Af Peer Aagaard

Boris Johnson’s nationalistiske Storbritannien er ved at klargøre armerede krigsskibe, som skal beskytte landets fiskere mod deres onde kolleger fra EU-lande, herunder Danmark, i tilfælde af et såkaldt hårdt Brexit.

Samtidig indfører Storbritannien fra årsskiftet nye immigrationsregler, der meget ligner dem, vi selv har indført i forhold til såkaldt ikke-vestlige lande. Konkret betyder det blandt andet, at man fremover kun kan flytte til Storbritannien, hvis man er sikret et højtlønnet job på specialist-niveau. Det er altså slut med, at unge danskere kan bo i Storbritannien i en periode som fx au pairs eller i lavtlønnede jobs, hvis de bare søger noget kulturel inspiration, sådan som jeg selv gjorde det helt tilbage i halvfjerdserne.

For mig virker Brexit som et uforståeligt brud på et langvarigt kæresteforhold. Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, vil han dig ikke mere, fordi han har brug for at “finde sig selv”. Det gør ondt, og man leder forgæves efter en rationel forklaring.

For at føje spot til skade opdagede jeg for nylig, at mit store ex-idol, John Cleese, er dybt homo- og (især) transfobisk, så nu kan jeg ikke længere se Fawlty Towers uden konstant at tænke på, hvor småtskåret et menneskesyn, der gemmer sig i den store komiker.

Oh, well. Livets viser drejer sig; man mødes og skilles, som Liva Weel sang. En gang var jeg så naiv at tro, at menneskeheden lærte af fordums fejltagelser. I dag ved jeg bedre: Der vil altid være nogen, der sætter fjendskaber over venskaber, og som bilder sig ind, at de er bedre end andre, så Rule, Britannia! Britannia, rule the waves! Sejl bare jeres egen sø, nationalister og landsbytosser. Måske ses vi en dag, når I er blevet klogere.