TYSKLAND, CORONAEN, MERKEL OG VALGET

Af Peter Tudvad

Der gik man lige og troede, at pandemien var og blev gefundenes Fressen for den store krisemanager. Tysklands konservative – eller egentlig “kristendemokrateiske” – parti CDU har altid gjort sig til af at være garanten for en stabil kurs i oprørte farvande. “Keine Experimente”, lød advarslen fra forbundsrepublikkens første kansler, Konrad Adenauer, i 1957, og så fik hans unionspartier, CDU plus det bayerske søsterparti CSU, absolut flertal i forbundsdagen i Bonn. Succesen fra den kolde krig ville Angela Merkel gerne gentage under coronaen, og succesen så da også ud til at være i hus – indtil for en måneds tid siden.

I næsten hele det år, pandemien har raset, har CDU/CSU i meningsmålingerne ligget på op mod 40 % af stemmerne mod de 32,9 %, de fik ved forbundsdagsvalget i 2017. Men nu er de på rekordtid raslet ned på 26-28 %. Årsagerne er skandaler inden for partiet, hvor konservative parlamentsmedlemmer har benyttet deres mandat til at tjene penge på salg af masker, en stadigt mere slingrende end sikker kurs i kampen mod pandemien og senest en ydmygende retræte, da Merkel restløst måtte trække den forordnede “påskero” tilbage. Hele Tyskland skulle lukke og slukke i påsken, fra skærtorsdag til anden påskedag, for at undgå, at pandemiens tredje bølge kommer komplet ud af kontrol. Men der var gjort regning uden vært, for hvordan kan man fx konvertere skærtorsdag, der i Tyskland ikke er en helligdag, til en fridag uden at have styr på, hvem der betaler arbejderne for den ekstra fridag – eller betaler dem helligdagstillæg, hvis de alligevel arbejder?

Som pandemien altså kunne have været gefundenes Fressen for unionspartierne, kunne disses deroute have været det for det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland, AfD. Men dette parti står midt i en afgørende fløjkamp mellem radikale og relativt moderate kræfter, som gør det umuligt for vælgerne at vide, hvor de har dem. Heller ikke det gamle arbejderparti, Sozialdemokratische Partei Deutschlands, SPD, evner at lukrere på Merkels fald fra tinderne, hvad de på sin vis kan takke partikammeraten og forbundspræsidenten for, nemlig Frank Walter Steinmeier, der efter forbundsdagsvalget i 2017 vred armen rundt på partiet og tvang det til igen at påtage sig et regeringsansvar, selvom det lige havde lidt et historisk nederlag og forkyndt, at det nu gik i opposition – hvor det havde kunnet profilere sig. SPD indgår altså stadig i den store koalition med CDU og CSU, men lider også fortsat under samarbejdet, lider under, at partiet er fedtet ind i hele det pandemiske rod.

Det eneste parti, der virkelig synes at kunne indkassere en succes på regeringens fiasko, er Die Grüne. Partiet skønnes at have et potentiale på helt op omkring 30 %, men ligger aktuelt i meningsmålingerne på ca. 22 % mod de kun 8,9 %, de fik ved valget i 2017. Men 22 % er rigeligt til at gøre Die Grüne til forbundsdagens næststørste parti – og til at give partiet mulighed for igen, for første gang siden 1998-2005 under den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, at indgå i en regering. Tilmed har Die Grüne en realistisk chance for i en koalitionsregering at sætte sig på kanslerposten, hvis de nemlig som det største parti danner regering med de mindre SPD og FDP (det liberale Freie Demokratische Partei).

Tilbage til pandemien: Det er besynderligt at se, hvor vanskeligt den tyske forbundsregering og de tyske delstatsregeringer har ved at enes om en fast kurs. Besynderligt er det også at se, hvor let tyskerne bliver utilfredse, når de ikke får en enkelt løsning på problemerne. Særlig besynderligt er dette, fordi enkle løsninger i det bureaukratiske Tyskland ikke just er noget, man er forvænt med. Om jeg trods udlandsdansker med bopæl i det tyske Sachsen har forstået det ret, er den danske model under pandemien heller ikke akkurat let at forstå, og dog er danskerne vist jævnt hen tilfredse med, hvad regering og folketing hitter på af komplicerede ned- og oplukningsplaner. Besynderligt, ja, for tyskerne er jo vant til alt det komplicerede, og tyskerne er berygtede for deres historiske lydighed over for myndighederne, mens danskerne gerne gør sig til af at være noget så balstyriske. Måske danskerne i dag er mere ‘tyske’, end de vil være ved, og tyskerne akkurat så ‘danske’, som de i smug har gået og drømt om.

Nuvel, år 2021 tegner til i Tyskland at blive endnu mere spændende end det foregående, når vi den 26. september skal have forbundsdagsvalg. Vel er Berlin ikke Washington eller Gotham City, men værd at følge valget bliver det alligevel. Hep!