Af Peer Aagaard

Hej alle sammen,

For fem en halv uge siden fik en af vores gode venner en positiv COVID-19 test. Heldigvis var det ikke noget særligt at være Corona-ramt, fortalte han os i telefonen. Bortset fra lidt utilpashed og en følelse af at være ramt af en almindelig influenza, var der ingen problemer.

Tre dage efter blev han indlagt på Bispebjerg Hospital på grund af alvorlige vejrtrækningsproblemer. De beholdt ham imidlertid kun et par dage, da sygdommen blev værre. Så blev han overført til Rigshospitalet.

I telefonen lød han meget svækket, men optimistisk. Han fastholdt, at han med arme og ben ville stritte imod, hvis nogen ville flytte ham til intensiv afdeling, “for derfra vender ingen med COVID-19 tilbage”. På samme måde havde han det ved tanken om en respirator. “Lægger de mig i sådan en, dør jeg”, sagde han.

På opfordring mødte min mand op på afdelingen for at forsyne ham med små forsyninger, som han manglede, men de kom ikke til at se hinanden. Posen til patienten blev stillet til en sygeplejerske ved elevatoren, hvorefter den blev hentet, desinficeret og bragt videre til vores syge ven.

Vi ringede derefter jævnligt, men fik intet svar. Vores bekymring voksede: Kun nærmeste pårørende til COVID-19 patienter informeres om forløbets gang, og da vi ikke var familie, ville vi ikke få besked, hvis der skete en bedring eller en forværring, eller hvis han døde.

Et par uger efter erfarede vi gennem en fælles bekendt, at vores ven var blevet flyttet til intensiv, hvor man efter et par dage havde lagt ham i respirator, da han ikke kunne opretholde livet ved at trække vejret selv.

Han tilbragte to uger i kunstig coma og i respirator, før lægerne prøvede at vække ham for at se, hvordan det gik. Det gik ikke. Kort tid efter blev han påny lagt i coma og respirator.

I sidste week-end blev han så endelig vækket, men det er langtfra enden på historien. Han ligger nu skarpt overvåget på intensiv tilkoblet en masse slanger, og forventeligt skal han opholde sig på Riget et par måneder til. Derefter følger måneders genoptræning i eget hjem med så mange hjemmebesøg fra diverse sosu-hjælpere og sygeplejersker døgnet rundt, at de ligeså godt kunne slå lejr foran hans opgang.

Vores ven er ikke alene om at være hårdt ramt. Vi nærmer os en kvart million smittede. Mange af dem har været indlagt som vores ven, og til dato har 2.382 ikke klaret skærene.

Men det kunne være gået meget værre. Ifølge forskning fra Roskilde Universitet ville 35.000 være døde, hvis ikke vi andre havde levet med restriktionerne. Desuden havde vores sundhedssystem skullet kæmpe med at passe op mod 160.000 indlagte med COVID-19. En opgave der havde fået vores hospitalsvæsen til at kollapse til fare for patienter med andre sygdomme.

Men I insisterer på at kæmpe for jeres “frihed”. I gør det med fast tillukkede øjne i et mesterstykke af fortrængning, fordi I ikke længere kan klare at leve med nogle enkle, omend indgribende restriktioner i jeres hverdag.

Tillad mig at rive jer ud af jeres vildfarelser. Jeres festtrang handler ikke om frihed. Den handler om at fejre jeres egen selvfedme og egoisme. Den handler om jeres evne til at skide højt og flot på jeres medmennesker. Den handler om at udstille, hvordan snotdumhed og en enestående kynisk adfærd kan gå op i en højere enhed. Den handler om at fodre jeres egen indre svinehund.

Sig det dog, som det er: Jeres slet skjulte dagsorden er at håne dette samfunds svageste og de COVID-19-syge som min ven, som i disse timer kæmper for deres liv.

Jeg troede, at bunden af moralsk fordærv var nået, da danske racister for få år siden frydede sig over, at flygtningebørn druknede i Middelhavet, men jeg tog fejl. Jeres tankegang, forklædt som en frihedskamp, er den laveste, mest usle form for opførsel, som noget individ kan udvise. En dyrisk, asocial parade af sølle degenererede eksistenser, som ikke fortjener betegnelsen samfundsborgere.

Her til morgen aflyste I jeres fest. Ikke fordi I er kommet på bedre tanker, og ikke fordi I er bange for smitterisikoen, men fordi I er bange for at blive ramt – af regn, blæst og slud. Så meget for jeres ukuelige og ubetvingelige frihedstrang. Svagpissere! Ynkelige, undværlige, samfundsskadelige, menneskefjendske svagpissere!

Jeg foragter jer af hele mit hjerte. Må eftertiden dømme jer hårdt. Hvil i fred.