Gregor von Rezzoris erindringsværk Blomster i sneen, der nu for første gang er oversat til dansk, er en skildring af forfatterens deklasserede adelsfamilie og forfatterens barndom i ruinerne efter første verdenskrig i det opløste østrig-ungarske kejserrige; på én og samme tid en roman i fem noveller og forfatterens fotoalbum.

MIN SØSTER

Nogle ark med børnemalerier: store blomster i forunderligt mørke farver, der svæver uden stængler over jorden, sådan som blinde sikkert forestiller sig dem; og en ugle med læsebriller foran de runde øjne – en vittig tegning fra hendes studentertid; og en fint ciseleret, meget spids stilet. Alt dette i en ramme af flettet mistelten i jugendstil og som ekslibris forsynet med et navnetræk. Navnet lyder nyromantisk, som stammede det fra en riddernovelle fra århundredskiftet: Ilse.

Hun har nu, mens jeg skriver dette, været død i seksoghalvtreds år, og ikke en eneste dag er gået, hvor jeg ikke har kunnet mærke hendes nærvær – ikke på en abstrakt måde, som når man sender nogen en kærlig tanke, men som et næsten fysisk nærvær, som jeg ofte slet ikke bryder mig om. Hvad jeg end gør, hvad der end sker mig, står hun uafbrudt foran mig, ved siden af mig, bag mig og betragter mig; eller jeg kalder på hende, for at hun skal se mig. I seksoghalvtreds år – et helt menneskeliv – har jeg ikke haft et eneste ulykkeligt eller lykkeligt øjeblik, ikke oplevet, at noget lykkedes eller slog fejl, ikke været ude for noget betydningsfuldt eller blot halvvejs bemærkelsesværdigt, som hun ikke har taget kritisk stilling til. Hun er stum, men hun er til stede. Mit liv er én lang ordløs samtale med hende: Det berører hende ikke; jeg fremsiger monologer for hende. I den lange række af billeder, som jeg oplever mit liv igennem, er hun til stede som vandmærket i et stykke akvarelpapir: med det ansigt, hun havde som tyveårig, med sine lyse øjne rettet mod mig, hun gennemskuer og morer sig over mig med det ene øjenbryn skeptisk løftet, og med de fyldige læber, hun har arvet fra vores far, formet til et ironisk smil. Det årvågne udtryk ændrer sig ikke; det er der altid.

Jeg ved ikke, hvor i mit indre jeg skulle lede efter den afgørende traumatiske oplevelse, som denne besættelse må stamme fra, eller hvordan jeg skulle kunne finde den. Ville psykoanalysen kunne hjælpe mig? Jeg tror ikke rigtig på den. I Wien, sidst i trediverne, da jeg stadig kunne have henvendt mig personligt til professor, dr. Sigmund Freud, læste jeg hans »Ulvemanden« og brød mig ikke om den. Jeg kunne ikke forestille mig, at et menneske, der kom fra en familie, som myldrede med selvmordere, og som var enkemand, nu hvor hans hustru også havde begået selvmord, en millionær, som den russiske revolution havde forvandlet til en ludfattig landflygtig, som pintes af en hysterisk og svagelig mor, der nægtede at dø, og som hjemsøgtes af et rosenflor af neuroser.

Jeg kunne slet ikke forestille mig, siger jeg, at en sådan ulykkesfugls forstyrrelser kun skulle skyldes, at han som lille barn havde været ufrivilligt vidne til sine forældres coitus a tergo. Selv i dag har jeg svært ved at fralægge mig den skepsis, jeg nærer mod den slags videnskabelige opdagelser, især hvis man forsøger at bilde mig ind, at de skulle være det første skridt på vejen mod helbredelsen. (Hvad det i øvrigt ikke var i »Ulvemandens« tilfælde.)

Alligevel er jeg trods alt så tilpas tro mod tidsånden, at jeg også har forsket lidt på det felt – men sikkert meget utilstrækkeligt, for jeg har gjort det på min egen, ikke særligt subtile måde. Jeg har kæmmet vores fælles barndom og ungdomsårene, hvor vi var adskilt, til hun døde som toogtyveårig – jeg var atten dengang – med tættekam og ville, hvis jeg lå på en voksdugssofa, kunne sige vores forældre tak for, selvom de ikke var millionærer (og heller ikke russere), at have placeret vores børneværelse så langt væk fra skuepladsen for deres sikkert under alle omstændigheder ret sjældne kønslige omgang, så vi slap for den slags tidlige oplevelser. Men selv hvis det ikke havde været tilfældet, ville jeg sikkert blot have iagttaget det med den samme opmærksomme interesse, som da jeg hånd i hånd med Kassandra iagttog hunde, katte, kaniner og alle mulige andre dyrs aktiviteter, uden at synet efterlod noget livslangt chok. Jeg bliver imidlertid nødt til at tilføje, at de ikkeseksuelle spændinger mellem vores forældre og den måde, de uden at genere sig fik afløb for dem foran os børn, satte sig så fast i vores sind, at der også groede et rosenflor af neuroser frem i os. Mit forsøg på at blive færdig med det hele uden hjælp fra sagkundskaben, men ved at snuse rundt på egen hånd i min underbevidstheds affaldsdynger, har beriget min tilværelse umådeligt. Hvad min søster angår, er det ikke umuligt, at noget af alt dette bidrog til hendes tidlige død.

