Af Peter Andreas

Det her, igås, det ligner to helt almindelige spegepølser, men det er det ikke. Det, der ligger på det skærebræt, er intet mindre end meningen med det hele.

Det er to hjortespegepølser. Kødet er fra et dyr, der indtil for nylig rendte rundt her omkring og helt naturligt gjorde sine hjorteting. Sandsynligvis har vi endda hilst på hinanden et par gange i de sidste tre år. Så mødte den sin banekvinde i form af Majken, der er Danmarks første og indtil videre eneste uddannede og fastansatte kvindelige skytte, og som passer jagten her i området.

Hun har selv møjsommeligt renset og klargjort kødet, så der vil ikke være én eneste irriterende senetrevl, der sætter sig mellem tænderne, for det talte Majken og jeg nemlig om i foråret, at vi begge to hader ved vildtspegepølser. Der er tilsat lidt salt, peber, enebær og timian. That’s it. Efter de er sat på tarm, er de blevet behørigt røget i Bjerrebyslagterens røgeovn. Nu skal de ned i kælderen her hos os og tørre færdigt i en måneds tid.

Det er bare lidt af det, man får ud af at rykke teltpælene op fra brokvartererne. I øvrigt kan nævnes:

• Faste omkostninger, der er på omkring en tredjedel af, hvad jeg havde for fem år siden. Det giver mig mulighed for at være lidt mere kræsen med, hvad jeg bruger min tid på – og det er mig, der bestemmer over mit liv, ikke banken eller kreditforeningen. Jeg kan f.eks. vælge at hjælpe en æbleavler med at komme ovenpå igen efter en katastrofal haglbyge, stille min viden og tid til rådighed for politikere, der har integriteten på plads eller bruge tre måneder på at lave et radioprogram for det, der svarer til en måneds hyre.
• Tid til at være en del af en familie, en vennekreds og et lokalsamfund.
• Horisontudvidelse i forhold til en del af vores land, som jeg har haft mange meninger om, men ikke særlig stor indsigt i.
• Daglig omgang med mennesker, der er så uendeligt meget dygtigere og klogere, end jeg selv er på nogle fagområder, jeg ikke engang anede hvor vigtige er for vores samfund.
• Mulighed for at lære at dyrke og høste almindelige livsfornødenheder fra skov, mark og hav. Og have tid til at gøre det!

Så med et citat fra en af de mange nye gode, kloge og sjove mennesker, jeg har lært at kende; bonde og højskolemand Rasmus Feldingbjerg Drabe : “Det giver mening!”