FORSKELLEN PÅ LIV OG DØD

Af Carsten Jensen

“Jeg har været, og er stadig, plaget af en ulogisk dødsangst,” skrev en læser til mig i en mail. “Det kan melde sig i de mest lykkelige øjeblikke i mit liv, og pludselig fyldes jeg med en gennemtrængende fornemmelse af vemodighed og tristhed: “Det hele har en ende”.

Det var en alvorlig, indtrængende mail, der mundede ud i et meget direkte spørgsmål til mig: Føler jeg nogen sinde selv dødsangst?

Jeg har været lykkeligt fri for dødsangst, både, når jeg har befundet mig i farlige krigszoner, og herhjemme. I krigszoner har angsten forskubbet sig. Den kan blive til hovedpine eller tvangsmæssige ritualer, men angsten selv indfinder sig ikke. Jeg er på opgave. Jeg har en historie, jeg skal fortælle, og udvikler kikkertsyn. Jeg oplever også, at der er en terapi i skriveprocessen. Den tabte kontrol bliver genvundet foran skærmen.

Jeg tænker ikke på, at jeg en dag skal dø. Jeg ved i grunden ikke, om det er accept eller fortrængning. Selvfølgelig gør alderen tanken mere nærliggende, men jeg tror, at der måske er en fatalist i mig, og at jeg i grunden accepterer det. Jeg havde dog i en periode en angst for coronaen og troede hver morgen, når jeg vågnede, at jeg var smittet, indtil smagen af friske blåbær fortalte mig, at mine smagsløg endnu var intakte.

Men tanken om, at mange corona-patienter ifølge læger og sygeplejersker er fuldstændig klare i dødsøjeblikket, skræmte mig. Men så tænkte jeg på det modsatte: Ønsker jeg at være uklar i dødsøjeblikket, bedøvet af medicin? Vi har på så mange måder lukket døren til tanken om døden, og på hospitalet lader smertestillende midler os glide bevidstløse bort uden mulighed for at tage afsked.

Det er ikke sådan, at jeg synes, vi skal leve i øjeblikket og helt skubbe tanken om fremtiden fra os. Men vi skal heller ikke leve i bortvendt distraktion, fokuseret på fjerne mål. Det er vigtigt at kunne åbne sig for øjeblikket og omgivelserne. Så indser vi, hvor rigt livet er, og hvor meget det allerede har givet os.

Min kone, Liz, mistede sin søn på kun 25 for et år siden, og vores trøst er, at han dog med sit korte liv nåede så meget og levede så intenst og givende. Det er der, synes jeg, en lære i: Vigtigere end at tænke på døden, er det at tænke på, hvad man vil have ud af livet.

Mine rejser har trænet mig i nærvær og lært mig taknemmelighed ikke blot over det liv, jeg har fået, men også over livets frodige mangfoldighed på Jorden, og den undren og nysgerrighed, det kan vække. Jeg har set frygtelige ting, men også vidunderlige, og jeg tager begge med mig.

Lev hver dag, som om den var den sidste, er et godt råd. Men rådet, at leve hver dag, som om den var den første, er lige så godt. Afvej hver aften de forventninger, du har til tilværelsen, mod det liv, du fik skabt dig, og så vil du vide, at livets løfter endnu ikke alle er opfyldte, og at du stadig har en opgave på jorden.

Jeg kender en ung forfatter, Sigurd Hartkorn Plaetner. Sigurd har denne blanding af lethed og alvor i sig. Jeg gættede det aldrig, da jeg mødte ham. Men Sigurd lever med døden. Han oplevede den første gang som 11-årig, da en hel familie, han var nært knyttet til og havde kendt hele sit liv, omkom i en flyulykke. Som 20-årig blev han indlagt. Lægerne frygtede en hjernesvulst og gav ham kun nogle måneder at leve i. Yderligere undersøgelser fik dem til at ændre diagnosen til amyotrofisk lateral sclerose. De gav ham nu tre år. Og så kom den endelige dom, som næsten lignede en benådning. Sigurd havde multipel sclerose, som han i bedste fald kunne leve med resten af livet. Men i en alder af kun 20 havde allerede nået at gøre sig intimt bekendt med tanken på sin egen død.

Sigurd har skrevet en roman, “Noget om Vitus” hedder den, der har samme blanding af lethed og alvor som ham selv. Hovedpersonen Vitus er på flugt fra alt ansvar i livet. Så møder han Emma, der er dødsmærket, men det fortæller hun ham ikke, og Vitus haster hurtigt videre med sin forslugne livsappetit. Først da han opdager, at Emma skal dø, besinder han sig og opdager noget afgørende nyt: at kærlighed ikke kun er at tage og tage, men også at give.

Døden kaster igen sin skygge ind over Sigurds liv. Læger og Sundhedsstyrelsen har fortalt ham, at coronaen for ham kan være en dødsdom. Det vil coronaen også være for 200.000 andre danskere med alvorlige handicaps og sygdomme. Men det kan man ikke se på den nuværende prioritering af vaccinationerne. Sundhedsministeriet har af bekvemmelighedsgrunde besluttet at gå frem efter alder, så Sigurd, der er 31 år, må stå bagest i køen. Igen og igen bliver han afvist, når han appellerer til sundhedsmyndigheder og læger. Hvis Sigurd er heldig, bliver han først vaccineret i slutningen af juli. I mellemtiden kan vi nå både en tredje og fjerde bølge.

Vi har alle måttet ændre livsstil under coronaen, men kun i de første måneder, var vi for alvor angste for smitte og medfølgende død. Men for de udsatte er angsten af gode grunde blevet hængende, og Sigurd har i det sidste år måttet leve et skyggeliv i isolation. Det har han skrevet en indtrængende tekst om, som jeg her deler med jer.

Sigurd skriver ikke kun på egne vegne, men på vegne af alle de 200.000 udsatte. Hvor mange af dem skal vi miste? Ikke en eneste, tror jeg, vi alle vil svare i kor. Det svar burde også afspejle sig i prioriteringen af vaccinationerne.

For de udsatte hjælper nemlig ingen gode råd, hverken livsfilosofiske eller religiøse, når de skal håndtere deres dødsangst. Her er der i stedet en simpel, praktisk løsning. En nål i armen og en sprøjte fyldt med den vaccine, som for de udsatte kan betyde forskellen på liv og død.

Læs Sigurd Hartkorn Plaetners åbne brev til Sundhedsstyrelsen her.

Skriv en kommentar til denne artikel

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.