At der var noget særligt over hende, gentog man så eftertrykkeligt over for mig, at der ikke var plads til den mindste tvivl. Jeg tænker ikke på den fortryllende legende om en ung død, som min mor skabte om hende. Allerede mens hun levede, talte man om det, ingen bestred det, ligesom ingen kunne sige, hvori det bestod. Ingen kunne forklare præcis, hvad der udmærkede hende; man kunne ikke bare pege på nogle usædvanlige egenskaber. Hun var kvik, havde vores fars lyse sind, kunne godt lide at le, var selv vittig, velopdragen, havde altid god smag, når hun elskede, afskyede, kommenterede eller klædte sig i noget. Det var alt – og så alligevel ikke. Hun blev forbavsende hurtigt voksen, uden at det virkede unaturligt. På hendes attenårs fødselsdag gav jeg, den fjortenårige, hende en usædvanlig pompøs gave: en brevmappe af grønt safian, hvis brevpapir var smykket med et prangende monogram. Hun skrev aldrig nogen breve på papiret, men mappen opbevarede hun med pietetsfølelse, og jeg har den stadig i dag. Efter hendes død opdagede jeg, at hun på nogle ark havde skrevet nogle dagbogsagtige optegnelser: lister over bøger, hun ville læse, regnskab over lommepenge, karakterskitser af mennesker fra sin bekendtskabskreds, og mærkeligt nok et kort essay om skinsyge. Jeg viste tyve år senere det hele til en ven, der vidste en smule om grafologi. Han undrede sig: »Utroligt, at denne håndskrift er en atten-, nitten- og tyveårigs. Den er et modent menneskes fuldkommen færdige skrift. Dette kunne være skrevet af en fyrreårig med rig livserfaring.«

Tilhængere af kiromanti (hvorfor ikke? når talen nu alligevel falder på okkulte videnskaber) vil sikkert finde det interessant, at hendes håndflader ikke havde andre linjer end hjerte- og livslinjen, og den sidste var ikke engang bemærkelsesværdigt kort. Om man deraf kan slutte, at hun var noget særligt, skal jeg ikke kunne sige. Men det særlige synes at have vakt alles opmærksomhed. En meget nøgtern, erfaren verdensdame, en tante til den unge mand, min søster havde tænkt sig at gifte sig med, sagde siden, at hun gang på gang var blevet forbløffet over hendes udstråling: »Hvor hun end viste sig – hun, en ung pige med udsøgt opførsel, køn, men ikke påfaldende smuk, altid yndefuld, altid velsoigneret, uden ved gud at være elegant, altid i meget nydelige sko og med hat, handsker og alt det øvrige tilbehør, ikke noget ekstravagant, alt virkede fuldkommen naturligt – rettede alle de tilstedeværende deres opmærksomhed mod hende, uden at hun selv gjorde det mindste for det; selv ældre mennesker som jeg blev straks tryllebundet af hende.«

Sådan husker jeg hende også – eller lad mig sige det sådan: Det er det billede af hende, jeg i seksoghalvtreds år har haft siddende som et transparent vandmærke i mine erindringers billedvæv. Jeg kan naturligvis også fremkalde mange andre billeder af hende, alt efter hvor jeg standser op i den strimmel film, jeg på må og få trækker frem og tilbage, og som viser de dele af min livshistorie, hvor hun endnu ikke er spøgelsesagtigt fikseret: for eksempel ved en dag i min tidlige barndom, det må have været, da vi var flygtninge i Østrig under første verdenskrig, jeg kan endnu ikke klatre over de krydsede stave i stakittet rundt om vores have, selvom det ikke er meget højere end ribsbuskene langs med det; bag stakittet står hun på en eng og plukker blomster, en langbenet syvårig pige, yndefuld og kejtet som et føl, i en kort, blomstret dirndl med et lille forklæde og en stor sløjfe i håret; hun ser, hvordan jeg uden held anstrenger mig for at nå over til hende i friheden på engen, og rækker skadefro tunge ad mig.
Et andet snapshot: Hun er ti eller elleve, jeg knap syv, vi står ved vinduet på vores børneværelse i Czernowitz. Jeg kan godt lide at kravle ind i nichen, det er det hjørne, mange drømmerier udgår fra, blikket søger ud over trækronerne i Volksgarten og den snorlige poppelallé, der fortaber sig i det blegblå fjerne bag den mørke stribe af skov og disede bjerge. Min søster har stillet sig op foran mig, ser gennem ruden ud på himlen og befaler: »Sol, drej dig, måne, stå stille!« Det, hun siger, er meningsløst, det ved jeg, og jeg ved også, at hun ikke er i stand til at befale over stjernerne, men så meget desto mere forarger hendes indbildskhed mig, jeg skælver af raseri, men kan ikke slå hende, for vores far står ved siden af og fryder sig over mit afmægtige raseri, det er en af den slags lege, han morer hende med på min bekostning. Ham kan jeg ikke hade, for han er min far. Hende må jeg ikke hade, for hun er min søster. Jeg er lænket.

