Af Carsten Jensen

DR2´s Deadline har fredag den 14. maj besøg af Socialdemokratiets udlændingepolitiske ordfører Rasmus Stoklund, der får stillet 23 minutter og 32 sekunder til rådighed til at fortælle løst og fast om sig selv.

Stoklunds håndfaste linje over for unge syrere, der midt i deres uddannelsesforløb, skal sendes hjem til et krigshærget land, hvor en mere end uvis skæbne venter dem, er ikke anledningen til, at han er der. Det er et politikerportræt, vi skal have, ikke en kritisk-konfronterende undersøgelse af en udlændingepolitik baseret på demagogi og åbenlyse løgne.

Korsfareren bliver først spurgt, om han “trives i modvind” og til sidst, hvor hans “personlige grænse går”. Men jeg er da ligeglad med Stoklunds psykologi. Jeg er derimod ikke ligeglad med de mange mennesker, der bliver ofre for en politisk voldsmand.

Når Stoklund arrogant hævder, at de unge syreres motiv til ikke at vende hjem, er, at Syrien “er et land, hvor det er lidt kedeligt at bo”, beder DR-intervieweren ham ikke om en definition på kedsomhed. Er Syrien et kedeligt land at bo i, fordi der en politispion på hvert hjørne, løsgående dødspatruljer, vilkårlige fængslinger og talrige hjemvendte, der forsvinder sporløst i regimets torturkamre? Hvad mener Stoklund?

Enhver sund menneskeforstand ville udfordre Stoklunds absurde påstande med kritiske spørgsmål, men ikke DR-journalisten. Når demagogi-fabrikanten udtaler, at han vil have “mest humanisme for pengene”, spørger journalisten heller ikke, om det er derfor, at han vil sende flygtninge til lejre i diktaturstater som Rwanda.

Stoklund anfører konstant, at han trygt overlader beslutningen om hjemsendelse til landets embedsmænd, hvis dømmekraft man bør have stor tillid til. DR-journalisten spørger ikke, om han dermed sigter til Udlændingestyrelsen, der fabrikerede en Syriens-rapport, hvor 11 ud af 12 adspurgte eksperter føler sig misbrugte, når det kommer til den løgnagtige konklusion, at Syrien var et sikkert land for hjemsendte flygtninge.

En kritisk journalist ville også have nævnt to nøglefigurer blandt de embedsmænd, Stoklund har så stor tillid til, formanden for den såkaldte Hjemrejsestyrelse, Claes Nilas og formanden for Flygtningenævnet, Henrik Bloch Andersen, begge stærkt anløbne karakterer involveret i den Tamil-sag, der i 1990erne førte til en dom på fire måneders betinget fængsel over tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen. Også den sag handlede om – med morderiske konsekvenser – at holde flygtninge borte fra dansk jord, og det er derfor de to skruppelløse herrer igen kan agere nyttige idioter.

Stoklund roser i interviewet Pernille Vermund, Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg som “helt fine”, fordi de afviser, at integrationsproblemer er samfundets skyld “eller noget, der var i vandet”. Den sidste bemærkning om vandet er direkte gådefuld og skal blot udstille tåbeligheden hos dem, der forsvarer indvandrere.

Men en kritisk journalist burde dog i fornuftens interesse have spurgt om navn på dem, der mente, at fremmedhaderne havde kommet noget i vandet for at genere indvandrerne og besværliggøre deres integration. Det er jo det, Stoklund insinuerer. Men Stoklunds verdensbillede, der helt ned i detaljen stritter af barokke løgne, skal der ikke stilles spørgsmålstegn ved.

Og så er der endelig et berygtet Facebook-opslag fra Stoklunds hånd, hvor han fortæller om sit arbejde i haven og uden overgang raser mod kriminelle udlændinge. Opslaget er illustreret af en spand fyldt med ukrudt. Budskabet skal man ikke være i tvivl om. Danmark skal lige som Stoklunds hyggelige have renses for menneskeligt ukrudt.

Nu er det jo ikke blødsødenhed over for kriminelle udlændinge, der i disse dage har udløst et oprør i i socialdemokratiets rækker. Det er udvisningen af unge syrere til et krigshærget land. Men Stoklunds klare hensigt er at få os til at se alle udlændinge som kriminelle, der kun fortjener den hårde hånd. Når vi hører ordet syrer, er det ikke Aya fra Nyborgs Gymnasium, vi skal se for os. Så er det en gangster, vi skal have på nethinden.

Jeg ved ikke, om Stoklund i sit havearbejde bruger det berygtede ukrudtsmiddel Roundup, som fra 2024 er forbudt i det tyske landbrug, fordi det gør ubodelig skade på biodiversiteten, ikke kun på ukrudt, men også på vilde planter og insekter. Men politisk og retorisk er Stoklund en Roundup-type. Han tåler ikke den menneskelige diversitet, der udgøres af mennesker med en anden hudfarve og religion. Aya må ikke være i Danmark. Hun er mælkebøtten i vores have. Og i sproget sprøjtegifter Stoklund alle argumenter, der indeholder bare en smule medmenneskelighed og sund fornuft.

Jeg har valgt et billede af Roundup-Rasmus med lukkede øjne. For det er sådan, den selvgode selvtilfredshed ser ud. Roundup-Rasmus må konstant lukke øjnene for andre menneskers virkelighed for ikke at blive anfægtet.