Af Carsten Jensen

Jeg havde ikke de store forventninger, da det ved indsættelses-højtideligheden for Joe Biden blev annonceret, at nu gik en ung digter på scenen for at læse et digt. Nu kommer der noget højstemt lyrik, tænkte jeg og regnede ikke med at forstå halvdelen.

Den kun 22-årige Amanda Gorman var kun nogle få linjer inde i sit digt, da jeg indså, at jeg havde taget fuldstændig fejl i mine negative forventninger. Her læser ikke en digter, tænkte jeg. Her læser en statsmand.

Amanda Gormans digt “The Hill we Climb” var den tale, Joe Biden skulle have holdt, hvis han blot havde haft den unge digters retoriske talent.

Amanda Gorman talte ikke kun på amerikaneres, men på vores alles vegne om mørket, hvor et allerede forslået demokrati blev søndertrampet. Men hun talte også med forbløffende modenhed og indsigt om alt det, der skal til, hvis mennesker skal leve sammen i værdighed. Og hun gjorde det med en sproglig opfindsomhed, et legende frit forhold til ordene, som netop er digterens kendemærke. De ord, vi tror, vi kender så godt, giver hun nye betydninger, og det samme gør hun med den verden, vi lever i, og som vi tror, vi kender så godt, at vi er endt med at færdes i den som blinde.

Stilhed er ikke altid fred, siger digteren tidligt i sit digt, og så vidste jeg, at jeg måtte lytte. For nej, stilhed hersker også, når nogen er bragt til tavshed, og det er ikke fred.

USA er blevet totalt polariseret, men betyder ikke, at landet som nation er brudt sammen eller brækket i to, konstaterer Amanda Gorman. Landet er blot ufærdigt, og er det ikke sådan, at vi alle bør tænke om de nationer, vi lever i, uanset hvor langt vi er nået: De er altid ufærdige.

Men det er heller ikke perfektion, vi skal stræbe efter, lyder fortsættelsen. I stedet skal vi finde sammen om et mål. Vi må nedlægge vores våben, så vi i stedet kan række ud efter hinanden, og i den engelske formulering mærker man virtuositeten i den unge digters sprog. For på engelsk hedder våben “arms”, men det er også ordet for de arme, vi må strække ud for at nå hinanden. Når digteren åbner op for sprogets rigdom på betydninger, er det også livets rigdom på muligheder, hun åbner op for.

Når Amanda Gorman taler om sejr, er det ikke Joe Biden, hun tænker på, men den kamp, vi som mennesker aldrig opgiver, uanset hvor udmattede vi måtte være, hvor mange slag, vi har fået tildelt, hvor meget sorg, vi er hjemsøgt af. Men hun minder os også om de kommende nederlag, der altid venter, for vi dannes som mennesker af begge dele, både sejr og nederlag.

Amanda Gorman er indbygger i et land, der ikke kun giver hende anledning til stolthed, men også nødvendiggør et opgør med en fortid, der med racisme og diskrimination gjorde hende og hendes sorte fæller mindre som mennesker. Hun bruger ikke ordet racisme. Hun taler om en fortid, der må repareres. Hun vil se fremad. Hun vil hellere dele landet med andre end sønderslå det. Vi skal ikke fiksere vores blik på det, der skiller os, men på det, der befinder sig foran os, ikke afstanden imellem os, men nærheden til hinanden.

Tilbyde håb, siger hun også, og ordet håb hører vi så ofte, men så tilføjer hun et nyt: latter. Og det ord hører vi ikke så ofte, skønt vi så ofte trænger til at le sammen, og latter og håb hører sammen.

Amanda Gorman vil ikke tilbage til det, der engang var, men frem til det, der skal være, for vores passivitet og undladelsessynder vil koste den næste generation dyrt. Hun taler om nåde, og hun taler om magt, og hun taler om den magt, der må basere sig på ret og ikke avle uret.

Hun taler så menneskeklogt, den kun 22-årige digter, og jeg har lyst til at lære hver eneste af hendes linjer udenad. Det er ikke kun sådan, at jeg er enig. Hun tager mig også nogle gange ved hånden og fører mig nye, ukendte steder hen, og til hver eneste nyt, ukendt sted har jeg lyst til at følge hende. Hun har med sit digt skrevet et manifest for livet mellem mennesker, måske en ny slags, hidtil usagt grundlov for det almindelige, anstændige menneskeliv, som det skal leves, hvis vi skal have en fremtid i stedet for at gå til bunds i ensomhed, egoisme og selvhævdelse.

Hun starter med livet i skyggerne. Hun ender med at tale om det lys, der altid er der, hvis blot vi er modige nok til at se det. Vi kender alle sammen udtrykket “at have set lyset”. Det er ironisk og afvisende ment, en latterliggørelse af de frelste, der tror, at de er bedre end andre. Det er ikke det, Amanda Gorman vil sige, men det er karakteristisk for hende at bruge en forslidt vending og give den nyt liv. Det handler ikke kun om at se lyset, slutter hun sit digt. Det handler om at være “modig nok til at være lyset”.

Et samfund kalder vi det, vi som mennesker sammen lever i. Er det, fordi vi sammen har fundet det? Eller har vi sammen skabt det? Måske skal vi lære at se samfundet som et fælles skaberværk, hvor vi på samme tid tager vare både på os selv og de andre.

At være lyset, ikke kun at se det, er det ikke, vi alle sammen må gøre for hinanden?

Du kan læse Amanda Gormans digt på engelsk her og på dansk her.