Og igen: Jeg har det svært med knuder, kan ikke snøre mine sko. Hun stiller sig foran et spejl, trækker sløjfen i sit hår op, binder den legende let og fejlfrit på ny, sender mig et spotsk blik i spejlet og springer bort.

Frustrerende episoder, uden tvivl. Og oveni kom så den ydmygelse, at jeg i krigsårene og de første efterkrigsår, da der manglede børnetøj, måtte arve min søsters undertøj, heriblandt blondetrusser, hvis slids sad bagi i stedet for foran; og at jeg senere, da vores mor ville have, at vi skulle paradere i helt ens dragter, måtte finde mig i, at man iførte os de samme korte lyse paletots med små fløjlskraver og de samme gamacher, der skulle knappes helt op til over knæene, og at der oven på vores bubikopf-frisurer – mit hår blev også klippet som en piges, hvilket dengang ikke var almindeligt blandt drenge i Czernowitz – skulle placeres en forhadt rund Christopher Robin-hat, der blev holdt fast på krøllerne med et tyndt gummibånd, som gik ned under hagen. Umuligt at beskrive, hvor fortvivlet jeg var, mens jeg stædigt forsøgte at klappe hatteskyggen ned på den ene side af dette mønstereksempel på moderlig mangel på forståelse for en drengs psyke, så hatten kom til at ligne en safarihat eller Buffalo Bills cowboyhat; og hvordan det var hele tiden at mærke en guvernantefinger banke let på den, så den stive skygge klappede op igen. Og min søster ser det, og så meget desto mere glæder hun sig over denne udstaffering, der får hende, pigen, til at se drenget ud, mens jeg ligner en lille pige.
Og til sidst endnu en vignet: Vi står nøgne ude på badeværelset. Min søster får øje på den tingest, jeg har mellem benene, og skærer en grimasse af væmmelse.

Men vent nu lidt, mine herrer dybdepsykologer, der er også øjeblikke, hvor vi søskende forstår hinanden, og hvor vi er sammen i inderlig tosomhed. Nogle år før, stadig i Østrig, omkring 1917: Vi har været på besøg hos bekendte i en nabolandsby, kommer hjem og snakker henført om deres vidunderlige varme lokum. Man kan ikke rigtig hitte ud af, hvad vi taler om. Men vores værter virker misfornøjede, lader ikke høre fra sig i ugevis, sender heller ikke, som lovet, deres børn på genbesøg hos os. Man tager os i forhør, opdager vores helligbrøde: Vi har skidt i deres varmekasse. (En varmekasse var et terningformet, filtforet apparat, som man brugte under krigen til at holde maden varm i, så man kunne spare brændsel. Vi havde engang set en chaise percée i vores bedsteforældres hjem i Wien, der så ligesådan ud, og derfor ikke forstået, hvad møblet var beregnet til).

Og igen i Bukovina, efter 1919: Vi har været opsigtsvækkende længe væk, man leder efter os i hele huset, endelig dukker vi op et eller andet sted fra, vrøvler, ler uden grund, knæler så grædende foran ovnen på vores børneværelse og beder til Gud om, at den ikke må gå i stykker, så vi ikke fryser ihjel, når det bliver vinter. Man lægger os i seng, tager vores temperatur, vi har ikke feber, men falder straks i søvn og kommer først til os selv næste dag. Nu taler vi henrykt om en kostelig kompot, vi har fundet på vores fars arbejdsværelse og spist næsten helt op. Det var den romtopf, hvori han hvert år syltede det, der nu var modent – frugt og bær og unge grønne nødder.

Listen kan fortsættes. Det afgørende er, at jeg i alle disse episoder fra vores barndom, sågar dem, hvor jeg intet kan stille op mod hendes lyst til at spotte, opfatter min søster som noget lige så selvfølgeligt som mine arme eller ben eller andre dele af mig selv. Der er endnu intet, som skiller os. Hun spiller endnu ikke så perfidt på den overlegenhed, aldersforskellen mellem os giver hende, som hun lidt senere skulle gøre det. Af og til morer det hende at tage mig ved næsen; ikke uden grund beklager jeg mig over for Kassandra eller vores mor over hendes »frotzeln« og
»sekkieren« (to udtryk, der vist ikke længere bruges, ikke engang i Østrig). Men det er stadig inden for rammerne af det normale. Der er ikke meget mere ballade mellem os, end der plejer at være mellem søskende. Jeg leder forgæves efter episoder, der måske kunne minde om det forhold mellem en bror og en søster, som Krafft-Ebing beskriver: Patient Baron F. corporem superiorem partim nudavit et puellas trans pectus suum et collum et osradere inbit et poscit, ut transgredientes summa caleibus permerent. Intet af den slags. Hun pinte mig aldrig fysisk. Var hun nogensinde skinsyg på min lille penis, så fortrængte hun det sikkert uden besvær. I øvrigt antager jeg, at hun trods alt på en eller anden måde – og sikkert allerede før jeg kom til verden – har haft lejlighed til at se, hvad forskellen på drenge og piger bestod i, og ærgre sig over den. Jeg kan selv ikke med min bedste vilje huske, at hun om så blot en eneste gang skal have forsøgt at fjerne min tingest med en kniv eller en saks.

Et er sikkert: Jeg var ikke velkommen. Jeg må have været en torn i øjet på hende. Hun havde i fire år levet i vores fars kærligheds sollys og forholdsvis uantastet af vores mors følelsesudsving, i en pragtfuld og uforanderlig verden og med kejsertidens – ganske vist bedrageriske – selvsikkerhed. En dag dukkede jeg så op – og verdens stråleglans slukkedes: Faderen forsvandt ud af hendes liv, huset, der havde været hendes alene, haven, hvor hun havde hersket uindskrænket, hendes legetøj, hendes dyr, menneskene, der tog sig af hende, alt var i frygtelig fare, og hun måtte forlade det hele fra den ene dag til den anden, kaste sig ud i en dramatisk flugt og finde sig til rette i fremmede, snævre og indsnævrende omgivelser og mellem de elektriske gnister, der udgik fra vores panisk nervøse mor, som kun havde øje for mig, den nyfødte, som hun gav al sin omsorg, mens hun, søsteren, blev skubbet utålmodigt bort, hidsigt irettesat og straffet overdrevent hårdt … alt det måtte for hende hænge sammen med mig. Kort sagt: Hun gjorde mig ansvarlig for første verdenskrig og lod mig mærke det hele sit korte liv. Ofte dog på en så subtil måde, at min anklage kan virke absurd.
Hendes spindelvævsfine ondskabsfuldheder mærkede jeg først for alvor, da vi efter krigsafslutningen vendte tilbage til Bukovina. Forholdene kan have bidraget til udviklingen af en svagt hævngerrig karakter, om ikke af andre grunde, så fordi frihedsindskrænk- ningen gjorde kedsomheden særligt ondartet. Vi svævede så at sige mellem flere virkeligheder, og det lammede os på forskellige måder og udelukkede os fra verden. Hus og have lå i udkanten af byen uden rigtig at høre til det ene eller det andet. Man kaldte vel den slags zoner for »villakvarterer«, men haverne grænsede faktisk lige op til græsgange og kukuruzmarker. Dengang var byerne ikke som i dag omgivet af et trist bælte af rodede byggepladser, småfabrikker, garager, autoværksteder og opbevaringsskure; det frie land åbnede sig uden overgang efter de sidste huse. Men det var ikke et landskab, vi havde lov til at bevæge os frit omkring.

Vi var spærret inde i vores have som i et aflukke, vi var lige så afskåret fra byen som fra engene og markerne, der ikke tilhørte os, og som forekom vores mor farligt vilde. Vi var omgivet af dem som på en ø. Det eneste fastland var det, der fandtes inden for jernstængerne i vores havegærde. Udenfor lå det uvisse, hvor naturer med sans for det eventyrlige kunne trives, men ikke vi uerfarne.
Også i selskabelig henseende levede vi som på en ø. Vi opfattede os som medlemmer af en herskende klasse, der ikke længere herskede, men var afløst af en anden, som vi følte os hævet over, selvom den i virkeligheden behandlede os som andenrangsborgere, der tilhørte en tvivlsom etnisk minoritet. Konsekvensen blev, at vi indskrænkede vores kontakter med omverdenen til et mindstemål. Vi kunne mærke, at vi var udelukket, men vores isolation fik os til at føle os som noget særligt, ja, udsøgt. Myten om den rigdom, vi engang havde haft, men siden mistet, nagede os lige så meget, som den gjorde os hovmodige. Koste hvad det ville, skulle ingen få lov til at betragte os som deklasserede. Intet var altså helt entydigt. Intet var bare det, det var. Alt fremstod i et sløret lys. Vores eksistens havde i enhver henseende noget uvirkeligt over sig – og når denne uvirkelighed samtidig havde et strejf af noget meget poetisk, så var det takket være det forrykte i vores situation og takket være vores forældre – det vidste vi. For forrykte, det var de skam, hver på sin vis: De var hver især på deres personlige måde på tværs, og skulle nogen spørge, hvorfor og hvordan det var kommet dertil, var det simpelthen, fordi de levede i en verden, hvor alt var gået af led. Med deres besættelser – vores mors angstmartrede pligtfølelse og vores fars blindt rasende tilflugt til jagt – indstillede de sig hver især på at skulle leve under forhold, der hverken svarede til dem, de var opdraget til, deres livssyn, deres forventninger til livet eller deres indivi- duelle karakter. Her i Bukovina sås det tydeligere, end det ville have været tilfældet noget andet sted, at vi levede som vraggods fra den europæiske klassekamp, som var det egentlige omdrej- ningspunkt for de to store krige. Vi tilbragte vores barndom blandt mennesker, der var blevet forrykket fra deres oprindelige samfundsmæssige position, på en forrykt tid, der var fuld af alle slags uroligheder; og når uroligheder fører til lidelse og lidelsen til stum klage, så blomstrer poesien.
Blandt de teorier, jeg i tidens løb har udviklet om årsagerne til min søsters tidlige død, er der også en, der ser det gradvise tab, eller rettere: afkaldet på poesi – som en slags psykosomatisk årsag. Jeg taler ikke om det tab af barndommens poesi, enhver må lide, og heller ikke om det stadig mere profane livssyn, man får, efterhånden som man indser, at tiden taber kvalitet: med ens voksende indsigt i, hvor uoriginal og pøbelagtig nutidens verden er blevet (og taler man om det, kan man blive anklaget for at skabe myter og på nostalgisk vis idyllisere fortiden). Det er faktisk ikke let at beskrive, hvor ussel og lurvet livskvaliteten er i vores århundrede, ikke kun for de privilegerede, men på mange måder også for de engang ringere stillede. De ydre kendetegn er: naturens ødelæggelse, byernes kaos og hybride vækst, den måde, verden oversvømmes med ragelse på, den måde, mennesket har mistet orienteringen på – alt det er der skrevet rigeligt om; det fanger bare ikke det afgørende ved dette tab af substans. I 1919, da vi var vendt hjem til Bukovina efter vores tid som flygtninge i Italien og Østrig, blev vi skræmt af bolsjevismen, der stod lige foran vores dør. Det, der havde udspillet sig kun halvtredstres kilometer mod øst på den anden side af Dnestr-floden siden revolutionen i 1917, lød slemt nok, til at vi sagtens kunne forestille os, at virkeligheden ville undergå en forfærdelig forvandling. Skulle det nå frem til os, ville alt være forbi. Vi frygtede ikke kun at blive mishandlet, udplyndret og til sidst stillet op ad en mur; vi frygtede også, og næsten endnu mere, den grå tilværelse, vi ville få, hvis vi overlevede – i den kæmpemæssige fattiggård, som en så farve- og billedrig verden som zarens Rusland var forvandlet til, og som vores verden, der trods alt stadig var værd at leve i, uvægerligt også ville ende som. Var jeg dengang faldet i søvn for først at vågne i dag – som en ny Rip van Winkle – så ville jeg nok finde vores værste skrækforestillinger fra den tid barnligt uskyldige i sammenligning med nutiden, der er blevet langt mere grå, trist, angstfyldt og trøstesløs, end vi kunne forestille os det dengang. Og samtidig ville jeg skulle sige til mig selv, at forandringerne i min omverden hele tiden har svaret til substantielle forandrin- ger i mig selv. Ikke nødvendigvis fordi jeg har tilpasset mig tiden; snarere omvendt: fordi jeg, som barn af min tid, sammen med mine samtidige, har haft indflydelse på nutidens kvalitet. Vi er en anden slags mennesker i dag, end vi var for halvtreds år siden; men dengang bar vi allerede dem i os, som vi er i dag. En banali- tet, man ikke kan tænke dybt nok over.
Men det er ikke det, jeg mener med det tab af poesi – eller ret-
tere: det afkald på poesi, som min søster døde af. Jeg må dybere ned. Af og til får jeg tiden til at gå med at tænke på, om man kan undslippe den tidsånd, der forandrer verden – og hvilken pris man må betale for det. Jeg møder stadig af og til skikkelser, der tilsyneladende uberørt træder ud af fortiden og vandrer gennem nutiden som sælsomme dinosaurer; men ser jeg nøjere på dem, så ser jeg, hvor udhulede de er – jovist, personligheder, men faktisk ikke andet end netop personaer: en maske, som er formet efter en epokebestemt stereotyp. Den måde, den tidsresistente personlighed har skabt sin skal på, har tæret på det individuelle. Trods alle deres personlige egenskaber, så er det eneste, som er tilbage, et mere eller mindre anakronistisk vidnesbyrd om en epoke. Jeg spørger mig selv, om det mon også forholdt sig sådan med min far, da hans liv var ved at være ovre. Hans tilsyneladende suveræne ståen-over-tiden virkede mindre epokeforlængende, som jeg kalder det, fordi han i stedet for en stereotyp epokemaske havde taget jægerens fænotypisk evige maske på. Den skjulte ikke det individuelle, men betonede det tværtimod. Men den pris, han som stædig monoman havde måttet betale, var ensomheden. Den stereotype enegænger holder sig væk fra verden og dermed i vid udstrækning også fra dens forandringer.
Det modsatte synes at være tilfældet med min mor: et mønstereksempel på mislykket tilpasning. Den helgenagtige, ja, rasende asketiske underdanighed, hvormed hun hele sit liv forsøgte at
»følge med tiden«, først ved nøje at overholde alle victorianis- mens tommelfingerregler, så ved kritikløst at tage alle de mest forvrøvlede fornyelsesideer, reformtendenser og emancipationsbestræbelser fra den første tredjedel af århundredet til sig og altid følge de mest nedtrådte stier og altid kun halvhjertet – helhjertet var hun kun, når det gjaldt om at opgive sig selv – alt det gjorde hendes tilværelse mere og mere prosaisk, fik hende til altid at klamre sig til det gængse, hverdagsagtige, banale, til altid at lade sig fange i de stadig mere indsnævrende, abstrakte roller, hun tildelte sig selv, og på en misforstået måde holde hus med livet, hun byttede al livets poesi for det angiveligt nødvendiges, formodentlig nyttiges og til sidst for det blot og bart materielles skyld, indtil samtlige spor af den trods alt stadig epoketypisk formede første tredjedel af hendes liv til sidst blev udvisket, ud- slettet, fornægtet i de sidste to tredjedele, indtil der ikke var mere tilbage af hende, der kunne have mindet om den, hverken et håndgribeligt indhold eller en genkendelig form, hverken hende selv eller et vidnesbyrd om hendes tid, det skulle da lige være i en nedslidt udgave.
Om min søster ved jeg, at hun døde ung, fordi hun – for nu at
bruge et ordspil, som jeg bliver nødt til at forklare – ikke kunne tage sin egen tid med i tiden. Det var ikke de grundlæggende forandrede livsomstændigheder og en ny virkeligheds brutale indtrængen i hendes første barndomsårs idyl, der tilintetgjorde dens poesi og dermed hendes livskraft. Tværtimod: Huset og haven i Odaia, som hun havde måttet tage så overilet afsked med, da første verdenskrig brød ud, blev for hende til en myte om en mistet livsform, der havde været meget mere fornem og passet langt bedre til hende – en myte, der fik hende til at føle sig hemmeligt udvalgt. Som ung pige – der ofte blev irettesat af vores mor, men til gengæld overdrevent forkælet af vores desværre kun alt for sjældent tilstedeværende far – følte hun sig, indtil vores barn- domshjem gik i opløsning, som en prinsesse klædt i pjalter. Først da forholdene igen forandrede sig og tvang hende til trods alt at indse, hvilken eventyragtig illusion hun levede i, indordnede hun sig også under livets prosa – og brød sammen. Endnu mere heroisk end vores mor – og desværre mere klarsynet og stadig mere illusionsløs – forsøgte også hun at tilpasse sig. Intet i de virke- ligheder, hun blev tilbudt, kunne erstatte det, hun havde mistet.
Man kan opbevare smukke øjeblikke fra fortiden i sit indre som hemmelige juveler; men man kan også slæbe omkring på dem, som en straffefange slæber omkring på sin jernkugle. For følsomme naturer er det to sider af samme sag. Hvis min søster og jeg lignede hinanden, så var det nok kun, når det kom til vores medfødte viden om afkaldets værdi og væsen. Åndeligt udvik- lede vi os fuldkommen forskelligt. Hendes udvikling næredes af bøger, min af drømmerier. Hun blev undervist mere eller mindre systematisk af mere eller mindre kvalificerede privatlærere; jeg strittede imod undervisningen, var aldrig tilfreds med det, man præsenterede mig for; selvom det burde svare til min alder, fore- kom det mig at være smuler fra de riges bord, når jeg sammen- lignede med det, min næsvise søster allerede havde lært (og som hun ovenikøbet bag sine pædagogers ryg ondskabsfuldt ringeagtede). Derfor tog jeg så meget desto mere begærligt tilflugt til eventyr, bondeskrøner og Kassandras pikareske anekdoter. Min storesøster førte sig frem med den selvbevidsthed, som kendeteg- ner den privilegerede. Jeg var født sent og efter hende, barn af en
glansløs, urohærget, pøbelagtig tid. Jeg var misundelig på hende, fordi vores far favoriserede hende; hun foragtede min mors blinde kærlighed til mig, tavs og stolt led hun under uretfærdigheden og viste mig således, at det var værdiløst, når jeg blev begunstiget. Hun var en yndig pige, da jeg stadig var en lille klumpedumpe, en tidligt fuldendt ung dame, da jeg var en lømmel i puberteten. Kun på et punkt lignede vi og følte os beslægtede med hinanden: i vores indsigtsfulde omgang med uundgåelige tab. Vi kendte det stof, vores livspoesi var gjort af: Vi vidste, hvilken værdi de myter havde, som vi forvandlede vores tabte livsverdener til. Til sidst manglede min søster bare kraften til at holde fast i det mytiske.
Et eksempel: Da jeg var ankommet til skolen i Kronstadt og følte mig så forældreløs, som kun en niårig, der er blevet forvist fra sine forældres hus og sendt et fremmed sted hen, kan føle sig, fik jeg som en gave fra himlen en attenårig ven. Også her må jeg advare mod den formodning, at det drejede sig om noget seksuelt. Intet ville have forekommet os, min beskyttende ven og mig, mere absurd, latterligt og krænkende end en sådan mistanke. Det faldt os slet ikke ind. Vi var venner på den måde, jævnaldrende drenge plejer at være det, ikke andet. Hvad der foregik mellem os, var blot det, at han fuldstændig naturligt, uden nogen som helst ned- ladenhed behandlede mig som en jævnaldrende, en ligemand. Vi sludrede i frikvartererne nede i skolegården, fulgtes hjem, engang tog jeg med ham ind til byen, hvor han købte et par gymnastiksko, engang gik vi i biografen og var ved at flække af grin over en Fatty Arbuckle-film, engang tog han mig med til boksetræning, engang til et filosofisk foredrag i aulaen, som jeg ikke forstod et ord af. Det var alt sammen helt naturligt og på ingen måde usædvanligt, men ikke desto mindre skælvede jeg, når jeg skulle mødes med ham, som jeg næppe nogensinde siden har skælvet, når jeg skulle mødes med en elskerinde. Rollefordelingen i mit barndomshjem havde fået afstanden mellem mig og de voksne, ja, selv mellem mig og min søster til at virke så uendeligt stor, at jeg troede, at der her var tale om et mirakel. Min ældre ven skulle snart til studentereksamen, talte med mig om de fag, han følte sig svag i, og forklarede mig, hvori det svære bestod, som om han talte med en lidelsesfælle. Der var forresten ingen, som så noget mærkeligt i vores kammeratskab. Når jeg var sammen med ham, mærkede jeg intet til den afgrund, der ellers i halvvoksnes strengt hierarkiske verden skiller en grønskolling, som først lige har lært sin ABC, fra en fra gymnasiets sidste årgang. Min mor kom til Kronstadt for at besøge mig, jeg fortalte hende sværmerisk om ham, hun inviterede ham på middag med os på hotellet. Han opførte sig forbilledligt, efterlod det allerbedste indtryk. Skoleåret var ved at være forbi, han bestod sine eksaminer, jeg rejste hjem på ferie (eller rettere: fra nu af, hvor min far og mor var blevet skilt, frem og tilbage mellem deres respektive hjem). Få uger senere fik jeg et postkort fra ham: Mange hilsener, han rejste snart til Paris for at studere, og her var hans adresse … Min mor sagde strengt til mig, at jeg skulle skrive til ham med det samme. »Aldrig!« sagde jeg.
»Jeg vil aldrig se ham igen.« Min mor var forarget over min uforståelige obsternasighed. Min søster sagde: »Han har ret.« Hun var tretten år gammel og vidste lige så godt som jeg niårige, at man, for at bevare noget værdifuldt, må give afkald på det i rette tid. Jeg ville ønske, hun aldrig havde glemt det.

Vi tænkte ens – dengang – og derfor forstod jeg også, hvorfor hun i årene efter vores hjemkomst til Bukovina vægrede sig ved at tage ud til Odaia, hvor hun var blevet født. Det gods, hvor hun havde levet sit prinsesseliv, var et pant. Hun lod flere gange, som om hun var syg, for at undgå det; senere vægrede hun sig kategorisk
– og fandt støtte hos vores far, der så ud til at ane, hvad grun- den var. Megen modstand måtte hun imidlertid ikke overvinde. Vores mor længtes på ingen måde efter det sted, der for hende var fuldt af smertelige minder om de første år af hendes ægteskab. Turen derud var besværlig, der var ingen togforbindelse, om vin- teren kunne man ikke køre i bil på vejene, men rigtig slemt blev det, når sneen smeltede, og man i lange perioder risikerede at synke ned i slam, om sommeren blev man kvalt i støv, og hvis man kørte i hestevogn, indebar de firs kilometer fra byen en lang rejse uden overnatningsmuligheder i miles omkreds. De steder, hvor man kunne gøre ophold, var for det meste ubekvemme. Der var intet at tage sig til, landskabet indbød ikke til spadsereture, parken groede til, huset forfaldt, driften var ineffektiv, og udbyttet ringe, man lå i strid med forvalteren, og karlene, hvis løn han stjal, var opsætsige. Så længe mine forældre stadig boede sammen, tog min far af og til derud for at jage langs bredden af Prut; en gang imellem tog han mig med. Jeg var lige så skælvende nervøs før disse sjældne udflugter som før aftalerne med min ven i Kronstadt. Jeg elskede Odaia. Det, der trak i mig, var det hemmelighedsfulde ved den tid, hvor min søster allerede fandtes i verden, og jeg endnu ikke.
At hun ikke længere talte om den, efter at vi var flyttet ind i byhuset, gjorde blot det hemmelighedsfulde endnu mere mystisk for mig – eller sagt med andre ord: endnu mere tiltrækkende. Engang, hen imod slutningen af vores tid som flygtninge i Østrig, hvor jeg omsider var gammel nok til at blive udsat for hendes »frotzeln«, kunne hun ikke blive træt af at drille mig med sine fortællinger om den pragtfulde fortid. Der gik ikke en dag, hvor hun ikke talte op for mig, hvor mange dukker hun havde haft, hvor mange heste der havde stået i stalden, og hvor meget det havde kostet, når vores bedsteforældre kom på besøg. Ikke engang Kassandra kunne beskytte mig mod det: Heller ikke hun var kommet »til verden« dengang – i hvert fald ikke til vores. Men pralerierne holdt op, da vi vendte tilbage til Bukovina og ikke længere besøgte Odaia. Min søsters modvilje mod at tage derud, hendes tavshed, hendes ofte skarpt afvisende enstavelses- svar, hvis jeg spurgte hende ud om enkeltheder, gjorde mig mis- undelig: Jeg forstod, hvorfor hun var så tilbageholdende: Hun skjulte noget, hun ikke undte mig. Jeg anstrengte mig ihærdigt for at komme på sporet af hendes myte.

