Af Lars Kjær

Den 21. maj 1971 udsendte Marvin Gaye soulpladen over dem alle, ‘What’s Going On’ – Et på alle måder banebrydende album.

‘What’s Going On’ var soulmusikkens første konceptalbum, altså en samling sange kredsende om det samme tema og med en klar rød tråd igennem, ligesom de fleste af pladens numre flyder over i hinanden. En sangcyklus frem for blot en samling sange, nærmest som en lang single.

Inspireret af breve fra broderen Frank, der gjorde tjeneste i Vietnam og al den sociale urolighed – såsom Watts-opstanden i Los Angeles – der prægede overgangen til 70’erne, stigende arbejdsløshed, fattigdom, problemer med narko og protester på gader og stræder, fik Marvin mere og mere behov for at vende sig fra de mange store rendyrkede pophits han havde haft op igennem 60’erne.

Han var også stadig i chok over duet-partneren Tammi Terrells pludselige og alt for tidlige død, kollapset af ægteskabet med Motown-chefens søster Anna og deraf følgende dyb depression, som mundede ud i et fejlslagent selvmordsforsøg.

Alt dette havde han behov for at kommentere i musik, fremfor at lave endnu en letbenet kærlighedssang.

Motown chefen var ikke spor enig og insisterede på at Marvin Gaye skulle fortsætte i samme succesrige spor som hidtil, men en kombination af at Berry Gordy var optaget af at flytte hele firmaet fra Detroit til Los Angeles og derfor ikke rigtig var hands on, og det faktum at Marvin brugte sine egne penge til at finansiere indspilningerne, som i øvrigt mest foregik om natten, gjorde at pladen nærmest blev smuglet gennem systemet, og ikke mindst takket være en venligsindet salgschef, også blev udgivet.

Sangeren Renaldo ‘Obie’ Benson, fra den ligeså succesfulde Motown-gruppe The Four Tops, var med til at sparke det hele i gang, da han præsenterede idéen til titelnummeret. Obie havde fra turnébussen oplevet politiets brutale overgreb på en demostration mod Vietnam-krigen i Berkeley, hvilket netop fik ham til at overveje, hvad i alverden der foregik her.

Han skrev en sang om det sammen med sangskriveren Al Cleveland, men hans egen gruppe afviste den med ordene: ‘Det er jo en protestsang’.

Det var da han præsenterede sangen for Marvin Gaye, som tilpassede den musikalsk og tilføjede noget af sin egen tekst, gjorde den mere ‘street’ og naturligt flydende – fra ‘bare’ at være en sang, til mere at være en sunget historiefortælling.

Resten af albummet blev indspillet over blot 10 dage i marts måned 1971.

Alt omkring albummet var nyskabende og stildannende. Alene omslagsfotoet med en stolt, sort mand, nærmest grædende med i regnen, hele verdens smerte udtrykt i himlens tårer.

Marvin Gaye selv var for første gang i sin karriere fuldstændig involveret i alle aspekter, som producer og sangskriver.

Indspilningerne var mere end tilbagelænede – muligvis grundet et løbende stort forbrug af marijuana – hvilket skinner igennem på det cremede, jazzede lydbillede. Marvin lå ofte ned, når han sang og en fejl som teknikerne gjorde, da de fik mikset to forkellige takes sammen, kom også til at danne skole. På det tidspunkt var der ingen der sang kor for sig selv. Det havde man korsangere til, men på ‘What’s Going On’ lægger Gaye selv anden og tredjestemme, og i et så organisk flow, at det ofte lyder som om han synger duet med sig selv og gør lyden luftig og stratosfærisk.

‘What’s Happening Brother’ – skrevet til broderen Frank – fortæller om de desillusionerede Vietnamveteraners hjemkomst og deres problemer med at komme tilbage i det civile liv.

‘Save The Children’ er en bøn for dårligt stillede børn, mens ‘Mercy Mercy Me (The Ecology)’ er første gang nærmest hele verden hører om bekymringer for miljøet.

‘God Is Love’ og ‘Wholy Holy’ hylder kærligheden som den rette religion og Gud.

‘Flyin’ High (In The Friendly Sky)’ beskriver afhængigheden af heroin med slangordet ‘boy’, en problematik Gaye selv havde tæt inde på livet med en voksende afhængighed af især kokain, og som en advarsel om den crackkokain-epidemi, der med lynets hast var igang med at sprede sig i de sorte ghettoer og som skulle ødelægge en hel generation.

Det hele munder ud i ‘Inner City Blues (Make Me Wanna Holler)’ om fattigdomsproblemerne i storbyen.

LP’en tilbragte oprindelig over et år på den amerikanske hitliste, hvor den toppede på en 6. plads. Den blev den mest solgte i Motowns historie indtil da, og ansporede – og gav frihed til – at eksemplvis Stevie Wonder kunne udtrykke sig selv og over de næste år klemme fem store mesterværker ud.

Og så har ‘What’s Going On’ har desværre vist sig at være eviggyldig aktuel og benyttes flittigt i disse år som lydtæppe til blandt andet BLM-protester.

Tillykke med de første 50. Om 100 år hylder vi den også…