Af Allan Mylius Thomsen

Vand er kilden til liv, men også til farlige sygdomme hvis det omgås lemfældigt. Det måtte København erfare på den brutale måde under koleraepidemien i 1853. Den kom som kulminationen på mange års skænderi mellem sundhedsmyndighederne og kommunens Vandkommission om drikkevandets kvalitet. Kolera er en vandbåren infektionssygdom, hvor ”koleravibrionerne” overlever i vandet, men formerer sig i tarmsystemet. Efter 1-2 døgns inkubationstid bryder symptomerne ud med diarré, smertefulde opkastninger, stærk tørst, øresusen, svimmelhed og krampe. Så falder temperaturen og pulsen bliver umærkbar. I sidste ende kan offeret dø af dehydrering.
Oprindeligt fik byen sit drikkevand fra gravede brønde. Kun 53 år efter epidemien skrev pionerarkæologen Hans Nielsen Rosenkjær i værket ”Fra Det Underjordiske København” bl.a.: ”Man kan nok med rette sige, at den største del af det gamle København, særligt hvad der ligger på det oprindelige lave terræn, er bygget på en stor mødding. I den har man sat sine brønde, i den har man lagt sine trædrikkevandsledninger, og i den har man sat sine kældere, hvori man for en stor del opbevarede sine spise- og drikkevarer; har endog i stor udstrækning levet dernede, ja man er langtfra endnu flyttet. Særligt i de gamle bindingsværkshuse skiller endnu kun en tynd mur, ofte opført i ler, kælderrummet fra den våde, frygteligt stinkende gødningsmasse af både dyre- og menneskeekskrementer. Det forværrer naturligvis forholdene meget, at man overalt har lerbund, så afsivningsforholdene er slette.”
Der blev dannet flere private »springvandskompagnier«. De leverede det såkaldte »pumpevand«, der fik vand via udhulede og blyforede egestammer fra omliggende søøer, og blev pumpet op af vandposte – dvs. pumper. I den lübeske læge Johan Christian Langes bog, »Lære om de naturlige Vande« fra 1756, beskrev han noget af det københavnske drikkevands fauna. Det indeholdt bl.a. vandlopper, vandlus og vandspindere. Disse kreaturer kunne dog ifølge Lange sies fra i en pose af hvidt hattefilt, med mindre man ville ”…nyde suppen af dem..”. Vandinspektør Gædes beskrev i 1795 det tørvemosevand, hængedynd, mudder og råddenskab der blev serveret for københavnerne som drikkevand. Vandet lugtede af svovlbrinte og satte et bundfald af kisel, ler, muld og et væld af insekter. Myggelarver, igler, salamander, haletudser og af og til en levende ål smuttede ofte ud af vandpumperne fulgt af dele fra fordærvede fisk. Nogle steder var der direkte adgang fra husenes latriner til de tærede drikkevandsledninger. Men den kommunale Vandkommission, der havde overtaget spring- og pumpevandskompagnierne i 1812, var ikke foruroliget. Hvis der var noget i vejen med vandet, kunne man vel lugte det – og lade være med at drikke den »københavnske lunkne ålesuppe«, som Vilhelm Bergsøe døbte pumpevandet.
Fra 1845 til 1849 skyldes 13,6% af alle dødsfald i byen epidemiske sygdomme drikkevandet. Men det skræmte ikke Vandkommissionen. Epidemiske sygdomme mente man kom af det mystiske, atmosfæriske giftstof »miasme«, så få bekymrede sig om vandet. Men bl.a. brygger J.C. Jacobsen der var medlem af Borgerrepræsentationen advarede. Fra sin ølbrygning var han klar over, at den var gal med vandet. På fandens fødselsdag den 11. juni 1853 blev det første koleratilfælde konstateret. Fire dage senere kom det første dødsfald, og i den følgende uge døde otte. Først den 24. juni erklærede sundhedskollegiet byen for smittet. I den første måned nåede dødsfaldene sit maksimum med 663 på fire dage. Alle der havde råd flygtede rædselsslagende ud af byen, men for en gangs skyld blev lægerne under en epidemi, hvad kostede mange af dem livet.
De offentlige fængsels- og fattiginstitutioner som Ladegården, Stokhuset og Almindeligt hospital blev hårdt ramt. Her var i forvejen ophobet snavs og sygdomme, og Almindeligt hospital var stærkt overbelagt. Af 1200 patienter blev 467 smittet. Ledelsen foretog intet forebyggende, men fattigdirektør kaptajn Herforth forudså dog mangel på ligkister, og opkøbte 200. Da sygdommen ifølge miasme-teorien skyldes et luftbåren stof, måtte raske bringes ud af byen. Med den filantropiske læge Emil Hornemann som formand stiftedes »Lægeforeningen mod Koleraens Udbredelse«. Der blev oprettet en række teltlejre udenfor voldene, og flere militære kaserner blev indrettet til midlertidige boliger for beboere fra de hårdest ramte kvarterer. Midt under epidemien, i august 1853, vedtog Rigsdagen en lov, der muliggjorde at København kunne opføre et kommunalt vandværk.
I oktober døde den sidste af kolera. 7219 havde været smittet, heraf var 4737 døde. Lægeforeningen lod i 1854-56 arkitekt Gottlibe Bindesbøll opfører et antal boliger på Øster Fælled “Brumleby”. Den 16. november 1857 lagde brygger J.C. Jacobsen grundstenen til Københavns første vandværk. Fra 1. juli 1859 blev rent vand nu pumpet ud i et nyt ledningsnet under byen. Men selvom byen fik nye vandrør af jern, var indenrigsminister A.S. Ørsted og Københavns overpræsident Michael Lange uimodtagelige for borgerrepræsentationens forsalg om samtidigt at få lagt et kloaknet under byen. Da var smitten stoppet i København, men der brød små epidemier ud i 1854, 1855 og 1857. Først i 1883 blev årsagen til kolera opdaget, men så sent som i 1892 var en koleraepidemi i Hamburg.

Tegning af ligbærer under koleraen i 1853, Dansk Medicinsk-Historisk Selskab