KONSERVATIV DEROUTE

Af Peer Aagaard

De er fascister; de har de facto sat retsstaten ud af kraft; de har monopoliseret medierne, og så er de for resten bekendende racister, som tillige netop har fået indskrevet i deres lands grundlov, at LGBTQ-personer er mindreværdige.

Man skulle tro, at det kun krævede et sekunds betænkningstid, før en samling demokratiske borgerlige partier havde ekskluderet sådan et modbydeligt slæng fra deres fællesskab, men tænk igen:

Den konservative gruppe i EU-parlamentet har atter udskudt beslutningen om at smide Ungarns Fidesz parti ud af deres midte. I stedet nøjes de med betydeligt mildere sanktioner og lader beslutningen om en eksklusion vente til “sundhedssituationen bedrer sig”.

Mit spørgsmål til det danske konservative parlamentsmedlem og hendes partiformand herhjemme, Søren Pape, er enkelt:

Hvad fcking h* tænker I på? Er der slet ingen grænse for, hvor dybt I vil synke, og hvor langt I vil gå med ud ad fascismens farefulde sti? Har I mistet evnen til at slå hårdt i bordet og stå op for demokratiske værdier, fordi I er totalt udmattede af altid at snakke om skattelettelser, eller er det det sædvanlige borgerlige ræsonnement med, at det jo kun er nogle bøsser, lebber og transer, det går ud over, som har gjort jer blinde?

Det er muligt, at den danske presse er for inkompetent til at grille jer over en sagte ild og samle landet i et ramaskrig over, hvem I hænger ud med nede i Strassbourg, men det bør ikke forhindre os andre I at gøre det:

Den, der tier samtykker, og I accepterer nu stiltiende en opførsel fra jeres gruppe-fæller i EU-parlamentet, som burde have fået jer til at ringe med alarmklokkerne, tænde sirenerne og give disse lede ekstremist-svin et los bagi ud af jeres fællesskab.

Denne signatur er ikke bare skuffet og vred. Jeg er fuld af foragt. Fy for fanden!

%d bloggers like this: