Af Peer Aagaard

….Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Ekstrabladets chefredaktør, at han i julefredens navn beordrede Nazionen lukket i helligdagene, thi i et sjældent anfald af selvindsigt forstod han, hvilken ondsindet forsamling af nedrige, anonyme typer, han til dagligt leflede for.

Og landet undrede sig såre over hans ord. Hvorfor ikke være god hele året? spurgte de, men svar fik de ikke, for til hverdag sætter redaktøren ussel mammon over godhed og idealisme, og han ved godt selv, hvor dobbeltmoralsk han er.

Og i Bruxelles og London indfandt sig en ganske særlig julefred, som glædede folk og fæ og erhvervsrepræsentanter og politikere på det ganske kontinent. Men de besindige undrede sig såre. Flere år var der brugt på at nå frem til en aftale, som stillede alle lidt ringere, og dog jubledes der. “Hwa fa’n sku al den ballade te for?” spurgte europæere på utallige sprog, og briter kløede sig i nakken og undrede sig over, hvor frihedsfølelsen blev af, mens de sad coronaforskanset i deres små hjem.

Men i det fjerne Fiskerland var der stor opstandelse, thi her indtraf et sandt julemirakel. Næppe var nyhederne fra London og Bruxelles nået ud gennem medierne, før der gik kuller i alle fiskerne, der som ved et trylleslag forvandlede sig til minkavlere! “Vi vil også have millioner og milliarder” råbte de som med en mund, thi hvilken dag er bedre end Juleaften til at stille sig som op som en flok krævende egoister, der griber chancen til at rage til sig?

Og i Vatikanet tittede Paven frem på sin balkon og formanede sine undersåtter om at tænke mere på de fattige, velvidende at hans kirke har akkumuleret milliarder i guld og anden rigdom, som den ikke kunne drømme om at dele ud af.

Samtidig skete et sandt mirakel på Kristeligt Dagblad. Den mest læste artikel juleaften blev en et år gammel, gribende kronik udformet som en kærlighedserklæring fra en kvindelig kordegn og kirkesanger til hendes kvindelige livsledsager. Og ingen modbydelige homofober hævede deres fordømmende røst i den anledning, for avisen havde lukket for kommentarer.

Og i Berlingske annoncerede Søren Espersen, at han i år har et juleforsæt, som må være uhyre let at leve op til: Han vil være en rarere og venligere mand, hvilket ikke bør være noget problem, når man tager hans udgangspunkt i betragtning.

Og således blev det atter jul i Dannevang. Med Disney-show og de endeløse flow-tv-genudsendelser af gamle og ældgamle romantiske film, som slår fast med syvtommersøm, at kærlighed er et fænomen, der er forbeholdt heteroseksuelle og folk i kernefamilier – en tid, hvor alle tanker om mangfoldighed forekommer suspenderet, mens vi tvangsforvises tilbage til en fortid, ingen af os i virkeligheden ønsker tilbage.

I Norge har de en tv-kanal, der juleaften lydløst transmitterer syv timer live fra langtidsstegningen af en flæskesteg i en ovn. Dette er vore dages svar på Andy Warhols debutfilm Sleep fra 1963, som viste en mand, der sov i seks timer. Tag den, Andy! I dag har vi styr på vores værdier og især i julen. Er din julefrokost-leverpostej for resten færdigkøbt, eller laver du den fra bunden?