MENS VI VENTER

Af Carsten Jensen

Vi venter stadig. Joe Biden fører med tre millioner stemmer. Det gjorde Hilary Clinton også i 2016. Det hjalp hende ikke.

Det er ikke kandidaten med den største folkelige opbakning, der vinder i amerikanske præsidentvalg. Det er det såkaldte valgmandskollegium, der vinder, et bizart, antikveret system, oprettet i en anden tidsalder, der er endt med at prioritere stemmerne fra folkefattige landbrugsstater i Midtvesten, hvor der lige nu heppes på den sureste, mest sammenbidte kandidat, der ikke vil så forfærdeligt meget med verden, men til gengæld så forfærdeligt meget med sig selv.

Den kolde krig, der stod mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen, forsvandt fra det politiske verdenskort, da Sovjetunionen brød sammen. Nu er den kolde krig rykket midt ind i Amerikas hjerte. Da Donald Trump på valgnatten forlanger, at stemmeoptællingen skal stoppe, fordi den kan ende med et flertal imod ham, erklærer han det amerikanske demokrati for dødt.

Præsidentvalget i 2020 har været en folkeafstemning om demokratiet, og de 68 millioner vælgere, der har stemt på Trump, viser, at de vil skide demokratiet en lang march. I 2016 købte de katten i sækken, da de stemte på Trump. Mange sagde, at de med deres stemme blot ville lave lidt rav i den i protest mod et politisk system, der var blevet åbenlyst dysfunktionelt. Nu har katten været ude af sækken i fire år, og det viste sig ikke at være en kat, men et stinkdyr.

68 millioner amerikanere har det fint med lugten af kriminalitet, korruption, grov racisme, kvindeforagt, skattesnyd og lovovertrædelser af enhver art. Der er ikke én betydningsfuld republikansk politiker, bortset fra Mitt Romney, der har turdet rejse sig imod Trump. Også det republikanske parti er tabt for demokratiet.

Demokratiske principper, ja, selv gammeldags konservative værdier, betyder ingenting på den amerikanske højrefløj. Magt betyder alt. Så længe Trump leverer, når det kommer til lavere skatter og nedbrydning af de statslige institutioner, er han god nok. Man talte engang om en neokonservativ bølge, der gik gennem amerikanske politik. Nu er neokonservatismen afløst af neo-nihilismen, og Donald Trump er dens talsmand.

Selvfølgelig er der veluddannede Trump-sympatisører, også blandt borgerlige i Danmark, som ikke bryder sig om hans vulgære retorik. De lytter ikke til det, han siger, men hylder til gengæld det, han gør. Når de mærker Trumps dårlige ånde, holder de sig for næsen. Til gengæld stikker de gerne deres næse op i hans svedige armhuler.

På den samme dag Donald Trump forsøger at stoppe stemmeoptællingen, træder USA ud af Paris-aftalen, der vedtaget i 2015 forpligter verdens nationer til et nedsat CO2-udslip i et forsøg på at bremse klimaforandringerne. Sammenfaldet er kun alt for symbolsk. Vinder Joe Biden, vil han straks melde USA ind i klima-aftalen igen. Det giver et lille håb.

Det ser ud til, at republikanerne igen vinder senatet, mens demokraterne erobrer kongressen. Bliver Joe Biden præsident, vil senatets republikanske flertal sabotere al lovgivning. Vinder Donald Trump, vil demokraterne forsøge det samme. Det er, hvad der er tilbage i amerikansk politik: Den gensidige sabotage.

Vinder Joe Biden, hvad jeg inderligt håber, betyder det ikke en sejr for demokratiet. Det betyder blot en pause i en fortsat kamp på liv og død. Det amerikanske demokrati sidder på dødsgangen, og der skal meget mere til for at redde det end en mand i pensionsalderen, der drømmer om en tilbagevenden til en tabt normalitet. Pænhed er ikke nok.

I de senere år har USA oplevet en opblomstring af sociale bevægelser på græsrodsniveau. Men hvordan bliver deres ideer omsat til politik og lovgivning, så verdens eneste tilbageværende supermagt omsider kan opleve den livsnødvendige fornyelse?