992), en række digte, der med sproglig underfundighed besang kærlighed og erotik: Schade og F.P. Jac møder Zen og Kama Sutra! Som i digtet ”Solvognen”, hvor en orientalsk (åndelig) og en vestlig (fysisk) tilgang til erotik mødes:

Og hun var hesten
på alle fire
og jeg var vognen
der i hastig nedtælling
ville eksplodere som en sol
Du forstår ikke rigtigt
afbryder Tui Fu
og smiler
solvognen er ikke en stilling
beregnet til elskov
det er en tilstand
man opnår ved elskov
og så trak hun mig
om på den anden side
af dagen

Øst er øst, og vester er vest – og de to SKAL mødes hos en karma cowboy som Niels Thomsen. De to bøger udkom ligesom den mellemliggende novellesamling – DEN GRIMME FORTÆLLING! – på Borgens datterforlag Vindrose, der under den farverige forlægger Erik Vagn Jensens kyndige ledelse udgave så fine lyriske navne som Peter Poulsen, Steen Kaalø, Nina Malinovski, Janina Katz og ikke at forglemme: den anden Thomsen, Søren Ulrik.

Niels Thomsen og Erik Vagn havde en særlig, næsten far/søn-lignende relation, som jeg selv oplevede flere gange. Da Niels til lydprøven ved det før nævnte arrangement i Café Rosa skulle læse op, råbte Erik Vagn fra salen: ”Jeg kan ikke høre, hvad du siger, Niels!”, hvortil Niels gadedrenge-flabet replicerede: ”Så skru op for høreapparatet, Erik Vagn!” En anden gang idømte Erik Vagn den altid talende (støjende!) Thomsen en måneds karantæne: ”Niels, det er i dag den det, og klokken er det og det. Fra nu ringer du ikke til mig i EN MÅNED!” Efter denne kolde telefoniske tyrker ringede Niels selvfølgelig tilbage på slaget en måned efter!

I det hele taget havde Erik Vagn et særligt og kærligt forhold til sine forfattere. Når han ringede til den anden Thomsen, indledte han ofte samtalen med ordene: ”Søren Ulrik, du som er katolik, kan du ikke forklare mig …” – vel vidende, at Søren Ulrik IKKE var katolik, men som Thomsen selv skrev i sine mindeord om Erik Vagn, havde han måske alligevel en form for pointe …

Om mig sagde Erik Vagn engang i telefonen til sin svigersøn, der var daglig leder af Café Rust, hvor jeg skulle stå for et arrangement med min og Niels’ fælles ven Master Fatman: ”Du kan sagtens kende Hans Henrik, når han kommer: Han er altid fattigt og tarveligt klædt i sort!”

Men tag ikke fejl: Erik Vagns forhold til sine forfattere og os forlagskolleger var baseret på stor gensidig sympati og respekt. Det er betegnende, at efter Erik Vagns død var Niels tavs som lyriker i 18 (atten) år. Hans sidste digtsamling udkom symbolsk det år (1995), hvor Erik Vagn døde kun 59 år gammel – yngre end Niels er i dag. Samlingen hed LODRET LATIN pga. formen – en række vertikalt opsatte digte i traditionen fra den konkretistiske figurdigtning – men bag den kække form gemte sig en eksistentiel alvor. Niels’ digte besynger ikke kun eros, men også thanatos. Kærlighed og død er forbundne størrelser, hvor manden med leen altid lurer i baggrunden: ”Du ser dig tilbage over den venstre skulder, der står manden med leen”, som det hedder allerede på side 8 i den anden digtsamling. Memento mori. Åbningsdigtet fra 1995 foregriber således med sin vanitas-tematik de nye digte (jf. den vertikale grafiske opsætning af titlen på forsiden af den ny digtsamling). Dette åbningsdigt, som vi i dagens anledning tilegner mindet om Erik Vagn, lød og så således ud:

jeg
vender
min
båd
svinder
i
jorden
det
hvisler
i
knoglens
hvide
ben
her er så koldt som satans fiskefabrik
og

kan
du
selv
være
en
hytte
af
tørv
der
har
stået

længe
den
har
lagt
sig
til
hvile

Herefter sænkede hvilen og tavsheden sig over forfatterskabet, indtil Niels Thomsen i 2013 overraskende gjorde comeback som lyriker med en digtsamling, jeg i al beskedenhed selv antog og redigerede: RØDOVRE BLODÅRE, som titlen lyder med elegant brug af assonans. Det var en samling, hvor Niels genbesøgte barndommens tabte land i Rødovre: hans svar på VANGEDE BILLEDER og AMAGERDIGTE og – ja – på højde med de nævnte nyklassikere. Hverken mere eller mindre.

Nu er Niels så – denne gang efter blot otte års hiatus – tilbage med en samling, der tager tråden op fra såvel LODRET LATIN som RØDOVRE BLODÅRE. En samling, hvor han således både vender tilbage til udgangspunktet på gymnasiet i Rødovre med No Knox: ”jeg er niels fra no knox/jeg støjer af nødvendighed” – og ser frem mod den dag, hvor der er no (more) knocks og han må støje mere diskret fra en anden undergrund:

som du og jeg
i hver sin kasse under jorden
krads krads krads

Tillykke med udgivelsen, Niels: Må du støje videre mange år endnu!

NB Receptionen for nyudgivelsen på en solbeskinnet aften i Fiolstræde forleden var lige så mindeværdig som aftenen på Café Rosa tre årtier forinden.