Af Carsten Jensen

De kunne lige så godt ikke have været der.

Det var den tanke, der hele tiden hjemsøgte mig, mens jeg betragtede indsættelses-ceremonien for USA´s nyvalgte præsident Joe Biden.

Kun fjorten dage før havde jeg også siddet foran skærmen og stirret på Capitols facade. Også den gang var trapper, afsatser og balkoner fyldt af mennesker. En kaotisk menneskemængde kæmpede sig aggressivt råbende, fægtende med det amerikanske flag op ad trapperne. De kom for at afbryde godkendelsen af præsidentvalget to måneder tidligere. Og de var ikke alene. USA´s slagne præsident Donald Trump havde med sine taler hidset dem op til stormløbet. Det republikanske parti havde gennem to lange måneder støttet ham i hans konstante anklager om valgsvindel, som ikke blot var virkelighedsfornægtelse, men også demokrati-fornægtelse.

Var pøblen, pøbelpræsidenten og pøbelpartiet lykkedes med deres sabotage af en demokratisk valghandling, var Joe Biden ikke blevet indsat, og verden havde været sit mest prominente demokrati fattigere.

Det var så tæt på. Det var den følelse, der sad i kroppen på mig, mens jeg overværede indsættelsen af Joe Biden. Han kunne lige så godt ikke have stået der. Det var ikke bare blevet til fire år mere med Donald Trump. Det var blevet Trump og hans mafia på ubestemt tid. Når en autoritær leder låser døren til det demokrati, han så åbenlyst foragter, er det ikke for at åbne den igen.

Det ville blive en fremtid, hvor et sammenbrudt sundhedsvæsen tillod corona-virussen at installere sig for altid som en hærgende pest, hvor racismen blev endnu mere brutal, og væbnede soldater blev sat ind mod protester i gaderne, hvor et verdensbillede baseret på bare et minimum af fornuft og realisme blev afløst af amokløbende løgne og konspirationsteorier, hvor had blev hverdagssprog, klimaforandringerne gik fra truende til uoprettelige, mens skruppelløse rige uhindret af alle love hæmningsløst kunne berige sig.

Donald Trump var ikke til stede, og Joe Biden nævnte ham ikke med et eneste ord. Og dog var Trump til stede i hver eneste af hans sætninger. Joe Biden bekendte sig til de elementære forudsætninger, hvis et demokrati skal kunne fungere, til enhed i stedet for fatal polarisering, til sandhed i stedet for løgn, til naboskab i stedet for had, til et samliv, også i uenighed. Det kunne have lydt så banalt. Men i denne historiske situation antog Joe Bidens ord en ny, på en gang dyrebar og dyrekøbt sandhed. Vi var så tæt på at miste os selv.

Indsættelsesceremonien med dens fåtallige publikum, de tusinder af udkommanderede soldater med paralyserede sten-ansigter, alt dette var Trumps værk, alt dette var hans måde at være til stede på, som en konstant tilstedeværende trussel, som en legemliggørelse af den tomhed, der indfinder sig, hvis livet tages af demokratiet.

Fra nu af er han iblandt os, tavs eller råbende, som en påmindelse om, hvor skrøbelig vores valgte livsform er. 400.000 amerikanere er døde i corona-pandemien, en fjerdedel af alle dens ofre i verden: Det svarer til syv Vietnamkrige. Hver dag dør der lige nu flere mennesker i USA, end der omkom i terror-angrebet på New Yorks tvillingetårne. En præsident vendte i arrogant foragt ryggen til landets borgere, da pandemien ramte.

Det var på sorteste vis en mindeværdig dato, da Donald Trump en regnfuld januardag lod sig indsætte for fire år siden. Dagen i dag er også mindeværdig, da han omsider forvises fra Det Hvide Hus.

Håb er sådan et misbrugt ord. Men i dag har vi for et øjeblik lov at håbe.