Af Carsten Jensen, forfatter

Af pandemiens første bølge lærte vi, at vi er et samfund, hvor alle er afhængige af de andre. Vi klarer os ikke igennem uden hinanden.

Der var en pris: selvisolationen, forskansningen bag hjemmets fire vægge. Det gjaldt på villavejen eller lejligheden på tredje sal, men det gjaldt også nationen. Hver nation fandt sin egen vej gennem pandemien. For nogle lande lykkedes det bag lukkede grænser at holde smitten i skak, for andre ikke. Ja, vi var et samfund, men vi var også mange forskellige samfund. Nationen synes at få en renæssance, verden til gengæld at falde fra hinanden. Globaliseringen blev sat på pause, skønt en virus er en virus og ikke skelner mellem nationaliteter.

Virussen er hverken rød eller blå, sagde Mette Frederiksen for nylig på en af sine pressekonferencer i et forsøg på at samle nationen. Virussen er hverken tysk, dansk, fransk, brasiliansk, indisk eller amerikansk, kunne man med samme ret sige.

Nu bliver mennesker vaccineret, og verden åbner sig igen. Eller gør den?

De rige nationer i Vesten sætter sig på vaccinen. Verdens fattige har svært ved at få adgang til de frelsende doser, ligesom de har svært ved at få adgang til alle verdens øvrige goder. Vaccinen kopierer det globale økonomiske mønster. Det er uligheden, ikke ligheden, der øges. I pandemiens første bølge lærte vi, at vi var et samfund. I vaccinationens første bølge lærer vi til gengæld, at vi ikke er en verden, men en delt og ulige verden.

Vi skal igen ud at rejse, drømmer vi. Men hvordan? Skal vi som medlemmer af en ny vaccine-overklasse promenere rundt blandt denne verdens vaccine-fattige? Skal vi være en eksklusiv vaccine-elite på den selvsikre side af smittefaren, der opfører sig ligesom de turister, der på thailandske strande efter tsunamien i 2004 solbadede blandt ligene af de druknede?

Israel er blevet et minibillede på den ulige verden. Israelske statsborgere bliver vaccineret, palæstinensere på den besatte Vestbred og i Gaza gør ikke. Flertallet af palæstinensere lever spærret inde bag uoverstigelige mure og våbensikrede kontrolposter i en ny vaccine-apartheid. 4.5 millioner palæstinensere havde pr. 1 marts kun modtaget 2.000 doser fra deres israelske besættere, der ifølge enhver international lov har pligt til at beskytte dem.

Midt i det hele drager Danmarks statsminister Mette Frederiksen på officielt besøg til Israel for at sikre sig endnu større vaccineleverancer i en aftale med vaccine-apartheidens egen arkitekt, den berygtede premierminister Netanyahu, der har gjort korruption, konventionsoverskridelser og erosion af demokratiet til regeringsform.

Læger uden Grænser protesterer i stærke vendinger mod den skæve vaccine-distribution, FN´s Højkommissariat protesterer også, det samme gør Israels egen menneskerettighedsorganisation B’Tselem, der direkte beskylder regeringen for at bedrive apartheidpolitik. Israelske diplomater, professorer, tidligere parlamentsmedlemmer og prismodtagere skriver en indtrængende appel til Mette Frederiksen om ikke at hjælpe Netanyahu “med at legitimere en virkelighed, hvor ulige rettigheder hersker.”

Det er så åbenlyst, efter enhver demokratisk målestok forkert, hvad Mette Frederiksen gør. Suspenderer pandemien demokrati og moral? Det er det spørgsmål, Danmarks statsminister åbenbart ikke stiller sig selv.

Socialdemokratiets tragedie, jeg bruger med vilje ordet tragedie, øget vælgeropbakning eller ej, bliver her så åbenlys. For hvordan er det, partiet siden sin magtovertagelse i 2019 har talt om udlændinge og fremmede og asylansøgere? Altid i nedladende, anonymiserende, insinuerende vendinger, der fratager de såkaldt fremmede (der ofte er født og opvokset i Danmark) deres status som medborgere og, hvis de er flygtninge, også som medmennesker.

Skridtet fra populistisk udlændingepolitik af den mest tarvelige slags til omfavnelsen af Netanyahu er kun lille. Menneskesynet er slet ikke så forskelligt, når det kommer til den enes syn på palæstinensere og den andens syn på udlændinge.

Hvor er protesterne i socialdemokratiet?

Hvorfor er Mogens Lykketoft, der står for alt det modsatte, tavs?

Hvorfor siger ingen fra?