Af Badah Shah
Jeg blev medlem af Alternativet i august 2016 – og i dag melder jeg mig ud af partiet.
Årsagen til, at jeg meldte mig ind i Alternativet var mange; Ny politisk kultur, fokus på de tre bundlinjer og fokus på et gennemsigtigt demokrati.
Men igennem årene måtte jeg sande, at mine og Alternativets politiske prioriteter er… forskellige. Jeg begyndte at ane det allerede i december 2017, da flertallet valgte en borgmesterpost, som jeg ikke ville have valgt. Men forskellige prioriteter er hverdagskost i politik; sådan er det bare. Politik handler dog ikke kun om uenigheder, men også det politiske arbejde. Jeg har selv fokuseret på jobcentrene – lavere sagsstammer til sagsbehandlerne; på udsatte børn og på samspillet mellem integration, fællesskab og ligestilling.
Jeg har tænkt meget længe over det her. Sandheden er, at mine politiske prioriteter er bedst repræsenteret af Enhedslisten. Jeg forstår godt, at det kan komme som en overraskelse, at jeg gerne vil melde mig ind i Enhedslisten. Men tro mig når jeg siger, at dette føles som den rigtige beslutning. Mine analyser af Enhedslistens politik vil jeg gerne dele med jer på et andet tidspunkt, for det kræver et længere og reflekteret opslag.
Fra dags dato bliver jeg så et menigt medlem hos Enhedslisten. Min udmeldelse af Alternativet betyder også, at jeg opgiver min plads i Borgerrepræsentationen. Jeg ved, at jeg har en juridisk ret til pladsen. Loven tilsiger, at pladsen er min og ikke partiets. Men ét er, hvad loven siger, noget andet er etik. Enhedslisten er også det eneste parti, der ikke modtager mandater fra andre partier. Hvilket kun forstærker min tro på, at i Enhedslisten er ny politisk kultur ikke bare noget man siger, det er noget man gør.
Til kommunalvalget var der 2.077 københavnere, der stemte på mig – det har bestemt ikke gjort beslutningen lettere. Men jeg håber, at alle jer, der har stemt på mig, forstår at jeg ikke stopper mit politiske arbejde, blot fordi jeg trækker mig fra Borgerrepræsentationen. Jeg har forsøgt at bidrage så meget, jeg kan til, at København bliver en bedre by… for os alle sammen.
Jeg stiller ikke op til valg lige foreløbig, men der er mange måde at skabe samfundsforandringer på – og jeg har meget jeg kan bidrage med hos Enhedslisten. Tak til Alternativet for de sidste fire år, tak til mine politiske kolleger, tak til de ansatte i Københavns Kommune og ikke mindst tak til alle dem, som har rådgivet, støttet og troet på mig igennem disse mange år. Uden jeres tillid og tro ville det ikke have været muligt.