Var jeg med min far i Odaia, så ledte jeg i hver eneste krog efter spor af den vidunderlige verden, som hun, forestillede jeg mig, havde bevaret i sig selv, og som bar hendes fødesteds navn. Min fantasi formåede ikke at genskabe den fortid, jeg ikke havde del i. I timevis lukkede jeg mig inde på de støvede værelser, hvor gar- diner og møbelstoffer mugnede, og hvor visne siv og evighedsblomster, der kunne være plukket ved et ossuarium, vældede ud af overdådigt smagløse kinesiske vaser. Jeg forsøgte ihærdigt at forestille mig min søster lege livligt eller være omgivet af vores mormor og morfar og vores mors søskende, der stadig var unge dengang, jeg stirrede stædigt på de sprukne malerier af mænd med overskæg, bæverskindshuer og fløjlsjakker med tresser og af kvinder med højt optårnede pudrede frisurer eller af de fint påklædte børn, som angiveligt var vores forfædre, og lyttede til stilheden, der af og til blev afbrudt af larmen fra alliker i parkens træer eller af en skramlende tremmevogn på den fjerne landevej, men som ellers kunne svulme op og blive skræmmende … og så flygtede jeg fra den, ud i dagens grelle lys. Gården var ussel, hist og her lå der staldgødning, de magre kreaturer var ude på engene, de to gamle øg, som jeg elskede, trak langsomt den vogn, som min far sad på med sine hunde og haglbøsser, gennem flodsen- gen. Karle og piger så man intet til. Jeg flygtede rundt om huset og ind i haven bagved, hvor kålstokkene rådnede i de uordentlige bede. Det var en tidløs landlig hverdagsverden, ikke andet. Og intet af alt dette gav noget fra sig, som kunne bringe mig nærmere på min søsters hemmelighed. Intet fortalte om den tid, hvor hun allerede fandtes i verden og jeg endnu ikke.

