OM STÆKKEDE VINGER, FLYVEFÆRDIGE REJEKÆLLINGER OG GRÅ EMINENCER

Af Peer Aagaard

Så kom den – opinionsundersøgelsen som Søren Pape stille og roligt har ventet på, og som Jakob Ellemann har gruet for: Megafon har i dag målt sig til, at Konservative er et mere populært parti blandt de borgerlige end Venstre. Hele to procentpoint skiller de to partier i Konservatives favør.

Samtidig oplever Nye Borgerlige nu tilslutning fra lidt mere end 10% af befolkningen, men det kan ikke undre: Dansk Folkeparti er nu nede på sensationelt lave 5% og et eller andet sted skal Inger Støjbergs slæng jo bevæge sig hen, da de – ligesom deres idol – ikke længere føler sig velkomne i Venstre. Disse vælgere har tilsyneladende intet problem med at udskifte den ene højtråbende, racistiske rejekælling med den anden.

I øvrigt viser Megafons måling et fortsat stort, solidt og stabilt flertal til Mette Frederiksens fløj.

Det absolutte kaos blandt de borgerlige skærper fokus på tre fremtidige begivenheder:

1) Venstres ekstraordinære landsmøde på søndag, hvor Stephanie Lose skal kåres til ny næstformand. I den anledning vil Inger Støjberg holde sin fratrædelsestale. I partitoppen er der stor irritation over, at hun nægter at dele talens indhold med Venstres forretningsudvalg på forhånd. Faktisk er Støjberg så hemmelighedsfuld om sin tale, at hun afstår fra at benytte teleprompter, men vil læse op fra en medbragt stak papirer. Det er altså langtfra en rutinemæssig afsked fra næstforkvinden, der venter tilhørerne.

Mediernes kommentatorer tør ikke sige det af angst for deres gode rygte, hvis nu de tager fejl, men jeg tør godt: med meget stor sandsynlighed vil Inger Støjberg på søndag ikke bare sige farvel til sin næstformandspost i Venstre, men også til sit parti, og hun vil gøre det med en gigantisk sviner til Jakob Ellemann og det store flertal i Venstre, der bakker op om en rigsretssag imod hende. Standby for et stort week-end drama med gule breaking-bjælker over hele linjen.

2) Et par dage senere vil flere – måske anonyme – fremtrædende borgerlige åbent begynde at tale om Søren Pape som de blås statsministerkandidat ved næste valg. Det er næppe en udmelding, som diskrete Pape selv vil komme med, men som dansk politiks grå eminence vil han stå bag den og sidde hjemme og nikke bifaldende. Hans første kommentar vil lyde noget i retning af, at hvis han kan hjælpe de borgerlige på vej mod en statsministerpost en gang i fremtiden, vil han da gerne stille sig til rådighed, hvis det er ok med Jakob Ellemann. Med sit eget parti i opløsning og Støjberg og hendes venner på vej væk, har Ellemann dermed intet andet valg end at trække sig som oppositionens leder.

Den tredje begivenhed ligger lidt længere ude i fremtiden, men givetvis før sommerferien:

3) Når – ikke hvis – Jakob Ellemann mister sin titel som oppositionsleder, vil uroen i Venstre tage til i styrke. Som det ser ud i Megafons måling, står 22 ud af 43 medlemmer af Venstres folketingsgruppe til at miste deres job ved næste valg. Det tal vil stige med Inger Støjbergs afsked med partiet. De truede MF’ere har kun ét sted at rette deres vrede hen: mod den i forvejen stækkede formand. Skal vi gætte på, at Stephanie Lose er Venstre-formand, inden der er gået et år, og at jagten på endnu en næstformand til den tid går ind, mens Søren Pape konsoliderer sin position som de borgerliges leder? – Hvis jeg ejede en spillebule, turde jeg ikke tage væddemål på nogen anden udvikling.

Totalt afkoblet fra dette kaos blandt de borgerlige vil Mette Frederiksen stå som den store vinder. Som allerede bemærket i forbindelse med tidligere målinger behøver hun blot at fortsætte med mere af det samme for at sikre sig opbakning fra et massivt flertal af danskerne. Hun behøver end ikke at gå i debat med de blå. De graver deres egen grav helt uden hjælp.

Flere har påpeget, at statsministeren kunne finde på at spekulere i et tidligt folketingsvalg 16. november 2021 – samme dag, som vi skal stemme til kommune- og regionsvalgene. Den mulighed forekommer mere og mere åbenlys, jo værre det går for de borgerlige set under ét. Når det nye folketingsårs indledes den 5. oktober, vil der være en ekstra grund til at spidse ører, når statsministeren holder sin åbningstale. Slutter hun med “en meddelelse af særlig karakter”, udskriver hun valg og sikrer sig dermed titlen som landets leder i mindst fire år til samt – tør man håbe? – kvinden der med sikker hånd ledte Danmark så helskindet som muligt gennem en pandemi af uhyggelige proportioner.