Tænk hvis klimademonstrationerne fik samme opmærksomhed

Af Peer Aagaard

Når 500 tåber går på gaden for at kræve “frihed” til at omdanne landet et Corona-helvede, holder pressen villigt og ukritisk mikrofonerne for dem, og TV2 NEWS dækker deres demonstration live og er dermed med til at legitimere deres forehavende.

Tænk hvis klimademonstrationerne fik samme opmærksomhed; eller hvis Pride-ugen, som kulminerer med en parade, hvor hundredtusinder bakker op, blev dækket med andet end billeder af glimmer og glitter.

Med inspiration fra udlandet oplever transkønnede her i landet for tiden et massivt øget pres på deres ret til anerkendelse og accept. Det sker fra politisk hold, men nok så meget gennem kampagnejournalistik, hvor “transskeptikere” får lov til at udslynge den ene uhyrlighed efter den anden.

Bedst som vi troede, at frisind, accept og tolerance i forhold LGBTQ-personer efterhånden var en selvfølge, lader det til, at højrefløjen har fundet nye ofre at kaste sig over i deres aldrig ophørende jagt på syndebukke. – Denne gang tilmed i en uhellig alliance med radikale feminister, som føler sig truet af transkvinder i stedet for at anerkende dem som deres søstre.

Det fælles kendetegn for mange af de emner, der optager os i denne tid, er visse personers uvilje til solidaritet med andre. Det er pludselig blevet en dyd at blæse højt og flot på sine medmennesker, ja ligefrem aktivt at bekæmpe dem.

Men det stopper ikke ved manglende accept. Mange af de mest hadfyldtes dagsordener indebærer, at deres modstandere simpelthen i et og alt skal blive som dem. Det er som at høre Pia Kjærsgaard sige, at hun har det helt fint med muslimer, hvis bare de smider tørklæderne, holder op med at gå i moské og begynder at æde flæskesteg hver weekend, eller når vi bøsser mødes med klassikeren “jeg har ikke noget imod homoer, bare de holder op med at vise, at de er det og i øvrigt holder nallerne fra mig” – som regel fremstammet af grobrianer, som ingen alligevel ville røre med en ildtang.

I mange situationer forekommer det mig, at tolerancen overfor haderne er større end tolerancen overfor hadets ofre.

Vores moralske og etiske kompas er begyndt at svigte i mange situationer.

Det er faktisk IKKE sådan, at alle holdninger er lige værdige. En nazist, der ønsker død over andre på grund af deres tro eller hudfarve bør ikke forvente samme respekt fra omverdenen som nazistens ofre.

Det er ikke op til cis-kønnede heteroseksuelle at bestemme, hvordan andre skal leve. Bland dig udenom! Det rager ikke dig, og kan du ikke mønstre forståelse, så ti i det mindste stille!

Og til de sortklædte covidioter: I råber op om jeres “frihed”, mens I uhindret vader rundt i vores gader og udstiller jeres manglende intelligens og empati. Men I har ikke levet under repressive regimer; I har ikke været tvangsinterneret; I har ikke oplevet noget, der bare nærmer sig den form for undertrykkelse, millioner dagligt udsættes for rundt omkring i verden. Jeres aktioner er en hån mod solidariske, selvstændigt tænkende borgere. Skam jer – hvis I ellers har evnen til det.

%d bloggers like this: