EN RETSSAG OM ET MORD, DER IKKE MÅ VÆRE RACISTISK

Af Carsten Jensen

I morgen starter retssagen på Bornholm imod de to brødre, der står anklaget for at have dræbt den 28-årige afro-dansker og ingeniør Philip Mbuji Johansen. Ofret blev påført 39 læsioner, knivstik, slag med rafter og brandsår. Hans strubehoved havde tydelige mærker efter et knæ, i en åbenlys kopi af amerikansk politis drab på George Floyd, det drab, der anført af Black Lives Matter førte til millionstore protester over hele USA.

Det lokale politi og anklagemyndigheden slog med det samme fast, at der ikke var noget racistisk motiv til mordet. Det var ingen hadforbrydelse, fordi voldsmænd og offer havde et langt venskab bag sig.

Da en protestbølge rejste sig på de sociale medier, dannede aviser, radio og TV vognborg om politi og anklagemyndighed. Protesterne var ikke andet end pøbelvælde og folkedomstol. Weekendavisen skrev, at Bwalya Sørensen ikke var værdig til at være talskvinde for Black Lives Matter, og man forstår, at Black Lives Matter, hver gang nogen fra organisationen åbner munden, først bør konsultere Weekendavisen.

Det var den samme avis, der også afviste sloganet Black Lives Matter til fordel for den amerikanske højrefløjs demagogiske yndlingsslogan All Lives Matter. Ja, alle liv tæller selvfølgelig, og sorte liv tæller ikke mere end andre, og det er heller ikke det, Black Lives Matter siger. Sloganet kan oversættes til “Sorte liv tæller også”, fordi det kun er tragisk tydeligt, at når et skydegalt, racistisk politi farer frem i Amerikas gader, så tæller sorte liv ikke lige så meget som andre liv.

Sidst i august blev nogle af os, der havde protesteret, indkaldt til medierne. Der forelå “nyt” i sagen, hed det fx i invitationen til P1s Debat. Det viste sig, at det nye ikke, som man skulle tro, var nye oplysninger, men nye rygter. Philip skulle ifølge hans drabsmænd have voldtaget deres mor. Hun har aldrig anmeldt voldtægten til politiet. Anklagen kan hverken bevises eller det modsatte. Det betyder, at den for altid vil klæbe til Philips navn. Nævn mordet på ham, og folk vil trække på skulderen. “Nå, var det ikke ham voldtægtsmanden?” Den næste sætning vil ikke blive udtalt, men den ligger i luften: “Bad han ikke selv om det?”

Se på den amerikanske lynchnings historie. I det 20. århundrede blev 3600 afro-amerikanere lynchet i USA. Hver fjerde af dem blev anklaget for seksuelle overgreb på hvide kvinder. Sådan er racisme, ikke kun en pseudovidenskabelig teori om den hvide races overlegenhed over racer af afvigende kulører, men en knæ-sættelse af hvide mænds selvfølgelige ejendomsret, til “deres” kvinder, til andres liv og arbejdskraft, til kloden selv, som de kan udplyndre efter forgodtbefindende.

Der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved det begreb om venskab, anklagemyndigheden benytter sig af. Hvad er det for et venskab, der på en nat kan slå over i bestialsk tortur med døden til følge? Vidner det ikke om en skæv relation, hvor venskabets ene part i forvejen knap nok tilkendes menneskelighed? Hvis Philip var hvid, ville han så også været blevet tortureret ihjel på grund af et løst rygte?

Neger-Philip var den tiltale, Philip måtte leve med i sine år på Bornholm. Den ene af drabsmændene havde tatoveringer med hagekors og slagordet White Power. Han var fan af den racismedømte Rasmus Paludan, og flere har hørt ham beskrive mennesker af anden hudfarve som “dyr”. Tegner det ikke billedet af en racist? Er 2 plus 2 ikke 4? Nej, siger borgerlige medier som Berlingske Tidende. Hvis du hævder, at 2 plus 2 er 4, så er du konspirationsteoretiker.

Chefanklager Bente Pedersen Lund siger tøvende, at der muligvis godt kan være tale om en hadforbrydelse. Det kan blot ikke bevises, og derfor skal juryen heller ikke have chance for at tage stilling. Men hvorfor må juryen ikke høre disse vidnesbyrd? Hvorfor må muligheden for en hadforbrydelse ikke indgå i deres overvejelser?

Er det måske sådan, at drabsmændenes bekendtskabskreds står sammen om at dække over brødrenes racisme, mens Philips familie og nærmeste venner tier af angst for følgerne, hvis de siger sandheden? I så fald er der mange medskyldige, skønt de to drabsmænd er de sidste i verden, der fortjener solidaritet. Philip derimod fortjener solidaritet. For ham personligt kommer solidariteten ganske vist for sent. Men vi må vise den for de fremtidige ofres skyld. Og tro mig, de vil være der, hvis vi ikke siger fra og protesterer.

Denne retssags egentlige formål er at frikende Danmark for racisme. Racisme er blevet det store tabu-ord i det selvretfærdige Danmark, den anklage, vi hverken tåler eller magter. Nej, der var aldrig slaver inden for vores nuværende grænser. Men der var slaver på vores jord og vores skibsdæk, og vi har aldrig taget andet end et halvhjertet opgør med vores fortid som slaveejere og slavehandlere.

Det er også derfor, vi i dag kan føre racismen videre i vores syn på det, vi med så skræmmende distance kalder de fremmede. Vi har brug for at vælte statuer, mest dem, vi har inden i vores hoveder, og som ikke er andet end hykleriske hyldester til vores indædte selvgodhed som evigt uskyldige danskere.

Foto: B-Joe Johansen