TAG HJEM OG DØ!

Af Carsten Jensen

Dannebrog er rød og hvid, og med lidt god vilje kan vi godt udlægge den røde farve som blodets og livets, lidenskaben, omsorgens og medfølelsens farve. Den gode vilje bliver det i disse år med en mere og mere umenneskelig flygtningepolitik stadig vanskeligere at mobilisere. Måske skulle Dannebrog i stedet være sort og hvid?

Mens resten af os fejrer påske, modtager en række af vores syriske medborgere i disse dage livsødelæggende meddelelser. De er kommet hertil som flygtninge og skal nu hjemsendes til deres bombehærgede ruinland, hvor de og deres familier er på dødslisten hos diktatoren Bashar al-Assad, der aldrig glemmer en fjende og altid står parat med en invitation til et af sine berygtede torturfængsler. De hjemsendte skal være med til at opbygge deres land, siger Mattias Tesfaye med endnu en af de afstumpede kynismer, der efterhånden er blevet rutine for vores udlændingeminister.

Intet andet land i Europa hjemsender syriske flygtninge, og både Amnesty International og FNs Flygtningehøjkommisariat fraråder det, men Danmark, hvor Pia Kjærsgaards racistiske gemenheder under skiftende regeringer, nu også en socialdemokratisk, er blevet ophøjet til statsmandskløgt og dogme, ved bedre, og der går vel ikke længe, før Mette Frederiksen aflægger officielt besøg hos Assad, udstyret med ørepropper, så hun ikke hører nødskrigene fra de forfulgte. Ørepropper er i hvert fald blevet regeringens foretrukne rekvisit i flygtningepolitikken.

Den modige rektor fra Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm, der tidligere har forsvaret somaliske elever, som stod foran hjemsendelse, taler nu på Facebook for en syrisk pige, Aya Abo Daher, der går i HF på hans gymnasium. Hjemsendelsen af hende og hendes familie kalder han “inhuman og uværdig”. Mattias Tesfaye svarer med vanlig hån, at bare fordi man været i fjernsynet, skal man ikke forvente særbehandling.

Forfatteren Anne Lise Marstrand Jørgensen, endnu en modig fortaler for flygtninges rettigheder, skriver på sin Facebook om en anden skæbne, den 25-årige sygeplejerskestuderende Faeza Satouf. Der, hvor hendes hjem i Syrien engang var, er der nu et bombekrater. Det hus, familien arvede efter farfarens død, har militæret taget. Faeza Satouf har ikke længere familiemedlemmer eller venner i Damaskus. Dem, der ikke er flygtet, er døde. Hendes far er eftersøgt, og alle ved, at regimet går efter pårørende, så Faeza Satouf vil blive den næste, der efter hjemsendelsen aflægger fatalt besøg på en af Assads torturfabrikker.

Den danske regering gør alt dette med vidtåbne øjne, og Flygtningenævnet, der skal forestille at bestå af uafhængige eksperter, hvis dom ikke kan appelleres, har ladet sig reducere til et skamfuldt ekspeditionskontor for menneskelige tragedier.

Tag hjem og vær med til at genopbygge jeres land. Det lyder så omsorgsfuldt og konstruktivt, når ordene falder. Det var der ingen, der sagde til de tabende republikanere, da fascisterne efter en million døde vandt magten i 1930ernes Spanien. Det var der ingen, der sagde til de flygtende jøder, da bomberne under Anden Verdenskrig lagde Nazi-Tysklands byer øde. Og der er kun et land i verden, der siger det til de flygtede syrere. Det er Danmark.

Tag hjem og vær med til at genopbygge jeres land. Ordene dækker ikke over andet end den mest gemene løgn. Der er fred i hovedstaden Damaskus, lyder argumentet. Ja, det er den samme fred, der hersker på en kirkegård. Alle modstandere af regimet er enten dræbt, flygtet eller i fængsel. Derfor lyder der ingen skud i gaderne.

Der er en grund til, at halvdelen af Syriens befolkning er på flugt, inden for eller uden for landets grænser. Assad viste sin vilje til at ødelægge landet, blot for at beholde magten over det. Han ødelægger også mennesker, blot for at beholde magten over dem. Velkommen til Syrien! Håb ikke på forsoning. Forvent et slag i ansigtet. En ting kan Assad tilbyde dig, hvis du allerede en gang har tilladt dig at vende ham ryggen: Et sidste hvilested. Der er altid plads til en til på den gravplads, Assad har forvandlet Syrien til.
Er det virkelig det, vi vil med de mennesker, som har vist os den tillid at bede om vores hjælp?


Du kan læse Henrik Stokholms ord her.

Og Anne Lise Marstrand Jørgensens her.

Og her kan du støtte borgerforslaget om en ny flygtningelov, som jeg og andre har været med til at fremsætte her.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.