EVIGHEDSKRIGEN SLUTTER

Af Carsten Jensen

Så slutter den omsider, Evighedskrigen, som den er blevet kaldt, Amerikas, Danmarks og en lang række NATO-landes krig i Afghanistan, som snart har varet i 20 år. Vores endelige tilbagetrækning falder på en dato, der ikke kunne være mere symbolsk, den 11. september, 20 års dagen for terror-angrebet på Pentagon og New Yorks tvillingetårne.

Jeg var i Kandahar få uger efter, at den amerikanske invasion havde bragt Taliban-styret til fald, der havde givet husly til Osama bin Laden og hans terrornetværk al Queda. Kandahar havde været styrets hovedkvarter, og gaderne var under mit besøg fyldt med dystre, turbanklædte mænd, der stirrede frem for sig.
“Ved du, hvad de laver?” spurgte fixeren, der fra Pakistan havde ført mig ind i Talibans hjerteland. Jeg rystede benægtende på hovedet. “De venter på, at I skal begå en fejltagelse.”

Og fejltagelser begik USA, Danmark og og de andre NATO-lande på stribe, en veritabel kædereaktion af dem. Vi troede, at Talibans fjender var Afghanistans venner og valgte som vores allierede den lokale udgave af Hells Angels, en flok magtsyge, lovløse krigsherrer, der satte sig tungt på den afghanske regering, der lige siden ikke har været andet end et netværk af magtfulde kriminelle.

Taliban strakte efter nederlaget hånden frem til forsoning. USA afviste dem. Det shia-muslimske Iran, der frygtede de sunni-muslinske talibaneres fanatisme, foreslog USA et samarbejde. De blev afvist. Pakistan lod talibanerne krydse frem og tilbage over grænsen, så de altid kunne trække sig, når de var trængt. USA var magtesløs.

Begrundelserne for krigen skiftede ustandselig. Det sandeste, der er blevet sagt om den, er en replik i femte sæson af tv-serien Homeland, hvor udtrykket “krigen” i Afghanistan bliver korrigeret: “Der har ikke været en krig i Afghanistan. Der har været fjorten krige, for strategien skifter hver sjette måned.”

Snart ville vi bekæmpe terror, så opiumsdyrkning, så skabe en helt ny nation, hvor demokratiet herskede, så frigøre kvinderne, så uddanne børnene, så skabe et effektivt sundhedssystem. Meget lidt lykkedes. I Helmand, hvor danskerne var, slet intet.

For halvandet år siden offentliggjorde avisen Washington Post de såkaldte Afghanistan Papers, en læk fra amerikanske regeringskredse, der afslørede, at hverken politikere eller højtstående militærfolk troede på krigen eller havde nogen anelse om, hvad de foretog sig.

I visse danske aviser kan man til trods herfor i nekrologen over krigen i Afghanistan stadig læse om alle vores succeser. En demokratisk valgt regering, frigjorte kvinder, en dramatisk forhøjet forventet levealder, fra 44 til 60, de fleste børn i skole. Intet af det er sandt.

I det seneste præsidentvalg i 2019, hvis resultat først blev offentliggjort fem måneder efter valget stemte 1.8 millioner i et land med en befolkning på anslået 35 millioner indbyggere.

Når unge kvinder flygter fra tvangsægteskab, ser det afghanske kvindeministerium det som sin fornemste opgave at tvinge de unge kvinder tilbage til deres ofte langt ældre, voldelige ægtemænd.

Af Afghanistans rundt regnet 12 millioner børn i den skolepligtige alder, anslår John Sopfko, leder af den amerikanske regerings egen kontrolorganisation, Sigar, at kun godt 4,5 millioner går i skole. Mange børn er indskrevet uden nogen siden at vise sig i skolen, ligesom mange lærere er ansat uden nogen sinde at dukke op. Antallet af piger er forudseeligt forsvindende lille.

I et land med et utilstrækkeligt sundhedsvæsen, hvor halvdelen af alle er børn under fem er underernærede, og krig og kaos er hverdag, anser ædruelige demografer det for vildt usandsynligt, at den gennemsnitlig forventede levetid over en kort årrække skulle være steget fra 44 til 60 år, som det hævdes fra NATOs side.

Sådan kan man blive ved. Efter to årtier med en bistandshjælp, der løber op i trecifrede milliardtal, hører Afghanistan stadig til blandt verdens 10 fattigste lande. I de 20 år, krigen har stået på, har jeg været på fire reportagerejser rundt om i landet. Det eneste, der gav mig anledning til håb, var mødet med unge, idealistiske mænd og kvinder, men de følte sig alle forrådte af en grådig klasse af politikere og krigsherrer, der aldrig skænkede hverken de unge eller landets fremtid en tanke, men kun tænkte på deres egen berigelse.

Evighedskrigen er forbi. Men kun for os. For afghanerne fortsætter den på 42. år, nu med nye aktører, men altid med den samme vold og den samme undergravning af enhver mulighed for et normalt, opbyggeligt liv.

Hvad der nu skal ske, ved ingen. Sandsynligvis intensiveres den krig, der under vores destabiliserende tilstedeværelse med et forsigtigt skøn har kostet 150.000 mennesker livet, men med et mere realistisk skøn mindst det dobbelte. Blodigt bliver det under alle omstændigheder, når Taliban højst sandsynligt går efter magten.

Man kan også håbe på, at den forhandlingsvilje og pragmatisme, der bragte afghanerne fredeligt gennem det meste af det 20. århundrede, hvor Europa sønderrev sig selv i to verdenskrige, ender med at sejre. Det er den optimistiske udgang. Den realistiske er, at flygtningestrømmen fra det martrede land igen vokser sammen med volden.

Og når afghanerne så banker på vores dør, skal vi så vende dem ryggen?

Afghanistan er, var og forbliver en tragedie, og vi bærer en del af ansvaret.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.