Af Carsten Jensen

Hvad skal vi kalde de mennesker, vi ser op til? Forbilleder, rollemodeller, helte?

Somme tider synes jeg, at ordet helte er på sin plads. Det var derfor, jeg tog til Nyborg Gymnasium. Jeg ville møde rektor Henrik Vestergaard Stokholm, der altid stiller op for de mest udsatte af sine elever. Når piger med somalisk baggrund på hans gymnasium brat rives ud af deres liv og skal anbringes på et udrejsecenter i ubestemt tid før hjemsendelsen til et land, der har været i konflikt i 30 år, så er han der.

Nu er han der igen, denne gang for at forsvare Aya fra Syrien, hvis liv nu også sættes på spil med en tvungen hjemsendelse. Henrik Stokholm kan bare som så mange andre nøjes med at passe sit arbejde iført skyklapper og ørepropper. Men for Henrik er arbejdet som rektor også et moralsk kald. Han er aldrig bare ligeglad.

Det er ikke kun Henrik Stokholm, jeg vil møde. Det er også Rahima Abdullah. Det var hende, der på sin Facebook-profil gjorde verden opmærksom på, at veninden Aya brat skal udvises, I sin rektors ånd går Rahima til forsvar, ikke kun for sin veninde, men for alle syriske unge, der befinder sig i samme fare for brat at se det liv afbrudt, de har kæmpet så hårdt for at skabe sig i et fremmed land. Jeg har hørt Rahima tale til demonstrationer, jeg har læst hendes altid eftertænksomme og skarpe indlæg på Facebook. Danmark har brug for stemmer som hendes.

Rahima kommer fra den sønderskudte by Aleppo, så derfor står hun lige nu ikke i fare for at blive hjemsendt. Men hvem ved? De danske myndigheder sammenryster i disse år en uhyggelig giftcocktail af bevidst uvidenhed og kynisk menneskeforagt, når det kommer til flygtninge.

En af de mest erfarne giftblandere er Morten Messerschmidt, og mandag aften var Henrik Stokholm og Aya inviteret i TV2´s ”Go´aften Danmark” sammen med alle udlændinges ærkehader. Aya har set kammerater blive nedskudt under en demonstration og brød grædende sammen, da hun blev bedt om at fortælle, hvorfor hun frygtede at vende tilbage til Syrien.

Messerschmidt reagerede med nedladende at sige, at Aya utvivlsomt var en sød og dygtig pige, men kun for at tilføje, at da flertallet af syriske flygtninge notorisk er kriminelle voldtægtsforbrydere, fortjener hele banden, inklusive Aya, en enkeltbillet til diktatoren Assads berygtede torturfængsler.

Henrik Stokholm fortæller mig, at Messerschmidt, da udsendelsen var slut, gav Aya hånden og ønskede den syrisk pige, som han sammen med folketingets flertal har dømt retur til et brutaliseret, krigshærget land, en god fremtid. Det er som at høre torturbødlen ønske sit offer en god fremtid, når han låser døren bag hende og gør skærebrænderen klar.

Vi skal ikke kun forsvare Aya, fordi hun, som hendes bødler hyklerisk medgiver, er en sød og dygtig pige. Vi skal forsvare hende, fordi hun kun er den første ud af mange. I disse pandemi-måneder har vi igen og igen opfordret Danmarks unge til at vise solidaritet med os andre, der er mere i farezonen, end de er. Hvordan må det ikke virke på dem, når deres kammerater pludselig bliver prikket ud og derpå forsvinder sporløst af den ene grund, at de kommer fra det forkerte land. Det er et mønster, vi ellers kun kender fra totalitære lande. I Sovjetunionen blev de uønskede sendt til Sibirien. Vi sender dem til Syrien.

Jeg har talt med andre unge fra Nyborg Gymnasium, og de stiller et spørgsmål, der går lige til marven af vores demokrati: Hvordan skal vi unge få tillid til en stat, der handler så vilkårligt og ondsindet mod vores gode kammerater?

Og hvorfor sker det? For at tilfredsstille en svindende flok af højreekstremister, som socialdemokratiet håber at få til at stemme på sig. Det er ikke for Morten Messerschmidts skyld. Nok har han uhindret adgang til medierne, men hans parti sidder på dødsgangen. Fejlen skyldes et socialdemokrati, der fatalt har misforstået ideen med demokratiet.

Jeg vil vove at hævde, at de fleste af os ikke er sådan. De allerfleste af os vil, hvis vi står over for en pige som Aya og de mange af hendes jævnaldrende, der er truet på samme vis som hende, ikke ønske nogen af dem en fremtid i helvede.

Men flertallet af vores politikere vil.

Det er tidens paradoks. Det er os, de menige borgere, der må belære politikerne om, hvad demokratiet indebærer. Demokrati handler ikke kun om rettigheder for os selv, men også om forpligtelser over for andre.

Det er det, Henrik og Rahima ved og demonstrerer for os.