De små forlag er blomstret op som aldrig før

Af Asger Schnack på Facebook

Statens Kunstfond meddelte forleden, at Projekstøtteudvalget for Litteratur har indstiftet en pris til de små forlag, Sigvaldi-prisen, opkaldt efter forlæggeren Otto Sigvaldi. Prisen uddeles til to mindre forlag, der har gjort en særlig indsats for kvalitetslitteraturen i Danmark. Det fik mig, ikke så sært, til at tænke på Otto Sigvaldi. Jeg udkom på hans forlag med digtsamlingen ”Drømmehistorier” i 1970, for 50 år siden. Han var en usædvanlig forlægger og en usædvanlig person i det hele taget. Han gik på Strøget i København med sin barnevogn iført usædvanlige dragter – en af dem var en græsdragt fra top til tå – og solgte sine usædvanlige udgivelser, ”Hindbærbrus og kragetæer” skrevet af børn, og af voksne først ’tidsskriftet’ KVIDENS TINDER, hvor der udkom otte numre, bl.a. ”Med hud og hår” af Sten Kaalø. Ved udgivelse nr. 9, Mikis Theodorakis: ”Fem meter fra min celle” (digte, der var smuglet ud af fængslet under det græske juntastyre), skiftede tidsskriftet navn til GRÆS. Min udgivelse var ’andet nummer af tidsskriftet GRÆS’. Forlaget lå i Hellerup, på Svejgårdsvej, hvor Sigvaldi boede sammen med sin hustru, Kirsten Delholm, der syede hans dragter. På maven bar han et skilt, hvorpå der stod SØDM. (Det var egl. et skilt fra et mejeri = en forkortelse for sødmælk). Hvad mere kan man sige? Han havde et stort, rødt skæg. Han var meget høj, meget stærk. Jeg følte mig i ualmindelig gode hænder, da jeg udkom på Sigvaldis forlag. Som en del af en stor familie, ikke bare i Danmark, men i Verden, overalt, hvor der fandtes usædvanlige mennesker i græsdragter med stort skæg og en sær optimisme på menneskehedens vegne. Intet varer ved; heller ikke den optimisme varede ved. Men de små forlag er blomstret op som aldrig før. Så den drøm varer! (Bemærk: Ikke noget forfatternavn på forsiden, men forfatterens fingeraftryk).