Af Flemming Chr. Nielsen

Åh nej, digteren Eske K. Mathiesen er død. Ikke at jeg havde kontakt med ham, siden vi var 17-18 år, og han gik i 2. g på Ribe Katedralskole, mens jeg selv gik i 3. g. Vi fulgtes næsten dagligt ad fra skolen og op til stationen, og han holdt inspirerende foredrag om litteratur, mens vi skred af sted side om side med en tredje gymnasieelev, der også var fra Eskes klasse. Vi må have været et aparte syn.

Tredjemanden blev en kyndig klassisk filolog. Ham har jeg truffet et par gange siden gymnasietiden, men aldrig Eske, som blev folkemindeforsker. Men jeg har med beundring og respekt fulgt hans digtning og vidste ikke, at han var alvorligt syg.

Dengang var jeg lidt bange for Eske, for dels vidste han ubegribelig meget om litteratur, og dels kom han vist fra et pænere og mere kulturelt hjem end mig, der var så bondet født og opdraget.

I aften vil jeg genlæse i de 6-7 af hans bøger, som jeg har. Og jeg vil drikke et glas til ære og minde om Eske. Lige meget hvor han er nu, vil der blive lyttet til hans ord.