Kære Lars, find dig et fadøls-depot at bestyre

Af Peer Aagaard

Lars Løkke har begrundet sit farvel til Venstre i et blog-indlæg i BT, som omverdenen har forholdt sig forbløffende tavst til, hvilket måske skyldes, at ikke en kæft bliver spor klogere efter at have læst det.

Jeg har selv pløjet mig igennem ex-altmulig-mandens ord tre gange, men sidder tilbage som et stort spørgsmålstegn, så derfor har jeg skrevet hovedpointerne ned i håb om at blive klogere:

1) Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance er alle dumme, fordi de vil noget andet end Løkke, når det gælder udlændingepolitik, EU og skat.

2) Socialdemokraterne er også dumme, fordi de har bundet sig til “den yderste venstrefløj” for at klynge sig til magten.

3) Den nye skillelinje i dansk politik går mellem dem, der er omstillingsparate og dem, der vil bevare status quo.

4) Hvis man er omstillingsparat, går man ind for “reformer” af den type, Venstre har været kendt for: altså udhuling og privatisering af velfærden.

5) Der skal føres en mere erhvervsvenlig politik.

6) Vi skal have en stor sundhedsreform, men den må ikke koste noget.

7) Når vores økonomi har det så godt nu, som tilfældet er, skyldes det først og fremmest Lars Løkkes bedrifter som statsminister.

8) Løkke vil ikke støtte Mette Frederiksen som statsminister.

Og så er det, jeg tænker:

Lyder alt det ikke præcis som en Venstremand, der gerne vil være statsminister i fred uden at være afhængig af nogen støttepartier? En Venstremand der tillige forestiller sig, at andre vil stå i kø for at støtte en sådan konstruktion uden at kræve noget til gengæld?

Løkke strør samtidig nogle buzz-ord ud over sit indlæg om nødvendigheden af at føre en grøn politik og at lægge en plan for Danmarks indtjeningsmuligheder i en verden under forandring, men er nogen uenige i det? – Jeg kan ikke på stående fod komme i tanker om et eneste parti, som vil afvise disse tanker, så hvor er det nye i Løkkes ord?

Der er i hvert fald intet i Løkkes indlæg, som han ikke ligeså godt kunne have skrevet som Venstre-mand, hvis ikke han velvilligt i mange år havde ladet sig knægte af blandt andet en flok rabiate højre-ekstremister.

Man siger, at politik er det muliges kunst. Man siger også, at en dygtig politiker er kendetegnet ved at kunne opnå resultater i brydningsfeltet mellem egne og andres holdninger. Og så er der dem, der siger, at Løkke er en dygtig politiker. Men er han?

Lars Løkkes handlinger, gerninger og udmeldinger over de sidste par år vidner snarere om en mand, der føler sig misforstået, og som i stigende grad har været irriteret over nødvendigheden af at lytte til andre i og udenfor sit eget parti. Og nu beder han om samling om sin egen dagsorden, samtidig med at han ikke anerkender andres.

Løkkes BT-blog er tilstrækkelig fluffy til, at den ikke støder ret mange, men samtidig så ukonkret og præget af frustration, at læserne må spørge sig selv, om dette virkelig er resultatet af næsten halvandet år på sidelinjen samt en måned i en lille båd, der gyngede på Atlanten?

Det meste af Lars Løkkes tid som politiker har for ham handlet om at klynge sig til magten og alle dens mange goder for enhver pris. Hans primære middel til at nå det mål har været at føre en blokpolitik, som fx har udelukket al anstændighed i den førte udlændingepolitik. Skal vi så nu tro på, at han fra den ene dag til den anden er blevet den store idealist og samlende figur for landet? Det er der efter denne signaturs bedste begreber ingen grund til, og da slet ikke så længe han viger udenom at undsige den hadets politik overfor “de fremmede”, som han og hans parti har stået bag sammen med DF. I stedet ser han i dag Dansk Folkepartis EU-fjendske politik som den store forhindring for et samarbejde – nazificeringen af vores integrationspolitik på hans vagt går han let henover.

Har Lars Løkke en fremtid i dansk politik? Jeg tillader mig at tvivle. Dertil har han brændt for mange broer uden at bygge nye. Jeg ser simpelthen ikke, hvordan hans projekt skulle kunne samle opbakning, alene af den grund at han tilsyneladende intet nyt har at byde på. Samtidig står hans høje ambitioner på egne vegne i vejen for, at han indgår i et eksisterende parti, selv om han givetvis kunne gøre god gavn hos De Konservative. Desværre for dem og for Løkke selv forbyder hans natur ham at spille andenviolin.

Havde du spurgt mig i VLAK-regeringens tid, hvordan jeg ville forholde mig til en tænkt situation, hvor Lars Løkke pludselig stod udenfor al indflydelse, ville jeg have haft svært ved at udelukke tanken om en vis skadefryd. Sådan føler jeg ikke i dag. Dertil er Lars Løkke en alt for ynkelig figur. Han fløj så højt og endda på første klasse. Nu kæmper han en forgæves kamp for sit eftermæle. Kære Lars, find dig et fadøls-depot at bestyre. Det vil give dig fred i sjælen og den glemsel, som vil være dit bedste sortie. Din tid er forbi. Tak for kampen.