Af Erik Valeur

En del effektivt tænkende danskere er utilfredse med, at Danmark nu har strøget AstraZeneca af landkortet – indtil videre – for tænk, hvor sjældent nogen rent faktisk rammes af en blodprop og falder døde om. Det simple svar er, at jeg måske godt kunne overtale mig selv til at løbe risikoen – især da hvis AZ var den eneste mulighed – men jeg ville helt instinktivt stritte hårdt imod, at nogen af mine nærmeste løb samme risiko, efterfulgt af 14 dages nervøsitet, hvor bivirkningen i værste fald kunne indtræffe —

Jamen, der er bivirkninger ved al medicin, siger man – jo, men denne her er ret så ’nasty’ og ligger tæt på fatal, uoprettelig – og der ER jo folk, der vinder i tips, i Lotto, ja selv i Eurolotto – i den glade ende af statistikken – så hvorfor gå med en langtrukken nervøsitet, når der faktisk er andre muligheder —?

Endelig kan de utålmodige bemærke den undertekst, der også fremgik af dagens beslutning: At ubekymrede, AZ-klare danskere vil kunne tilgå vaccinen via egen læge.
Når man ikke frigiver den til alment frit valg, gætter jeg på, at man har forudset det pres, mange af os ’frivilligt vælgende’ derefter ville blive sat under – for eksempel fra arbejdspladser – eller bare fra det almindelige samfundstryk som følge af længslen efter at komme igennem krisen snarest muligt —

Alene af den grund – evnen til at tænke dybere end det første svar – er jeg temmelig positivt overrasket over de danske sundhedsmyndigheder, som her synes at have demonstreret både en vis uafhængighed (af et politisk/økonomisk tryk) og beslutningsmod. Og hvem siger, at danske læger og forskere – trods vores statistisk bevislige lidenhed i en stor verden – ikke kan være både skarpere og klogere end alle de lande, vi deler corona med?