Af Mogens Lykketoft

CEPOS er en velhavende pengetank, der er fyldt op af velhavere, der ønsker at forblive uændret eller mere
velhavende. Dér samles eller opfindes alle argumenter, der kan opfindes mod forslag, der kan mindsker dén ulighed, der er vokset grotesk både i de seneste årtier og i det seneste år.

CEPOS’s hovedaktivitet er som bekendt altid at argumentere for lavere topskat, og derfor selvfølgelig også mod enhver tanke om overveje genindførelse af en form for formueskat for de superrige.

Metoden er altid at dynge op med tekniske indvendinger og påstået videnskabelige beviser for ,at stor ulighed skaber dynamik og fremgang i et samfund.

De seneste fyrre års udvikling i verden er et dementi af denne forestilling, Uligheden skaber fattigdom i den ene ende af samfundet og ekstrem koncentration af de superriges magt over medier, tænketanke og en del af det politiske liv i den anden ende

Uligheden fremme populismen og truet demokratiets funktionsevne. Når de rige undviger at betale skat – ved flugt til skattely eller begunstigende særregler i lovgivningen – undergraves samfundets indtægtskilder til at finansiere velfærd og klimaindsats.

Derfor er der brug for en national, europæisk og international kreativitet for at modvirke den ekstreme ulighed.

En ny formueskat kan være et af virkemidlerne, som beskrevet af bl.a. Thomas Piketty i ’Kapital og Ideologi’ og nu foreslået af Millionærer for Humanitet.

Dette er en meget mere grundlæggende debat om, at samfundet har brug for indtægter for at investere i en bæredygtig fremtid og at det er de allerbredeste skuldre, der skal være byrden denne gang. Hvis kan blive enige om dette mål, så skal der nok findes løsninger på de tekniske indvendinger. Så lad os tage debatten, før vi lægger fast på, hvad der ikke kan lade sig gøre.

Denne tekst er oprindelig udsendt som kommentar til en artikel på Piopio, der kan læses her.