USA er tilbage i WHO

Af Magnus Heunicke, Sundhedsminister

Jeg så Joe Bidens tale sammen med vores ældste datter i går aftes, da jeg kom hjem. Jeg fik helt tårer i øjnene.

Tænk at vores børn er vokset op med Trump som amerikansk præsident med alt, hvad det har ført med sig af et USA, som slet ikke løftede sin opgave men i stedet blev mere og mere indadvendt og samtidig mere og mere splittet, så det til sidst kom til angreb og optøjer i Washington. Og tænk, at de nu får lov til også at vokse op med Joe Biden og hans måde at lede på, hans opfordringer til samling, til fornuft og til omsorg for hinanden.

Og her få timer efter, at han afsagde præsident-eden, kom den her beslutning: USA aflyser sin udmeldelse af verdensundhedsorganisationen WHO. Tænk, at man netop under en global pandemi ville melde sig ud af det arbejde! Det siger noget om verdenssamfundets krise under Trump-administrationen.

Det her kommer til at få kæmpe betydning for verdens mulighed for at bekæmpe pandemien. Det er fuldkommen afgørende, at USA er med som en drivende kraft og ikke som et land, der er på vej til at finde udgangen, når den globale katastrofe raser.

Det er kun, når vi arbejder sammen, vi kan vinde over smitten og de nye mutationer. En styrket folkesundhed kræver samarbejde af os alle.

Velkommen tilbage i WHO til USA. Lad os så komme i gang.

%d bloggers like this: