Af Asger Schnack på Facebook

Sådan set har jeg vidst det altid, jeg har bare ikke vidst det. Men nu ved jeg det: Agnes Martins ”Det uforstyrrede sind” er en af mine yndlingsbøger. Den siger sådan set bare det, jeg altid har sagt. Men ikke har sagt. Det er sjældent, man møder sådan en bog. Det medfører oplysning og et pludseligt hvidt lys. Tilstanden kaldes ’lys i lys’. Takket være et opslag af Jesper Christiansen, Facebook-ven de luxe, for meget længe siden, blev min interesse for Agnes Martin antændt, og jeg fandt hurtigt ud af, at Forlaget Virkelig havde udgivet en bog af Agnes Martin, som imidlertid var udsolgt. Pludselig opdager jeg, at den er udkommet i en ny udgave med samme titel, og at den nu simpelt hen kan købes! Det gjorde jeg så, og dagen var dagen, for nu at blive i det sprog. Jeg elsker, når malere skriver om deres kunst, deres tanker, fordi malere tænker taktilt og ofte renfærdigt som her. Det kan overføres på livet, nærmest 1:1. Jeg opfatter Agnes Martin som zenbuddhist, ligegyldigt hvad hun måtte sige om det. Hun taler ikke blot til mit jeg nu, men også før, lang tid før jeg havde nogen anelse om, hvem Agnes Martin var. Hun er min ungdoms stemme, det lyder godt nok sært, men det er sandt. Hun er god at få samlet op, så at sige, i skrift. Uforstyrret. Det kan man gøre. (Agnes Martin: ”Det uforstyrrede sind”, gendigtet af Stinne Storm efter ”Writings/Schriften” 1960-1989. Forlaget Virkelig, 2016) (Omslaget er svært at gengive, da teksten er præget i den hvide karton. Form: rue Jean Nicot).

Køb bogen her.