Af Arne Herløv Petersen
Der er lys forude. Vi kommer ud af corona-mørket. Og der er grund til at sige tak til pandemiens sande helte fra sundhedsforsorg og videnskab.
Menneskeheden har vist, hvad vi kan gøre, når vi står sammen, deler det, vi finder frem til, og bygger videre på hinandens resultater. Det har været smukt at se, hvordan rapporterne blev publiceret i tidsskrifter, der gav fuld offentlig adgang til alle corona-artikler og -nyheder – uden restriktioner eller betalingsmure.
Det er imponerende, hvad vi kan gøre, når vi arbejder målrettet og bevidst.
Det kan være en ledetråd og en inspiration, når vi skal løse de problemer, der truer os på livet – problemerne med miljø og klima, problemet med den voksende ulighed. Når vi kunne nå frem til en corona-vaccine på mindre end et år, kan vi også skabe ligeret og retfærdighed og gennemføre en grøn omstilling.
Jeg får lyst til at trække et gammelt ord frem og give det delvis nyt indhold. Samhu. Ligesom ildhu er nødvendig, er det nødvendigt med en begejstret og dybtgående fællesskabsfølelse. Med samhu.