Af Lars Werge

Midt i august fik jeg en henvendelse, der førte til en række samtaler og møder, og til endnu flere overvejelser. Det var Socialdemokratiet i Brønshøj-Husum og Vanløse, der kontaktede mig, fordi de var på udkig efter en egnet kandidat til Folketinget.
Og for at tage den fra toppen: Jeg går nu efter at blive opstillet som kandidat til Folketinget for Socialdemokratiet i København. Jeg skal i kampvalg med en anden kandidat, men i dag springer jeg ud som socialdemokratisk kandidat.
I de kommende uger skal jeg deltage i nogle møder, hvor jeg og den anden kandidat i kredsen skal fremlægge nogle af vores visioner og mærkesager for de medlemmer, der har tid og lyst til at lytte, og i januar måned vil der så være en urafstemning blandt de knap 400 socialdemokrater i de to kredse, som tilsammen stiller med én kandidat.
Når man som jeg er midt i 50’erne og netop har skiftet bane, hvad jeg gjorde ved at blive direktør for Danske Biografer, så er der naturligvis både overvejelser og hensyn, der skal tages.
Det var ikke vanskeligt at gøre op, om det var det rigtige parti. Jeg har været medlem af Socialdemokratiet i mange år, og det kunne ikke være andre – hvis det skulle være.
Og selv om jeg opfatter mig selv som politisk interesseret, og selv om jeg har været fagforeningsmand – tillidsmand, hovedbestyrelsesmedlem, forbundsformand, a-kasse-formand – næsten halvdelen af de godt 30 år, hvor jeg har været på arbejdsmarkedet, så har jeg ikke aktivt efterspurgt at forsøge at blive medlem af Folketinget.
Jeg er heller aldrig blevet spurgt før. Jeg er ikke blevet opfordret til at søge valg heller til byråd/kommunalbestyrelse eller til regionsrådet – men jeg havde dog det mod, at jeg for nylig (og med succes) stillede op til menighedsrådet i Vangede Kirke.
Nu gælder det så Folketinget.
Det fylder mig med ydmyghed overhovedet at se mig selv i dét perspektiv. De mange gange, jeg har været på Christiansborg i forskellige ærinder gennem årene, har jeg altid følt en stor taknemmelighed overfor de mennesker, der gennem årene, årtierne og både forrige og dette århundrede har ydet deres til gavn for demokratiet og dermed det samfund, vi kender i dag.
Men jeg synes omvendt også, at det vil give god mening for mig at søge valg til Folketinget.
Jeg kommer, i tilfælde af, at jeg opnår valg, derind med en noget anden baggrund både uddannelsesmæssigt og erfaringsmæssigt end de fleste, og det tror jeg kan blive en styrke.
Dernæst har jeg et netværk både på Christiansborg og i de talrige organisationer uden for Folketinget, som jeg kan bringe i spil til at søge indflydelse og vinde forståelse i dialogen om at videreudvikle det her samfund, vi kalder Danmark.
Mine mærkesager er netop præget af min baggrund: Arbejdsmarkedet, med alt hvad dertil hører af dagpenge, arbejdsmarkedspension, erhvervsuddannelse, sociale klausuler og det stigende antal prekære ansættelser vil jeg betegne som en del af min rygmarv.
Og når man som jeg gennem et halvlangt liv har stiftet bekendtskab med velfærdssamfundets mange forskellige institutioner – ældreplejen, børnehaverne, psykiatrien og sygehusene, for nu at tage et meget bredt udsnit – så kan man ikke lade være med at have et stort, bankende hjerte for velfærdspolitikken.
På falderebet er der grund til at holde fast i, at jeg søger valg i Københavns storkreds.
Jeg er enig med Socialdemokratiets nye spidskandidat til overborgmesterposten, Sophie Hæstorp Andersen, i, at Folketinget på visse stræk har svigtet København.
Det gælder blandt andet i forhold til at søge løsninger på de trafikale udfordringer for de mange hundrede tusinde københavnere, der hver dag blandt andet bruger offentlig transport, deres cykel eller deres bil på at komme på arbejde, klare ærinder og i det hele taget passe det liv, der er dem givet.
Her synes jeg, at hovedstaden trænger til et fokus, der går ud over at friholde brokvartererne for motoriseret trafik – langt hovedparten af borgerne i København bor i bydele, der ligger et godt stykke fra Rådhuspladsen, og dem ser jeg mig i høj grad som repræsentant for.
Jeg springer ud som kandidat til Folketinget med ønsket om, at København og hovedstaden får en stærk, socialdemokratisk stemme og repræsentant, når der har været valg til Folketinget næste gang.