Jeg kom heller ikke nærmere på den i den såkaldte park bag striben af grøntsagsbede, hvor intet hæmmede den vilde vækst. Kun den rådnende robåd i dammen – og af den kun snørklerne i jernsædets ryglæn – kunne genskabe den stemning, der må have været dengang … og det på en så koncentreret måde, at det hver gang føltes som et elektrisk stød, når jeg stod foran den. Men jeg kunne ikke sætte ord på det. Jeg skælvede af ophidselse, når jeg tænkte på, at en simpel ting kunne være opladt af en hel epokes elektriske essens på samme måde som en leidnerflaske – og at jeg, der havde mærket dens stød, ikke kunne sætte ord på min plud- selige erkendelse af det ukendte og sige, hvad det var i mig, den havde ramt – hvilke sfærer af hemmeligt overleveret eller nedarvet viden, der var blevet berørt og rodet op i, og som nu for altid var gået tabt.
Da vores forældre blev skilt, brød så meget nyt og fremmed ind i vores tilværelse, at alt, hvad vi indtil da havde oplevet, blev til en næsten sagnagtig baggrund. Mens jeg syg af hjemve ledte efter en nøgle til mig selv i Kronstadts lille og legetøjsæskeagtige, men alligevel stærke, solide provinsverden, tilpassede min søster i Wien sig til de forandrede forhold med en tilsyneladende lige så nøgtern som tillidsfuld og frisk indstilling. At det kun var tilsyneladende, skulle vise sig på dramatisk vis. Indtil videre var hun langt mere vital end mig. I mere end et år så vi ikke hinanden – et år, hvor jeg forvandledes fra et barn til en tvær og obsternasig knægt, mens hun i et kraftspring forvandledes fra en ung pige til en næsten voksen ung dame. Det erfarede jeg i samme øjeblik, jeg kom hjem på sommerferie og ville omfavne hende med stor- mende gensynsglæde, og hun med en afmålt gestus holdt mig på afstand og sagde: »Det vil vi for fremtiden lade være med.« Som ung dame var hun nu urørlig.

Irettesættelsen gjorde mig ikke kun pinagtigt klogere på den
forskel i køn, der var mellem os (og at det ikke kun var en fysisk forskel, det havde jeg – trods min uskyld – for længst lært), den pegede også direkte på den samfundsmæssige status og den funktion, der hørte til vores respektive organer. Her foretog hun så måske alligevel det snit, som skulle fjerne min lille drengepe- nis, og det i et rask hug med tabuet som våben. Den kilde, hun fik til at tørre ud, var imidlertid den, der nærede drengeårenes smukkeste tabuer. Hun fik mig til at forstå, at jeg nu, hvor jeg var blevet ældre, måtte tage afsked med min drøm om at være en ridderlig beskytter af forsvarsløse damer.

Køb ‘Gregor von Rezzori: Blomster i sneen’ her.