Af Arne Herløv Petersen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg aldrig har stået på samme side i det politiske liv som Poul Schlüter.
Men den eneste gang, jeg har talt med ham, var han venlig og imødekommende. Det var tilfældigvis en af mine første telefonsamtaler, der blev aflyttet af PET, så derfor er den bevaret ordret.
Jeg gengiver forløbet sådan i min bog “Aktindsigt”:

PET havde i mellemtiden fået rettens tilladelse til at aflytte min telefon. Der var premiere på aflytningen den 22. maj 1979.
Den første samtale, de belurede, var ikke med KGB-folk eller internationale terrororganisationer. Jeg ringede til Centrumdemokraternes Europakampagne op til det første Europavalg og bad dem sende mig deres brochure.

Min næste telefonsamtale var med Poul Schlüter. Jeg havde siddet og set fjernsyn og hørt ham sige, at de konservative var mod statsindgreb i økonomien. Så ville jeg da gerne vide, om det betød, at de også var modstandere af landbrugs- og industristøtte, så jeg ringede til ham og spurgte ham om det. Han svarede meget udførligt. Referatet fylder fire hele sider i PET’s journal. Principielt var de mod al statsstøtte. Doch die Verhältnisse, sie sind nicht so, som Brecht sagde. Han brugte ikke helt de ord. Samtalen sluttede ganske fordrageligt:
AHP: Nu forstår jeg sammenhængen – det var bare – jeg syntes, det lød som en logisk modsigelse.
PS: Ja, det var vist rigtigt – det kom ikke rigtig klart frem – nu ved De, i sådan en krydsild på en halv time – det er forfærdelig elektrisk [sic].
AHP: Nu tror jeg nogenlunde jeg forstår det. Tak, fordi jeg måtte ringe.
PS: De er velkommen.

Danmark er nu et lille hyggeland. Men det er ikke til at vide, hvilke tanker PET har gjort sig. Måske troede de, jeg ville organisere en flok rasende bønder til at angribe Schlüter med høtyve, fordi han ville tage landbrugsstøtten fra dem.
Vi sagde gerne, at Schlüter var en bytter. PET kunne sige: Hvis du ringer til Schlüter, er vi med på en lytter.